Hele nationen undrer sig for tiden over hvordan det kan være, at patienter der er ramt af en af de allermest aggressive cancer-former ikke bliver opereret straks.
Den slags burde da kunne lykkes i et system, der er så intelligent og storslået som det danske?
Forklaringerne vælter ind:
Socialisterne mener som sædvanligt, at det er fordi de offentligt ansatte får for få penge.
Andre at det er strukturelle problemer, og at reglerne må indskærpes overfor de der ikke følger dem.
Her skal socialisten Astman have ros.
Med sin opfordring til at henvise på tværs af regionsgrænser, er hun den der kommer nærmest på, at lægge ansvaret hos de der har ansvaret for at handle, altså hos den enkelte sundhedsperson.
I dette tilfælde lægen.
Det er der tilsyneladende ikke andre der tør. Politikere tør jo sjældent lægge sig ud med store grupper af mennesker. Og da slet ikke med grupper, der har stærke fagforeninger i ryggen; - som kan gøre livet svært for politikeren, i fald han skulle få magt.
Så det er helt naturligt at politikerne ikke tør.
Men det er absolut ikke i orden.
For måske er det lige netop interne stridigheder der er problemet?
For eksempel grænse-krige mellem REGIONER, sådan som Astman antyder.
Og måske er det ikke blot krige mellem regioner?
Måske spiller sektor- og faggrænse-stridigheder også en rolle?
Grænsekrige mellem sektorer ville i hvert fald kunne forklare de utallige indlæggelser, udskrivninger og genindlæggelser af gamle syge mennesker.
Altså som en følge af en krig mellem plejesektor og hospitalssektor.
Der foregår i det hele taget en række tavse kampe indenfor sundhedsvæsenet, som meget vel kunne forklare problemerne.
Disse konflikter holdes tavse, fordi åbne skænderier om magt og penge er modproduktive ift. det IMAGE som "altruistiske og retfærdige do-goodere", som faggrupperne i sundhedsvæsenet opretholder overfor befolkningen.
Et image der danner grundlag for de ansattes magt og indtjening.
Af hensyn til dette image, er det derfor en integreret del af sundhedspersoners handlemåde, at holde eventuelle fagkampe tavse: ingen skændes åbent.
Men konflikter er jo konflikter - og somme tider víl de bare ud: konflikterne leves ud i praksis.
Måske er det det som sker når man må vente på en portør fordi det er hans opgave at rulle patienten ind på operationsstuen?
Måske er det det som gør at genoptræningen bliver så sporadisk?
Måske er det derfor, at der ikke kan opereres om natten?
Måske bruger sundhedsvæsenet alle sine kræfter på at skabe gode sammenhængende forløb for de ansatte. En sammenhængende hverdag?
Velfærd for de ansatte - medens patienter ligger og venter?
I det hele taget må man spørge, hvad det er der forhindrer sundhedspersonalte i at handle rationelt på en diagnose som kræft i bugspytkirtelen.
Er det fordi det er svært at lave aftaler med dem der skal tage røntgenbilleder og blodprøver?
Er der had imellem bioanalytikerne og sygeplejerskerne på afdeling x?
Eller mellem sygeplejerskerne og den gamle overlæge?
Da jeg selv arbejdede indenfor sundhedsvæsenet blev jeg overrasket over, hvor stærke de faglige identiteter var. Og over hvor stærkt fagforeningerne stod i praksis.
Og jeg blev virkeligt overrasket over hvor meget had, der var mellem sektorer, afdelinger, hospitaler, faggrupper og enkeltpersoner.
Nødvendigheden af en tværfaglig og samarbejdende indstilling blev skåret ud i pap.
Astman taler kun om regions-grænse-stridigheder.
Som socialistisk politiker er hun dermed helt ude ved den absolutte grænse for, hvad hun kan tillade sig at sige. Astman kan overhovedet ikke nævne strid mellem sektorer, faggrupper og afdelinger.
Jeg foreslår derfor, at de borgerlige partier beder RSF-regeringen om at oprette en taskforce, som - på tværs af fagforeningerne og de ansatte - skal afdække hvilke interne strukturelle magtkampe - herunder fag- og sektorgrænsestridigheder - der udspiller i sundhedsvæsenet.
Taskforcens endelige mål skal være, at belyse, hvordan disse interne stridigheder påvirker de målsætninger som fællesskabet - AKA befolkning og folketing - opstiller: om sammenhængende patientforløb, patienters selvbestemmelse, EPJ og kræftpakker m.m.
På den måde kan vi "almindelige" - borgere, brugere, beboere, klienter, patienter: kort sagt vælgerne – få et mere reelt og sandt grundlag, når vi skal vurdere problemerne i sundhedsvæsenet.
Befolkningen har længe nok levet i uvidenhed.
Det er tid til at synliggøre.
Denne artikel er en REMAKE af en tidligere artikel. Læs den her.
Jeg har skrevet artiklen om, fordi den var unøjagtig og upræcis og fordi sproget var dårligt.
Læs i øvrigt læge Ole Asbjørns beretning om hvad der skete da han selv blev indlagt. Artiklen er lanceret på 180grader af Martin Rytter.
Mvh
Ane K Due
