Registreringskravene og kravene til dokumentation er fuldstændig vanvittige på sygehusene. Alle de indsamlede data anvendes slet ikke i tilstrækkelig grad bagefter og opfattes derfor af både personale og patienter som spild af tid. Det er indført i høj grad for at gardere sig mod efterfølgende klagesager, og det er jo sådan set ligegyldigt, når vi aldrig ser private søgsmål i det danske sundhedsvæsen (i hvert fald meget sjældent).
Hvis man tager de kritiske briller på, kunne man påstå, at mange af tiltagene er opfundet og indført af i øvrigt velmenende og dygtige skrivebords-medarbejdere, som er langt væk fra den kliniske hverdag, og som skal producere noget for at retfærdiggøre deres løn. Alle disse dygtige medarbejdere ville jeg hellere have ud i frontplejen, så deres evner og uddannelse kunne gavne patienter i stedet for at genere patienter og personale.
Tiden i den kliniske hverdag kan bruges meget bedre end med de tossede registreringer. F.eks. kunne jeg for 20 år siden gå en fuldstændig sufficient stuegang på 20 patienter på måske 1½-2 timer. I dag tager det i hvert fald 5-6 timer pga. de helt urimelige krav til dokumentation og helgardering i form af forskellige journalnotater, og fordi lægen skal varetage en masse arbejde, som tidligere lå hos andre faggrupper.
Antallet af overlæger og læger generelt er fra 2001 til 2014 steget med henholdsvis tre og to gange så meget som det samlede personale på de offentlige sygehuse (https://www.kl.dk/nyhed/2015/november/sygehuse-har-oprustet-massivt-med-laeger-og-overlaeger/), og man kunne efter min mening sagtens undvære nogle af lægerne, hvis de bare fik lov til at lave læge-arbejde og undgå en masse spildtid med tossede registreringer.
Det ville frigøre en stor lønsum til at aflønne hjælpepersonale (f.eks. sekretærer og sygeplejersker) til at løfte opgaverne. Det ville samtidig fjerne lægemanglen, så vi kunne besætte alle stillingerne i hele landet og samtidig ikke behøvede at importere læger med dårlige danskkundskaber. Det er vist det man kunne kalde en win-win.
For lægegruppen kan man synes, at det virker mærkeligt, at man i journalen skal anføre, at patienten har givet samtykke til f.eks. blodtransfusion eller et operativt indgreb, hvis patienten er vågen og ved sine fulde fem. Der er jo ikke nogen, der i det danske sygehusvæsen foretager overgreb på patienterne, så selvfølgelig ved patienten, at der hænger en pose blod på dropstativet, eller at vedkommende skal til en operation, og derved er det jo implicit, at vedkommende har givet samtykke.
Dette er blot et lille eksempel på de mange journalnotater, som efterhånden er blevet standard, dvs. fuldstændig spild af tid. For sygeplejerskerne er der ligeledes en lang række standard-registreringer, som er helt i skoven.
Det er desværre meget svært at komme til livs dette her for alle nye tiltage indføres under et påskud om at øge kvaliteten. Det kan bare ikke vises, at det øger noget som helst andet en arbejdsbelastningen for personalet. Hvorfor skal man lave fald-screening og vurdere risikoen for selvmord hos en ung rask patient, som kommer ind for at få opereret sit lyskebrok? Eller vurdere, om vedkommende er i risiko for under-ernæring? Tiltagene kan hver især synes rare og velmenende, men det hele tager kostbar tid fra personalet. Og ingen tør lade være.
Jamen kan vi ikke bare få nogle stærke ledere, som tør skære igennem og mane til fornuft? Det kan vi ikke, for de bliver såmænd fyrede, hvis deres personale ikke gør som foreskrevet.
Den eneste løsning vil med vores nuværende politiske system med regioner være, at regionspolitikerne modigt og håndfast skærer igennem og lægger grundstenen til en ny måde at arbejde på for frontpersonalet. Det skal gå gennem alle ledelseslagene, og det er en enorm omstilling og afvænning fra dårlige vaner. Det tager år, men lad os da komme i gang.
