For nyligt kunne man læse om en ung mands tragiske bytur, hvor han blev brutalt og umotiveret overfaldet i på Gothersgade i Indre København – hvilket hurtigt blev katalysator for en rasende debat om vold i nattelivet. En vigtig debat, om noget, som vi til hver en tid bør efterstræbe at reducere så kraftigt som muligt.
MEN sagen lagde sig samtidig hurtigt i slipstrømmen på et uomgængeligt fænomen, som altid bliver fremført ved sådanne hændelser – nemlig at ungdommen nu til dags og det såkaldte dagens Danmark er på randen af kaos og alt var bedre i ”De gode gamle dage”. En fejlagtig observation, som gennemsyrer vores oplevelse af samfundets tilstand, og som i værste tilfælde kan være skadelig for selvsamme formål om at komme sådanne uhyrligheder til livs, som den unge mand blev udsat for.
Man skal ikke rulle langt ned i kommentarfeltet på diverse større mediers SoMe-sider, for at få et indtryk af, at det Danmark vi i dag lever i, har haft sine bedre dage og præges af at være i dårligere stand – end den verden vi husker og lyksaligt mindes. Dog kunne dette i det fleste tilfælde ikke være længere fra virkeligheden.
For hvis vi kigger på Danmark, så har vi på LANGT de fleste parametre forbedret os, eller også er vi i hvert fald forblevet på samme stadie. Som ved tilfældet med vold imod den unge mand, har vi i Danmark IKKE har oplevet en stigning af befolkningen som har været udsat for vold. 1,7% havde oplevet vold i 1995 og det samme gjaldt for 1,5% af befolkningen i 2017.
Alt imens er antallet af førstegangstilfælde ved vold faldet. Omvendt er andelen som har været udsat for vold mere end 2 gange steget, mens andelen af synlige skader på voldsofrene er faldet fra 53-57% i 1995-1996 til 47-46%.
Der er altså en generel tendens i voldsstatistikkerne, hvor også ofrenes oplevelse af alvoren af voldsepisoden er på samme niveau med hensyn til ikke særlig alvorlige-tilfælde, mens ret alvorlig-tilfælde er steget med ca. 3-6% siden 2005, mens meget alvorlige-tilfælde er faldet tilsvarende.
Vi kan altså ikke statistisk måle nogen umiddelbar forværring af tilfælde med vold i Danmark på trods af en hyppig tilbøjelighed til præcis en italesættelse af dette. Hvilket formentlig hænger sammen med, at vi har fået en lavere tolerance over for vold – i og med, at vi i langt højere grad anmelder vold og trusler til politiet – fra ca. 3.500 anmeldte sæsonkorrigerede voldsforbrydelser i 1995 til 7.500 i 2019.
Dette fænomen om at overreagere på enkelttilfælde, er ikke begrænset til et følsomt emne som vold og trusler – men spænder bredt, ved alt fra vores vurdering af andelen af befolkningen som har taget stoffer og som er indvandrere, til gymnasieelever der føler sig historisk pressede og tilfælde af terror. Et behov for at sætte den nuværende samfundstilstand i perspektiv til et Morten Koch-idyllisk verdensbillede som er både usundt og farligt.
Eksemplificeret i vores iver efter at tale om terror som et nyt og eskalerende fænomen, glemmer vi 1970’erne og 1980’ernes månedlige terrorangreb i Londons undergrund fra IRA, ragnarok i Baskerlandet forårsaget af ETA eller Rote Armee Fraktions utallige gidseltagninger, bombeattentater og bankrøverier i Tyskland.
Hvor fortiden var præget af mere konstante trusler, har vi i dag færre tilfælde med større omfang af omkomne – selvom 2010’ernes Europa har væsentlig færre både tilfælde og tilskadekomne. I lyset denne virkelighed, ser vi stadig ingen anden udvej i vores overreaktion, end at række mod totalitære værktøjer repræsenteret overvågningstiltag og begrænsning af minoriteters rettigheder.
Dermed ender vi med at ty til forkerte løsninger. Som når vi sender mad og brug tøj til et fejldiagnosticeret Afrika, hvor fedme nu er næsten et ligeså stort problem som sult – alt imens behovet for bøger og bedre handelsbetingelser, er det som gør sig gældende i et kontinent der aldrig har haft det bedre.
Når vi i vores følelsers vold og romantiske forestilling om ”de gode gamle dage” reagerer på enkelttilfælde, overskrifter og rygter, vælger at drømme os væk til en simplere og fredeligere tid, som ALDRIG har eksisteret, fordrejer vi virkeligheden og forstår ikke problemets essens. Og det sidste et offer i sådan en begrædelig stund har behov for, er denne genganger af en tese hvor; at hvis du bare havde levet i en anden tid, så var dette nok ikke sket…
