Under valgkampen hørte vi adskillige gange Mette Frederiksen sige, at hun ville være ”børnenes statsminister”. Det lød jo godt, og blev krydret med ganske luftige løfter om bl.a. at ville skaffe flere pædagoger i daginstitutionerne. Det er dog ikke noget, som har materialiseret sig endnu, og der er ikke afsat penge til flere pædagoger på hendes regerings førstefinanslovsforslag. Godt det samme, for idéen om, at man skal sidde på Slotsholmen og beslutte normeringen i samtlige landets daginstitutioner, er gift for det kommunale selvstyre og absurd overdrevet i forhold til det behov, der reelt findes ude i institutionernes hverdag.
Hvad der desværre til gengæld har materialiseret sig, det er socialdemokraternes forslag om at skære i tilskuddet til landets fri- og privatskoler, som også blev ført frem under valgkampen. Dengang var argumentationen, at pengene i stedet skulle bruges på at styrke folkeskolen, men den sammenhæng er forsvundet i mellemtiden, hvor de sparede 300 mio. kr. årligt i stedet tænkes anvendt til at finansiere andre uspecificerede udgifter på statens budget.
Regeringens forslag er at nedsætte den såkaldte ”koblingsprocent” – den andel af udgifterne til en folkeskoleelev, som staten giver i tilskud til en fri- eller privatskoleelev - fra de nuværende 76 pct. til 71 pct. Det var samme niveau, som tilskuddet havde under Thorning-regeringen, hvor det var historisk lavt. Historisk har koblingsprocenten ligget omkring de 75, siden den nuværende model for tilskudsberegning blev indført i 1992.
De 300 mio. kr. vil føre til forringelser og stigende forældrebetaling for landets 121.000 elever på fri- og privatskoler. Men dem vil statsministeren åbenbart ikke i så høj grad være ”børnenes statsminister” for, i den socialdemokratiske retorik er der altid mere positiv opmærksomhed omkring de børn, der går i folkeskolen. Men man gavner ikke folkeskolen ved at forringe alternativet, og den danske frihedstradition på skoleområdet, som er nedfældet i Grundlovens §76, er en hjørnesten i dansk skoletradition.
Vi skal have en stærk folkeskole, men der skal også være mulighed for at vælge et alternativ, som skal være tilgængeligt - også selvom man ikke er velhavende. S-planen er destruktivt lighedsmageri af værste skuffe, som paradoksalt nok alene vil føre til øgede sociale skel i skolesystemet mellem dem, der har råd til at sætte deres børn i en fri- eller privatskole, og dem der ikke har råd. Hvis besparelsen bliver ført ud i livet, så vil mange skoler givetvis lukke, efter sigende op imod 100, og de resterende vil blive nødt til at hæve forældrebetalingen kraftigt, formentlig med op mod 3.000 kr. årligt. De resterende skoler vil dermed i højere gad være en mulighed for velhavende familier, hvilket vil skabe øgede sociale skel i skolesystemet.
Det danske samfund har brug for engagerede forældre, der går op i deres børns undervisning. Det kan man udmærket gøre i folkeskolen også, men folkeskolen bør være et aktivt tilvalg, noget man er tryg ved og tilfreds med, fremfor noget, man bliver tvunget til at vælge af økonomiske årsager. Og hvis man har et ønske om en særlig pædagogik, et særligt holdnings- ellers trosmæssigt fundament for undervisningen, så skal der være mulighed for at vælge en privat- eller friskole, der lever op til behovet. Så længe vi er sikre på, at undervisningskvaliteten i øvrigt er i orden. Det er sådan, det altid har været i Danmark, og sådan bør det blive ved med at være. De forældre, der vælger en fri- eller privatskole til deres børn, de vælger helt frivilligt at betale omkring en fjerdedel af udgifterne selv – vel at mærke efter at de har betalt skat til den gratis folkeskole. Det engagement er sundt og godt og bør understøttes - ikke udskammes og besværliggøres af ”børnenes statsminister”.
