De færreste er så store chanceryttere, at de - i et samfund uden velfærdsydelser - ville undlade at spare op til dårlige dage, lægge til side til deres alderdom eller undlade at forsikre sig mod de mest elementære risici.
Af samme grund har den danske model ikke patent på velfærd eller velfærdsydelser, for også udenfor denne ønsker folk et vist værn mod sygdom, ulykker, arbejdsløshed og en vis tryghed i alderdommen. Problemet er, at det ønskede forsikringsniveau er vidt forskelligt, ligesom folks omstændigheder og risikoprofiler i almindelighed er forskellige. Måske er der ikke nogen model, som enhver borger uden undtagelse vil sige god for. Men alternativet behøver ikke være en model, som kun modtagere af offentlige ydelser kan sige god for - eller de offentligt ansatte som lever af at administrere samme.
Realistisk set er der statslige ydelser, som man ikke kan komme udenom.
Man kan f.eks. ikke sige, at man "ikke ønsker at blive forsvaret i tilfælde af krig" og derfor ikke vil betale til forsvaret. For man nyder jo uanset godt af den afskrækkende virkning, det har. Teoretisk kunne man fravælge politimæssig efterforskning af forbrydelser begået mod en, men man ville ikke kunne sige, "jeg ønsker ikke at abonnere på politiets afskrækkende effekt og vil ikke betale for den", for den er der jo allerede.
Men også hvad angår anden offentlig service er det en vanskelig position. Man kan ikke sige, "jeg vil ikke betale til brandvæsenet, jeg skal nok selv slukke mine egne brande" og så forlange, at brandvæsenet skal lade 2. sal tv. brænde ud, men slukke branden i resten af opgangen - endsige det omvendte. Det lader sig heller ikke gøre at sige, "jeg vil ikke betale for akutberedskab og ambulancetjeneste", for hvordan skal omkringstående kunne vide, om (eller hvilken) ambulance, der skal tilkaldes.
Der er grænser for individualismen, selv i et nok så liberalt samfund, men det er stadig muligt at gå langt længere, end nogen fortaler for velfærdssamfundet forestiller sig.
De hårde facts er, at nogle sygdomme er meget omkostningskrævende, og at mange sygdomme optræder med en stigende frekvens i takt med folks alder. Der er kun så mange penge at gøre godt med, og ethvert behandlingstilbud koster i skattetræk.
Man kunne med et tankeeksempel spørge en 18-årig, hvad han vil abonnere på af sundhedsydelser mod et givet skattetræk resten af livet. Som med enhver anden forsikring, skal valget træffes på et tidspunkt, hvor man er rask, hvis forsikringsbeløbet skal være moderat, og givet at staten principielt agerer som et forsikringsselskab på dette område, rammer analogien plet.
Måske vil pågældende 18-årige gerne have et vist akutberedskab og behandling for ulykker a la brækkede arme og ben. Det kan sikres for en moderat takst. Men for hvert område, og i takt med øget aldersdækning, vil taksten sige, fordi behandlingen dels vil blive dyrere og dels blive mere sandsynlig.
Behandling for blodpropper og kræft til og med en alder af 40 år vil tænkeligt kunne erhverves for en beskeden pris. Behandlingen af samme til og med 60 år for en væsentlig højere pris, og behandlingen til og med 80 år for en endog meget højere pris. Det samme princip gør sig gældende for forskellige typer af sygdomme. Brækkede arme og ben er sikkert ikke så dyre som behandling for sjældent forekommende og meget belastende sygdomme.
Pointen er, at det niveau, som en gennemsnitsborger på 18 år ikke vil betale for over skattebilletten, næppe heller bør dækkes af den offentlige sygesikring. Desværre er der på dette område et klassisk problem med asymmetrisk information,[1] men det kan man komme uden om ved at forudsætte, at det omtalte valg skal tages af en 18-årig, som ikke har noget kendskab til egne styrker og svagheder, og blot skal forholde sig til, hvor meget han er villig til at betale af sin indtægt for at gardere sig mod givne sygdomme og ulykker. Og pointen er derfor, at der er sygdomsbehandlinger, som ganske enkelt bør afholdes af den enkelte, hvis vedkommende ønsker det, enten via egen opsparing eller via en privattegnet forsikring, og ikke dækkes af skattebilletten.[2]
Det udelukker ikke, at der eksisterer en rammelovgivning, måske til og med mere detaljeret end den nuværende, hvor praktiske regler om forsikringsberegninger, opsparing, henlæggelser, båndlæggelser og tilsvarende fastlægges. Det er heller ikke udelukket, at dækningen af ting som førnævnte akutberedskab skal dækkes over skattebilletten eller via en lovpligtig, men basal og billig forsikring.
I et mere frit samfund med mindre statslig indblanding ville der være langt større frihed til selv at strikke sin egen model sammen. Den ene ønsker måske først og fremmest dækning af visse risici, den anden ønsker dækning af nogle andre og den tredje først og fremmest en sikker opsparing. Hvorfor tvinge de to til at abonnere på den tredjes model, for så vidt det var den, der var politisk flertal for? Alternativt lade dem alle tre betale for dækning eller tryghed på alle tre områder, når det blot bliver dyrere for dem alle og giver dem serviceydelser, de ikke ønsker eller ikke prioriterer.
Der vil naturligvis være brug for nogle overgangsordninger, men man kunne lægge ud med at definere, hvad der er dækket af den offentlige sygeforsikring, og hvad der - hvis ønsket - skal dækkes af folk selv. Når dette er gjort, kan det indfases over en årrække, således at folk har et fair tidsrum at tegne forsikringer i og tage højde for de ændrede forudsætninger på området. Der er ikke penge til det hele, uanset hvor meget man sætter skatterne op, så et eller andet sted skal grænsen alligevel trækkes.
Det er grænseoverskridende for den, som er vokset op med velfærdsstatens venlige, men omklamrende favntag. Men det lader sig gøre. Man lader jo stadig folk tegne deres egne bilforsikringer, indboforsikringer og tilsvarende, Hvorfor dog ikke udstrække den frihed til også at dække velfærdsforsikringer? Et system med gør-det-selv velfærd er både mere fair og mere smart end det nuværende.
Køb bogen "Tosseliberal" på www.fritforlag.dk
Læs andre klip på:
http://www.180grader.dk/Politik/politi-ii-klip-fra-bogen-tosseliberal
http://www.180grader.dk/Politik/social-slankekur-klip-fra-bogen-tosseliberal
http://www.180grader.dk/Politik/afskaf-kulturministeriet-klip-fra-bogen-tosseliberal
http://www.180grader.dk/Politik/lad-pengene-flge-skatteborgeren-klip-fra-bogen-tosseliberal
[1] Med jævne ord, at den enkelte almindeligvis vil have god viden om egne sygdomme og egen risiko for samme, pga. af f.eks. medfødte tilbøjeligheder, mens forsikringsgiveren ikke har samme information. Derfor vil den, som ved, at man ikke er i en given risikozone, være imod en forsikring for samme, mens den, der er i risikozonen, vil være for en forsikring, vel vidende at denne vil være billigere for vedkommende, hvis den skal betales udfra generelle statistikker for hele befolkningen.
[2] En centrum-venstre filosof som Ronald Dworkin lægger sig i parentes bemærket på samme linje angående prioriteringer i bogen "Suvereign Virtue", selvom han formodentlig vil være uenig med liberale i størrelsen af de offentlige budgetter på området.
