Dagens klumme: Karina Pedersen tror ikke på, at uddannelse kan gøre en ende på kriminaliteten i underklassen.
Sociale problemer, har en berømt læge engang sagt, burde fejes ind under gulvtæppet, hvor de hører til - og jeg er helt enig. Det blev de i de gode, gamle dage, hvorimod de i dag bliver luftet ved enhver lejlighed. Man kan ikke åbne en avis uden at støde på problemer, som ordentlige mennesker tidligere ikke blot ville holde for sig selv, men også løse uden at inddrage resten af samfundet. Det private er beklageligvis blevet offentligt, mens det var bedst, hvis det var omvendt; at det offentlige blev privat.
Men det har længe gået i den forkerte retning, og hvis Lars Andreassen har ret, når han i sin klumme "Dømt til uddannelse" sidestiller omsorgssvigtede børn med mentalt handicappede, så vil personlige problemer for alvor blive gjort til et samfundsproblem. Men er et omsorgssvigtet barn hjerneskadet, som Andreassen skriver? Er det ude af stand til at træffe frie valg, indgå i normale relationer, svagt begavet, og har det en "abnormt udviklet hjerne", som man kan læse i klummen?
Hvis svaret er ja, og Andreassen samtidig - med hjælp fra så oplyste hoveder som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - konkluderer, at kriminelle ofte kommer fra dårligt uddannede familier og har været udsat for omsorgssvigt, så virker det mildest talt besynderligt, at Andreassen finder det sandsynligt, at de er i stand til at få en uddannelse. Og hvad skal et menneske, som ikke kan træffe frie valg eller indgå i normale relationer egentligt bruge en uddannelse til? En idiot er vel en idiot, uanset titel.
Hvis Andreassen nu tager fejl, og omsorgssvigt ikke fører til abnormt udviklede hjerner, så er uddannelse naturligvis en god ide. Men for de af os som har et vist kendskab til nutidens underklasse, er der ikke meget, som tyder på, at Andreassens drøm om, at kriminelle får en uddannelse, går i opfyldelse. Underklasse og uddannelse er - med få undtagelser - to uforenelige størrelser. Det skyldes dels, at underklassen ikke fokuserer på uddannelse, og dels at underklassens medlemmer som helhed - som mange før mig har påpeget - ofte er dårligt begavede.
Noget andet, som tyder på, at Andreassen ikke kender underklassen, er, at han - og han er langt fra alene - opfatter dens medlemmers sære opførsel som et tegn på sygdom, hvilket en hjerneskade vel må siges at være. Men underklassen har blot sit helt eget moralkodeks; et som omverdenen ikke forstår.
Hvis vi hopper tilbage til søndag den 18/10, så havde TV2-Nyhederne et indslag om den chikane, hjemmehjælpere oplever på f.eks. Nørrebro. En hjemmehjælper fortalte i indslaget, hvordan nogle af områdets børn kaldte hende skældsord. Da hun anmeldte episoden til politiet, tog chikanen til, og hun blev nu kaldt stikkerluder og overdynget med sten. Hjemmeplejens ledelse ønskede ikke at udtale sig om sagen af frygt for repressalier, og kvinden i indslaget var af samme årsag gjort anonym.
Indslaget illustrerede en af underklassens uskrevne regler: Man tilkalder ikke politiet, og hvis man gør, må man - som kvindens oplevede - være forberedt på chikane eller sågar korporlig afstraffelse. Den regel medfører, at mange unge mennesker drømmer om at være så frygtindgydende, at ingen tør anmelde dem. Det giver dem ikke blot frit spil, men også respekt. Her spiller samfundets milde strafferammer en væsentligt rolle, og i netop den forbindelse, har de, som bebrejder samfundet for underklassens elendighed, ret, for hvem ønsker at anmelde en forbrydelse, når bødlen - hvis han overhovedet får en straf - er tilbage i kvarteret kort tid efter anmeldelsen?
Det bringer os til det punkt i klummen, hvor Andreassen påstår, at længere straffe ikke virker. Virker ikke for hvem, må man spørge? Det virker da i allerhøjeste grad for ordentlige borgere, hvis sikkerhed ville stige, for hver kriminel som kom bag tremmer. Men i et dekadent samfund som vores, synes mange at kriminelles velbefindende er mere interessant end ordentlige borgeres, og aldrig har så mange været parate til at forsvare - og bortforklare - kriminelle og så få parate til at tale ordentlige menneskers sag.
