Et kriterie i udligningsreformen som desværre glimter ved sit fravær er borgernes leveomkostninger, og det er ganske absurd, at et system der skal udligne kommunale forskelle IKKE tager hensyn til forskelle i leveomkostninger på tværs af landet. En absurditet der kun kan ske fordi flertallet bag reformen kærer sig mere for systemet end for de mennesker der finansiere det. En sådan tilgang er naturligvis helt uforenelig med en liberal tilgang, hvorfor venstres deltagelse i sig selv er ganske kritisabel.
Værre er det dog, at Venstres musketered med Socialdemokratiet i praksis forhindrer et fremtidigt borgerligt flertal i at levere en ægte liberal borgerlig reform af udligningssystemet. En reform der tager udgangspunkt i borgeren fremfor systemet.
Citatet er fra regeringens udspil til en udligningsreform, og de fleste ser nok for sig at det handler om borgerne. Udligning må da have det formål at sikre ensartede grundvilkår for borgere i hele landet? Men nej. At ville udligne ”Kommunernes grundvilkår” skal forstås helt bogstaveligt. Kommunerne var og er målet – ikke midlet, og b.la. derfor er særligt borgere der bor i såkaldte rige kommuner, men selv har en almindelig eller lav indtægt de ubetinget største tabere i regeringen og venstres udligningslotteri.
Som nævnt har venstre og socialdemokratiet blandet blod på, at de IKKE vil ændre udligningssystemet uden gensidig enighed herom.
Et liberalt borgerligt flertal bør naturligvis kunne levere en udligningsreform hvis udgangspunkt er borgeren, ikke systemet, men venstre har låst det borgerlige Danmark til en socialdemokratisk systemtankegang, og det vil have negative økonomiske konsekvenser for mange så langt øjet rækker.
