Bureaukratiet i den offentlige sektor står ofte for skud, og med rette, men faktisk udgør sociale ydelser langt den største del af de offentlige udgifter. Dagpenge, bistandshjælp, samt folke- og førtidspensioner tegner sig for langt større beløb end lønninger til de ansatte.
I ældre tid anvendte man betegnelsen "fattighjælp", og det var et smart politisk træk, på linje med vor tids bedste spin, da man gik over til at betegne det "arbejdsløshedsforsikring". Ved at lave navnet om, italesatte man den opfattelse, at det var noget, man havde ret til, og som man jo faktisk selv havde betalt til. Og den mentalitet smittede hurtigt af på alle andre sociale ydelser.
Hvis der vitterligt var tale om forsikringsordninger, så ville dette kapitel være overflødigt. Men det er ikke tilfældet. En forsikringsordning forudsætter, at man indbetaler et beløb, som står i et vist forhold til den risiko, man har for at blive udsat for en given begivenhed, her arbejdsløshed, således at de samlede indbetalinger på sigt dækker de samlede udgifter. Argumentet var her, at fordi staten ikke skulle have nogen profit, ville den offentlige forsikring blive billigere end på det private marked, men i virkeligheden skete der det, at man klippede "forbindelsen" over mellem indtægter og udgifter og blot brugte de skatter, der til enhver tid blev inddrevet, til at dække de udgifter, der var til enhver tid.
Det er klart, at hvis arbejdsløsheden er 2%, så er det muligt at dække dagpenge ved hjælp af en moderat skattebyrde, som de fleste ikke protesterer over. Trods alt kan man jo selv blive arbejdsløs, og selv i et samfund uden offentlige velfærdsydelser ville mange tegne en privat forsikring mod arbejdsløshed eller uarbejdsdygtighed.
Hvis arbejdsløsheden derimod stiger til f.eks. 10 eller 15%, så bryder systemet sammen under sin egen vægt. Enten må skatterne hæves, dagpengene sænkes eller pengene lånes. De fleste politikere synes at hælde til det første eller det sidste, selvom det var mere nærliggende at vælge den midterste løsning og skære i udgifterne.
Jeg er afgjort for et sikkerhedsnet for den, som er uarbejdsdygtig på grund af medfødte handicaps eller uventede ulykker. Jeg er også for en rammelovgivning omkring arbejdsløshedsforsikring, som bygger på forsikringsprincipper eller en kombination af forsikring og opsparing. Men man er nødt til at være realistiske; penge er ikke noget, der hænger på træerne, og som politikere kan plukke og fordele efter behag. Der er kun så mange penge til rådighed, og det er næppe unfair at sige, at de skal gå til de værdigt trængende og de 5%, der er hårdest ramt, frem for de 50% med de laveste indkomster.
Det samme, som kan siges om dagpenge, kan siges om folkepensioner. Da jeg var barn, var pensionsalderen 67 år, og den gennemsnitlige levealder var ca. 73 år, hvilket betød, at samfundet i gennemsnit skulle udbetale pension i 6 år. I takt med, at levealderen er kravlet over 80 år, og pensionsalderen er faldet,[1] er udgifterne steget tilsvarende.
I et nyhedsklip spurgte en lønmodtager forarget, om han ikke havde ret til efterløn, når han nu havde arbejdet hele sit liv. Og svaret må nøgternt være et nej. Den gennemsnitlige lønmodtager har ikke i sit arbejdsliv betalt så meget i skat, at det dækker de kommende udbetalinger til efterløn og pension, når man også fratrækker udgifter til sygdomsbehandling før og i hans alderdom, udgifter til hans børns skolegang og generelle udgifter til politi, veje og alt muligt andet, han har nydt godt af.[2]
Igen gælder, at hvis aldersfordelingen er sådan, at der er mange børn og unge, rimelig mange voksne og kun få ældre, så kan man dække pensionsudbetalingerne med et relativt beskedent skattetræk hos de erhvervsaktive. Men i takt med, at folk i almindelighed får færre børn, og de ældre lever længere, har aldersfordelingen ændret sig markant, og pensionskronerne er skyld i et meget betydeligt samlet skattetræk.
Den uundgåelige konklusion er, at ikke blot det offentlige bureaukrati, men også de sociale ydelser må slankes. I særdeleshed hvad angår udbetalinger af folke- og førtidspension, og af dagpenge og bistandshjælp.
Det er selvsagt vanskeligt at ændre fra den ene dag til den anden, eftersom folk tæt på pensionsalderen ikke har haft en lang årrække til selv at spare op, og idet andre har sat sig med givne udgifter i en vis berettiget forventning til kommende indtægter.
Der er imidlertid en enkel og effektiv model, hvorved størrelsen af de sociale ydelser over en kortere årrække kan nedbringes væsentligt, uden her og nu at stille folk i en umulig situation. Den løsning hedder fastfrysning af overførselsindkomster.
Hvis man f.eks. forestillede sig et 20-årigt stop i reguleringen af folke- og førtidspensioner, samt af dagpenge og bistandshjælp, vil der være en betydelig milliardbesparelse hvert år,[3] som enten kunne kanaliseres over i skattelettelser eller ind i områder, hvor der er større behov. Da udbetalingerne vil være de samme i kroner og øre, vil de stadig matche de (relativt) faste udgifter til bolig, og det vil give den enkelte modtager af offentlige ydelser tid til at tage de nødvendige forholdsregler, f.eks. flytte til en billigere bolig, ligesom det vil give den kommende modtager af offentlige ydelser tid til at spare mere op på en privat pensionsordning eller betale for en tillægsforsikring mod arbejdsløshed.
Det handler ganske enkelt ikke kun om, hvorvidt man skal prioritere de "varme" kontra de "kolde" hænder, men om at de sociale ydelser må ned på en mindre andel af de samlede offentlige ydelser, primært så de først og fremmest rettes mod de allermest trængende, sekundært så de afspejler et mere realistisk forhold mellem lønindtægter og arbejdsfri ydelser.
Læs mere om bogen "Tosseliberal" på www.fritforlag.dk
[1] Læg hertil den tidlige "pension" i form af efterløn.
[2] Nogle har naturligvis tjent mere end andre og betalt mere end andre, men for at der er balance på den lange bane, må tallene gå op for gennemsnitslønmodtageren, og faktum er formodentlig, at mange har et forkert indtryk af, hvor meget han har bidraget med, og hvor lidt han har trukket på offentlige ydelser.
[3] Langt større end den, som hentes ved den nuværende beskedne opbremsning i reguleringen.
