Kapitalismen er en umulighed

Kapitalismen er som en organisme, der som alle andre organismer kun kan overleve hvis den får tilført næring

_slettet_bruger_14664 Ikke angivet,

25/11/2015

Kapitalismen er som en organisme, der som alle andre organismer kun kan overleve hvis den får tilført næring.

Kapitalismen bliver drevet af en forventning til fremgang og vækst. En forventning til at jeg og min familie kan få stadig flere goder og bedre livskvalitet.

I Danmark er denne forventning blevet indfriet,- vi har i løbet af en menneskealder opnået en næsten eksplosiv udvikling i levestandarden. Men kan det fortsætte?

Hvis vi nu forestiller os en verden som er befolket med to grupper af mennesker. Vi kan kalde dem familie A og familie B.

Som udgangpunkt skaffer hver af familierne selv føde, bygger deres huse og fremstiller hjælpemidler.

Så begynder familierne at ”handle” med hinanden. Altså bytter varer og tjenesteydelser. Der er balance i handelen, for hvis familie A snyder og opnår mere ”rigdom” ved handelen, så vil familie B ikke være istand til at fortsætte på lige vilkår. Handelen vil gå istå.

Vi antager nu at familie A lever et sted hvor der er bedre muligheder for at finde føde og råvarer. Og at de er opfindsomme og arbejdsomme, og forstår at samarbejde.

Det skaffer dem bedre levevilkår. Men familien ser også en mulighed for at bytte råvarerne med tjenesteydelser fra familie B, som derved skal arbejde mere, mens familie A får bedre mulighed for at slappe af og nyde livet.

Det fører med tiden til at familie A bliver lidt dovne, og tænker mere på at nyde livet end at sikre fremtiden. Familie B derimod ser frem til at opnå samme goder som familie A, men for at kunne det må de arbejde endnu mere. Og da de bliver stadig flere, så er det ikke noget problem.

Familie A får dog et problem. De har stadig færre varer at bytte med. Heldigvis er man for længst begyndt at bruge penge og værdipapirer som ”betalingsmiddel”. Familie A lover at de vil betale senere, så de fortsat kan nyde godt af familie Bs tjenesteydelser. De ”sælger” også andele i deres samfund til familie B.

Den stakkels familie A mener stadig at de kan fortsætte deres levevis. Og fordi det ”økonomiske” system er blevet meget meget indviklet, så kan de ikke gennemskue at det nu er familie B som ejer det meste. Og familie B er kloge nok til ikke at afsløre dette, før de ejer alt.

Hvad der herefter sker, hører fremtiden til…

Kilde: