Det er ikke helt ligetil at definere kultur og endnu vanskeligere at måle dets objektive eller økonomiske værdi. I en bred forstand omfatter kulturen også adfærdsformer og konfliktløsningsmodeller, men i snæver forstand handler det om smag og præferencer, primært indenfor det kunstneriske område.
Det korte af det lange er, at staten bør blande sig udenom. Teatre er ikke objektivt bedre end biografer, og biografer er ikke objektivt bedre end videoafspillere. Der er ikke nogen objektiv forskel på balletdanseren på Det kongelige Teater, gadegøgleren og skuespiller i det eksperimenterende lokal-teater. Glittede magasiner eller trykte aviser er ikke objektivt bedre end netaviser.
Vi har hver især unikke præferencer. Måske foretrækker vi én slags musik frem for en anden, måske begræder vi avisdøden, eller måske beklager vi vinylpladens tilbagetog overfor elektronisk lagret musik. Men vi kan ikke forlange, at andre skal mene det samme som os, endsige at der skal bruges skattekroner på at understøtte netop vores respektive smag.
Selvfølgelig skal både dansk-, historie- og musikundervisningen i skolerne afspejle det, som rent faktisk er sagt, skrevet eller komponeret. Danskundervisningen må tage udgangspunkt i konkrete tekster og konkrete bøger af danske forfattere, og musikundervisningen må tage udgangspunkt i de genrer og musikinstrumenter, der nu engang er, ligesom nutidshistorikeren må interessere sig for, hvad der rent faktisk er foregået, også indenfor kulturlivet.
Det er noget ganske andet med kulturstøtte og kulturfremme, enten det finder sted i form af støtte til udøvende kunstnere eller i statslig finansiering af kunstindkøb, eller tilmed i den statslige sanktion af, hvad der er højkultur og lavkultur. Den slags er markedsforvridende, idet den favoriserer bestemte aktører på bekostning af andre. Teaterstøtte gør det sværere for biografer at ernære sig. Støtte til bestemte teatre gør det sværere for andre teatre. Ydelser til komponister eller forfattere stiller andre komponister og forfattere dårligere, fordi disse er nødt til at forsørge sig selv og derfor vil være relativt mindre produktive og få færre chancer for et gennembrud. Naturligvis er operaelskeren glad for de store summer, det offentlige spenderer på at understøtte opera, men prisen betales over skattebilletten, og de penge, man tænkeligt sparer i billetpriser i operaen, trækkes over skatten i form af tilskud til andre kunst- og kulturfænomener.
Den skuespiller, som har det talent, der skal til, vil imidlertid uden problemer kunne få sig en professionel karriere. Bestsellerforfatteren kan også sagtens leve af sin kunst. Hvis evnerne (og heldet) ikke helt rækker til det niveau, er der stadig utallige muligheder på hobbyplan, og landets samlede kulturarv, eller kulturelle kapital om man vil, udgøres jo ikke kun af de etablerede forlag, den etablerede filmindustri eller Det kongelige Teater. Kulturen er overalt, og den vil ikke uddø eller forsvinde, blot fordi der ikke kastes offentlige midler efter den.
Nu er der så dem, der peger på store værker fra fortiden, og som hævder, at disse ikke var blevet til, medmindre der havde været nogen, som støttede disse, enten det var konger og kejsere (altså staten) eller en velhavende mæcen. Men problemstillingen er falsk.
Der vil altid være efterspørgsel efter komponister, forfattere, digtere, guldsmede eller arkitekter, selvom de ikke alle er på niveau med Mozart, Hemmingway, H.C.Andersen, Fabergé eller Utzon. Selv uden statsstøtte bygges der imponerende bygninger og designes enestående biler og lystyacths. Ligesom der uden statsstøtte skrives enestående bøger og laves enestående musik. Markedet er i stand til at finansiere kunst og kultur lige så godt som nogen kunstfond. Den væsentligste forskel er hvem, der får støtten, for med statslig kunst- og kulturstøtte produceres værker, der kun efterspørges af de få, ved hjælp af pengene fra de mange, mens markedet producerer det, der er reel efterspørgsel efter.
En verden uden kulturstøtte er ikke farveløs og grå, men fair, og der er ingen grund til at opretholde et kulturministerium, som næsten af natur er formålsløst.
Læs mere om bogen "Tosseliberal" på www.fritforlag.dk
