”Vi er dem, de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab”. Sådan lyder en af linierne i en populær Kim Larsen sang fra 80’erne, linien kunne egentlig være et udtryk for licensmodstandernes situation i dagens Danmark.
På trods af et ulmende licensoprør blandt befolkningen, er politikerne på Christiansborg tavse eller beror sig på undvigende standardsvar om medielicensen og DR’s rolle, hvor man fx læner sig op ad DR’s egen redegørelse i den famøse sag om facebookcensur - dog findes der enkelte undtagelser som eksempelvis Liberal Alliances Anders Samuelsen, som er en af de få politikere, som det er lykkedes at råbe op.
Oprøret har luret længe og er nu ved at komme helt op til overfladen, eksemplificeret ved politibetjent Lars Kragh Andersens kamp imod medielicensen, som han har ført via sin facebookgruppe. Gruppen er i øjeblikket oppe på næsten 52.000 medlemmer, men det er ikke kun på Facebook, at medielicensen møder modstand. Sidste år fik CEPOS fortaget en undersøgelse, som viste at 60 % af befolkningen på det tidspunkt var imod medielicensen.
Der er derfor tale om en forholdsvis stor gruppe, som politikerne ikke vil eller må lege med. Men faktum er at oprøret ulmer, hvilket blandt andet vil komme til udtryk ved en demonstration imod medielicensen på lørdag. Politikerne på Christiansborg må derfor til at forholde sig til dette oprør.
Da den obligatoriske madordning for nylig blev introduceret i daginstitutionerne blev denne udråbt som værende ”rendyrket socialisme” af Thor Pedersen (V) og Britta Schall Holberg fra samme parti var med på vognen: ”Det er en skrækkelig ordning for os, der taler om frit valg og ansvar”. Heller ikke på den modsatte fløj, var der opbakning at hente: ”Det er jo tusindvis af kroner om året, som forældrene skal betale ekstra for en madordning, som måske er rigtig dårlig” udtalte Mette Frederiksen (S) i den forbindelse.
Man ville altså ikke fra politisk side tvinge danskerne til at betale for noget, som de ikke selv havde valgt eller ville have.
Der er store lighedstegn mellem denne madordning og medielicensen. Disse to ”tilbud” til befolkningen er i store træk ens, fællesnævneren for begge er tvang.
Madordningen skulle ”sælges” som et nyt produkt, mens licensordningen stammer helt tilbage fra 1925. Det viste sig hurtigt, at der ikke var et marked for dette ”tvangsprodukt” og det kunne derfor ikke ”sælges”, idet madordningen skabte stor utilfredshed i befolkningen og blandt politikerne.
Med andre ord, regeringens markedsanalyse, slog fejl på alle punkter, markedet for ”tvangsprodukter”, som er frit tilgængelige andre steder, eksisterer ganske enkelt ikke længere. Hvis licensordningen skulle sælges til befolkningen i dag ville resultatet derfor med stor sandsynlighed blive det samme.
Forskellen er bare, at ordningen er et levn fra fortiden, fast forankret i de fleste politikere og derfor ikke noget, at befolkningen får mulighed for at tage stilling til.
DR har absolut sin eksistensberettigelse, som Public Service institution - altså en medievirksomhed, som beskæftiger sig med alt det, som der ikke umiddelbart er rentabelt, men en nødvendighed. Det kan ikke være statens opgave, at ”tvangsfodre” danskerne via en licensordning i milliardstørrelsen med fx kommercielle kopiprogrammer hentet fra udlandet. DR burde derimod kunne finansieres for et langt mindre beløb via skatten i stedet for. Man behøver således ikke, at tvinge underholdning ind i stuerne. Ligesom det viste sig, at der ikke var behov for en tvangsordning i daginstitutionerne, når danskerne kan finde produktet andetsteds.