Og hvis Andreassen har ret i, at omsorgssvigt fører til hjerneskader, som så igen fører til kriminalitet, så kan det ikke vare længe, før en eller anden påråber sig nogle obskure menneskerettigheder i et forsøg for at blive fritaget for straf. Man kan næsten se for sig, hvordan bundkriminelle Ahmed står og griner i retten imens en læge fremviser billeder af en "abnormt udviklet hjerne", hvorefter Ahmed slipper for straf, fordi det er umenneskeligt at straffe et sygt menneske.
Men meget taler heldigvis for, at Andreassen tager fejl, for hvis omsorgssvigt førte til hjerneskader, så tvivler jeg på, at menneskeheden ville have overlevet så længe, som den har. Man behøver ikke at gå ret langt tilbage i historien før tæv, underernæring, understimulering (hvad det så end er) og dårlige boligforhold var dagligdag for langt de fleste børn. Og jo længere tilbage man går, jo værre var forholdene. Jeg vil derfor vove den påstand, at selv det mest omsorgssvigtede barn i nutidens Danmark, lever i liv i luksus, set i forhold til tidligere tiders børn.
Det er dog relativt nemt at reducere omfanget af både omsorgssvigt og kriminalitet. Man kunne begynde med at fjerne offentlige tilskud til børnefamilier samt enhver form for boligsikring. Det ville uden tvivl nedsætte visse mennesker lyst til at føde børn, de ikke magter at opdrage. Hvis man samtidig udskiftede nutidens komfortable fængsler med noget langt mindre tiltrækkende, satte strafferammerne op og lod forældre forstå, at de - og ikke kommunen som nogle synes at tro - er ansvarlige for deres mindreårige børns opførsel, hvorfor en eventuel straf ville skulle afsones af dem, så tror jeg, at Ahmeds mor vil være mere interesseret i at vide, hvad hendes søn foretager sig. Og ville Ahmed måske tænke sig om en ekstra gang, inden han satte ild til fremmede menneskers biler, hvis han vidste, at det ville koste hans mor en rum tid bag tremmer.
Hvis det blev gjort klart, at kriminalitet - og omsorgssvigt er også en kriminel handling - ikke skyldes et uretfærdigt samfund, men derimod en afvigende karakter, så ville sociale problemer igen ryge ind under gulvtæppet.
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
Klik her og læs Karina Pedersens første beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i
Sociale problemer, har en berømt læge engang sagt, burde fejes ind under gulvtæppet, hvor de hører til - og jeg er helt enig. Det blev de i de gode, gamle dage, hvorimod de i dag bliver luftet ved enhver lejlighed. Man kan ikke åbne en avis uden at støde på problemer, som ordentlige mennesker tidligere ikke blot ville holde for sig selv, men også løse uden at inddrage resten af samfundet. Det private er beklageligvis blevet offentligt, mens det var bedst, hvis det var omvendt; at det offentlige blev privat.
Men det har længe gået i den forkerte retning, og hvis Lars Andreassen har ret, når han i sin klumme "Dømt til uddannelse" sidestiller omsorgssvigtede børn med mentalt handicappede, så vil personlige problemer for alvor blive gjort til et samfundsproblem. Men er et omsorgssvigtet barn hjerneskadet, som Andreassen skriver? Er det ude af stand til at træffe frie valg, indgå i normale relationer, svagt begavet, og har det en "abnormt udviklet hjerne", som man kan læse i klummen?
Hvis svaret er ja, og Andreassen samtidig - med hjælp fra så oplyste hoveder som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - konkluderer, at kriminelle ofte kommer fra dårligt uddannede familier og har været udsat for omsorgssvigt, så virker det mildest talt besynderligt, at Andreassen finder det sandsynligt, at de er i stand til at få en uddannelse. Og hvad skal et menneske, som ikke kan træffe frie valg eller indgå i normale relationer egentligt bruge en uddannelse til? En idiot er vel en idiot, uanset titel.
Hvis Andreassen nu tager fejl, og omsorgssvigt ikke fører til abnormt udviklede hjerner, så er uddannelse naturligvis en god ide. Men for de af os som har et vist kendskab til nutidens underklasse, er der ikke meget, som tyder på, at Andreassens drøm om, at kriminelle får en uddannelse, går i opfyldelse. Underklasse og uddannelse er - med få undtagelser - to uforenelige størrelser. Det skyldes dels, at underklassen ikke fokuserer på uddannelse, og dels at underklassens medlemmer som helhed - som mange før mig har påpeget - ofte er dårligt begavede.
