Da denne artikel er for unøjagtig og upræcis, og da sproget er for dårligt har jeg lavet en REMAKE af den. Læs den her.
Tak til alle de der kommenterede og stemte. mvh Ane K Due
Hele nationen undrer sig for tiden over hvordan det kan være, at patienter der er ramt af en af de allermest aggressive cancer-former ikke bliver opereret straks.
Den slags burde da kunne lykkes i et system, der er så intelligent og storslået som det danske?
Der diskes op med forklaringer fra alle sider.
Socialisterne mener som sædvanligt at det er fordi de offentligt ansatte, får for lidt penge.
Andre at det er strukturelle problemer, og at reglerne må indskærpes overfor de der ikke følger dem.
Her skal socialdemokraten Astman have ros. Hun er den der kommer nærmest på, at lægge ansvaret hos de der agerer. Ingen andre tør tilsyneladende.
Og det er jo naturligt nok.
Vi lever jo i et demokrati, og ingen politikere har lyst og mod til at lægge sig ud med store grupper af mennesker, som oveni købet har stærke fagforeninger der kan gøre livet svært for politikerne, hvis de kommer i regering.
Så det er naturligt.
Men det er ikke i orden.
For måske er det lige det der er problemet?
Sektorgrænsestridigheder?
Det vil i hvert fald kunne forklare de utallige genindlæggelser af gamle syge mennesker.
Og måske ikke blot sektorgrænse-krige?
Måske spiller faggrænsestridigheder også rolle?
Efter min mening, foregår der en række tavse fagkampe indenfor sundhedsvæsenet, som meget vel kunne være en del af forklaringen på, at man ikke kan skabe sammenhængende patientforløb, og på at det er svært at pushe nødvendige operationer igennem, fx. om natten.
De ansatte i sundhedsvæsenet oppebærer høje lønninger. Det skyldes i vid udstrækning det imagefaggrupperne har skabt af sig selv i befolkningen: af uselvisk handling, forståelse, åbenhed, objektivitet, altruisme, filantropi, retfærdighed med mere.
Og de ansatte og deres organisationer gør meget for at bevare og udbygge dette image.
Derfor holdes eventuelle faggrænse-skænderier tavse.
Åbne skænderier om magt og penge er jo modproduktive ift. at fastholde et image som uselvisk do-gooder.
Så ingen skændes åbent.
Men konflikter er jo konflikter - og somme tider vil de bare ud: konflikterne leves ud i praksis.
Måske er det det som sker når man må vente på en portør fordi det er hans opgave at rulle patienten ind på operationsstuen?
Måske er det det som gør at genoptræningen bliver så sporadisk?
Måske er det derfor, at der ikke kan opereres om natten?
Måske bruger sundhedsvæsenet alle sine kræfter på at skabe gode sammenhængende forløb for de ansatte. En sammenhængende hverdag?
Velfærd for de ansatte - medens patienter ligger og venter?
I det hele taget må man spørge sig selv hvilke forhindringer det er, som umuliggør, at der kan handles rationelt ud fra en diagnose som kræft i bugspytkirtelen.
Er det fordi det er svært at lave aftaler med dem der skal tage røntgenbilleder og blodprøver?
Er der had imellem bioanalytikerne og sygeplejerskerne på afdeling x?
Eller mellem sygeplejerskerne og den gamle overlæge?
Da jeg selv arbejdede indenfor sundhedsvæsenet blev jeg overrasket over, hvor stærke de faglige identiteter var. Og over hvor stærke fagforeningerne stod i praksis.
Og jeg blev virkeligt overrasket over hvor meget had, der var mellem sektorer, afdelinger, faggrupper og ansatte.
Nødvendigheden af tværfaglig indstilling blev på den måde skåret ud i pap.
Astman taler kun om sektorstridigheder.
Dermed er hun, som socialistisk politiker, absolut ude ved grænsen af hvad hun kan tillade sig at sige.
Astman kan overhovedet ikke nævne strid mellem faggrupper og afdelinger.
Derfor vil jeg opfordre de borgerlige politikere til at sørge for, at eventuelle faggrænsestridigheder kommer frem i lyset.
Sådan at vi "almindelige" - borgere, brugere, beboere, klienter, patienter: kort sagt vælgerne! – kan få et mere reelt og sandt grundlag, når vi skal vurdere problemerne i sundhedsvæsenet.
Jeg synes de borgerlige partier skal kræve at RSF-regeringen opretter entaskforce, som - på tværs af fagforeningerne og de ansatte - skal afdække hvilke faggrænsestridigheder der er i sundhedsvæsenet.
Og som skal belyse hvorledes disse interne stridigheder påvirker de målsætninger som befolkning og folketing opstiller: om sammenhængende patientforløb, patienten i centrum, kræftpakker med meget mere.
Befolkningen har længe nok levet i uvidenhed.
Det er tid til at synliggøre.
Mvh
Ane K Due
