Lad det være sagt med det samme!
Det har været et par rigtig hårde dage at være fan af britisk satire. For det er jeg. Kæmpefan! Og det vil jeg blive ved med at være, selvom politisk korrekte mennesker er igang med på bagkant at censurere den britiske satire.
For hvis dette er linjen fremadrettet, så vil der ikke være meget tilbage, når først censurens "spanske inquisitation" er overstået. Britisk humor er nemlig kun noget særligt, fordi den tør at være vedkommende, spiddende og præcis.
Alt dette vil revisionistiske kræfter nu gøre op med!
Lidt baggrund. John Cleese spiller i 1970'erne karakteren som den koleriske Basil Fawlty i Halløj på Badehotellet, der omhandler livet på et fiktivt sydengelsk hotel. I afsnittet "The Germans" får hotellet besøg af nogle tyske turister, hvorefter hotelejeren Basil Fawlty går i panik. Som den gode vært han er vil han nemlig ikke fornærme sine gæster, og han beder derfor indtrængende sit personale om ikke at nævne 2. verdenskrig og dette forehavende gør ham så besat, at han i praksis ikke laver andet end at nævne krigen. Konstant, hele tiden og så igen.
Afsnittet kulminerer, da han konfronteres med, at han ustandseligt snakker om 2. verdenskrig, hvorefter han spontant kaster sig ud i en strækmarch, mens han markerer Hitlers overskæg.
Ustyrlig morsomt! Ikke fordi den latterliggør tyskerne (de er nemlig de mest normale), men fordi den udstiller den britiske berøringsangst og spiller på en stor portion selvironi.
Dette afsnit er nu blevet fjernet. Det er åbenbart med 45 års forsinkelse blevet kontroversielt. Enhver, der vil gøre sig den ulejlighed at se Halløj på Badehotellet, vil komme frem til den konklusion, at serien griner af briterne selv - først og fremmest! Den britiske seksualmoral. Snobberi. Med i serien er en aldrende britisk major, der i sin senilitet repræsenterer et billede af tiden før 1970'erne, som den nu engang var. Racistisk! Majoren hyldes ikke, han latterliggøres. Når han kalder inderne ukvemsord, udstilles han - og dermed andre med ham, der måtte gøre det samme. Serien rummer også den spanske tjener Miguel fra Barcelona, som er en kærlig og velmenende mand, der konstant udsættes for chikane af sin sindssyge chef i skikkelse af John Cleese - det er ikke Miguel, der er noget galt med!
Briterne kan noget unikt. Det har de alle dage kunnet. Monty Pythons Flying Cirkus er en lang kavalkade af intelligent satire, og heller ikke her går nogen ram forbi - tyskere, franskmænd, spaniere og italienere. Men først og fremmest englænderne selv.
Jeg blev chokeret, da jeg hørte, at BBC fjernede afsnittet The Germans fra deres streaming-platform! Det afsnit er på alle måder i den lette ende - hvad med tv-serien Allo Allo, der er en lang systematisk latterliggørelse af alt, der er fransk? Det er det, der er sjovt - fordi den tager arketyperne og kører dem ud i det ekstreme. Hvem husker ikke Den Lyserøde Panter, personificeret ved Peter Sellers i rollen som en meget kantede og kiksede inspektør Closseau (kendt for sine store problemer med at udtale engelske ord)?
Come Fly With Me i nutiden gør det samme. En mellemøstlig krejler-direktør for et skummelt luftfartsselskab, muslimske arketyper, en overdrevet homoseksuel steward og min egen personlige favorit, det irske lavprisselskab Our Lady Air, der er en kombination af RyanAir og Låsby-Svendsen i kombination. Det er morsomt, fordi det rammer plet - man portrætterer mennesker, der findes! Og ofte er det de mennesker, der fremstår som de mest normale, der i virkeligheden rummer de største quirks i deres personlighed.
Hvis man ikke synes, det er sjovt, så kan man jo bare slukke. Man behøver ikke censurere!
Det interessante perspektiv i denne censur er tankevækkende, for alt i britisk humor er bygget op omkring parodier og arketyper - ja, faktisk selv britisk drama kører på disse kærlige portrætter, der aldrig er onde eller taler had. Agatha Christie skabte den belgiske detektiv Hercule Poirot, der er mere belgisk end nogle andre belgiere i verden med sit karakteristiske overskæg og accent. Og hvis man som James Bond-fan tænker sig lidt om, så vil man faktisk kunne se, hvordan skurkene ofte har meget klare træk fra den nationalitet, de fungerer som en parodi på.
Rosa Klebb er russisk babushka, Emilio Largo er italiensk mafioso, Hugo Drax er fransk aristokrat, Scaramanga er spansk tyrefægter, Christatos er græsk svindler, Brad Whitaker er amerikansk våbengalning, Kamal Khan er marokkansk prins, Dr. Kananga er mellemamerikansk rastafari-narkobaron og Goldfinger er tysk militant.
Denne puritanisme, som de politisk korrekte nu forsøger at gennemføre, vil effektivt slå al britisk åndsliv og drama, endsige kulturarv, ihjel. Den vil lukke munden på alt, der er sjovt, og den vil først og fremmest - hvad der i princippet er det vigtigste - skabe en understrøm af modvilje, had og foragt for de minoriteter, som de politisk korrekte gerne vil beskytte.
De skulle skamme sig!