Men så længe, at medielicensen, som hidtil, ikke er til reel diskussion på Christiansborg, må licensmodstanderne fortsat indstille sig på at være dem, som de andre ikke må lege med.
På trods af et ulmende licensoprør blandt befolkningen, er politikerne på Christiansborg tavse eller beror sig på undvigende standardsvar om medielicensen og DR’s rolle, hvor man fx læner sig op ad DR’s egen redegørelse i den famøse sag om facebookcensur - dog findes der enkelte undtagelser som eksempelvis Liberal Alliances Anders Samuelsen, som er en af de få politikere, som det er lykkedes at råbe op.
Oprøret har luret længe og er nu ved at komme helt op til overfladen, eksemplificeret ved politibetjent Lars Kragh Andersens kamp imod medielicensen, som han har ført via sin facebookgruppe. Gruppen er i øjeblikket oppe på næsten 52.000 medlemmer, men det er ikke kun på Facebook, at medielicensen møder modstand. Sidste år fik CEPOS fortaget en undersøgelse, som viste at 60 % af befolkningen på det tidspunkt var imod medielicensen.
Der er derfor tale om en forholdsvis stor gruppe, som politikerne ikke vil eller må lege med. Men faktum er at oprøret ulmer, hvilket blandt andet vil komme til udtryk ved en demonstration imod medielicensen på lørdag. Politikerne på Christiansborg må derfor til at forholde sig til dette oprør.
Da den obligatoriske madordning for nylig blev introduceret i daginstitutionerne blev denne udråbt som værende ”rendyrket socialisme” af Thor Pedersen (V) og Britta Schall Holberg fra samme parti var med på vognen: ”Det er en skrækkelig ordning for os, der taler om frit valg og ansvar”. Heller ikke på den modsatte fløj, var der opbakning at hente: ”Det er jo tusindvis af kroner om året, som forældrene skal betale ekstra for en madordning, som måske er rigtig dårlig” udtalte Mette Frederiksen (S) i den forbindelse.
Man ville altså ikke fra politisk side tvinge danskerne til at betale for noget, som de ikke selv havde valgt eller ville have.
Der er store lighedstegn mellem denne madordning og medielicensen. Disse to ”tilbud” til befolkningen er i store træk ens, fællesnævneren for begge er tvang.
Madordningen skulle ”sælges” som et nyt produkt, mens licensordningen stammer helt tilbage fra 1925. Det viste sig hurtigt, at der ikke var et marked for dette ”tvangsprodukt” og det kunne derfor ikke ”sælges”, idet madordningen skabte stor utilfredshed i befolkningen og blandt politikerne.
Med andre ord, regeringens markedsanalyse, slog fejl på alle punkter, markedet for ”tvangsprodukter”, som er frit tilgængelige andre steder, eksisterer ganske enkelt ikke længere. Hvis licensordningen skulle sælges til befolkningen i dag ville resultatet derfor med stor sandsynlighed blive det samme.
Forskellen er bare, at ordningen er et levn fra fortiden, fast forankret i de fleste politikere og derfor ikke noget, at befolkningen får mulighed for at tage stilling til.
DR har absolut sin eksistensberettigelse, som Public Service institution - altså en medievirksomhed, som beskæftiger sig med alt det, som der ikke umiddelbart er rentabelt, men en nødvendighed. Det kan ikke være statens opgave, at ”tvangsfodre” danskerne via en licensordning i milliardstørrelsen med fx kommercielle kopiprogrammer hentet fra udlandet. DR burde derimod kunne finansieres for et langt mindre beløb via skatten i stedet for. Man behøver således ikke, at tvinge underholdning ind i stuerne. Ligesom det viste sig, at der ikke var behov for en tvangsordning i daginstitutionerne, når danskerne kan finde produktet andetsteds.
Men så længe, at medielicensen, som hidtil, ikke er til reel diskussion på Christiansborg, må licensmodstanderne fortsat indstille sig på at være dem, som de andre ikke må lege med.