Noget andet, som tyder på, at Andreassen ikke kender underklassen, er, at han - og han er langt fra alene - opfatter dens medlemmers sære opførsel som et tegn på sygdom, hvilket en hjerneskade vel må siges at være. Men underklassen har blot sit helt eget moralkodeks; et som omverdenen ikke forstår.
Hvis vi hopper tilbage til søndag den 18/10, så havde TV2-Nyhederne et indslag om den chikane, hjemmehjælpere oplever på f.eks. Nørrebro. En hjemmehjælper fortalte i indslaget, hvordan nogle af områdets børn kaldte hende skældsord. Da hun anmeldte episoden til politiet, tog chikanen til, og hun blev nu kaldt stikkerluder og overdynget med sten. Hjemmeplejens ledelse ønskede ikke at udtale sig om sagen af frygt for repressalier, og kvinden i indslaget var af samme årsag gjort anonym.
Indslaget illustrerede en af underklassens uskrevne regler: Man tilkalder ikke politiet, og hvis man gør, må man - som kvindens oplevede - være forberedt på chikane eller sågar korporlig afstraffelse. Den regel medfører, at mange unge mennesker drømmer om at være så frygtindgydende, at ingen tør anmelde dem. Det giver dem ikke blot frit spil, men også respekt. Her spiller samfundets milde strafferammer en væsentligt rolle, og i netop den forbindelse, har de, som bebrejder samfundet for underklassens elendighed, ret, for hvem ønsker at anmelde en forbrydelse, når bødlen - hvis han overhovedet får en straf - er tilbage i kvarteret kort tid efter anmeldelsen?
Det bringer os til det punkt i klummen, hvor Andreassen påstår, at længere straffe ikke virker. Virker ikke for hvem, må man spørge? Det virker da i allerhøjeste grad for ordentlige borgere, hvis sikkerhed ville stige, for hver kriminel som kom bag tremmer. Men i et dekadent samfund som vores, synes mange at kriminelles velbefindende er mere interessant end ordentlige borgeres, og aldrig har så mange været parate til at forsvare - og bortforklare - kriminelle og så få parate til at tale ordentlige menneskers sag.
Og hvis Andreassen har ret i, at omsorgssvigt fører til hjerneskader, som så igen fører til kriminalitet, så kan det ikke vare længe, før en eller anden påråber sig nogle obskure menneskerettigheder i et forsøg for at blive fritaget for straf. Man kan næsten se for sig, hvordan bundkriminelle Ahmed står og griner i retten imens en læge fremviser billeder af en "abnormt udviklet hjerne", hvorefter Ahmed slipper for straf, fordi det er umenneskeligt at straffe et sygt menneske.
Men meget taler heldigvis for, at Andreassen tager fejl, for hvis omsorgssvigt førte til hjerneskader, så tvivler jeg på, at menneskeheden ville have overlevet så længe, som den har. Man behøver ikke at gå ret langt tilbage i historien før tæv, underernæring, understimulering (hvad det så end er) og dårlige boligforhold var dagligdag for langt de fleste børn. Og jo længere tilbage man går, jo værre var forholdene. Jeg vil derfor vove den påstand, at selv det mest omsorgssvigtede barn i nutidens Danmark, lever i liv i luksus, set i forhold til tidligere tiders børn.
Det er dog relativt nemt at reducere omfanget af både omsorgssvigt og kriminalitet. Man kunne begynde med at fjerne offentlige tilskud til børnefamilier samt enhver form for boligsikring. Det ville uden tvivl nedsætte visse mennesker lyst til at føde børn, de ikke magter at opdrage. Hvis man samtidig udskiftede nutidens komfortable fængsler med noget langt mindre tiltrækkende, satte strafferammerne op og lod forældre forstå, at de - og ikke kommunen som nogle synes at tro - er ansvarlige for deres mindreårige børns opførsel, hvorfor en eventuel straf ville skulle afsones af dem, så tror jeg, at Ahmeds mor vil være mere interesseret i at vide, hvad hendes søn foretager sig. Og ville Ahmed måske tænke sig om en ekstra gang, inden han satte ild til fremmede menneskers biler, hvis han vidste, at det ville koste hans mor en rum tid bag tremmer.
Hvis det blev gjort klart, at kriminalitet - og omsorgssvigt er også en kriminel handling - ikke skyldes et uretfærdigt samfund, men derimod en afvigende karakter, så ville sociale problemer igen ryge ind under gulvtæppet.
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
Klik her og læs Karina Pedersens første beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i
