Er det fair at kalde sig "fattig" i Danmark?

Den politiske julesæson er startet, og det betyder også, at det er højtid for at diskutere fattigdom

Thomas Jaskov,

16. december 2010

Den politiske julesæson er startet, og det betyder også, at det er højtid for at diskutere fattigdom. Spørgsmålet er bare: Findes der "fattige" danskere, og giver det overhovedet mening at tale om "fattigdom" i Danmark? Er det fair at kalde sig "fattig", når man bor i et af verdens aller rigeste lande?

For at komme svaret lidt nærmere, starter vi først med at par hurtige facts om "fattigdom". Fattigdom er nemlig ikke én ting. Det er mange ting. Ordet "fattigdom" bruges i flæng, og har i dag udviklet sig til en særdeles diffus og politiseret betegnelse om både: "absolut fattigdom", "relativ fattigdom", "psykosocialt og sociokulturelt betinget fattigdom", "den nye fattigdom" og om de mennesker som lever under "OECD's politisk fastlagte fattigdomsgrænse." m.m. Lidt mere uddybende om de tre hyppigst anvendte definitioner af ordet "fattigdom", kan man sige:

- Absolut fattigdom betegner: "individers eller befolkningsgruppers mangel på resurser til at skaffe sig basale fornødenheder som mad, tøj og bolig i en så udpræget grad, at sundheden og hele eksistensen er truet." (kilde: http://www.denstoredanske.dk)

- Relativ fattigdom er: "udtrykt ved mangel på resurser til at skaffe sig den levevis, der er gængs i det pågældende samfund." (kilde: http://www.denstoredanske.dk)

OECD’s fattigdomsgrænse, er sat til at være 50 procent af den midterste disponible indkomst i samfundet. Dvs grænsen for at være "fattig" er, i henhold til OECD, sat til at være halvdelen af den disponible medianindkomst. For Danmark gælder det, at for at tilhøre denne gruppe af "fattige" skal man som enlig uden børn have en årsindtægt på under 90.000 kroner efter skat. Er man enlig med et barn, må den årlige indtægt ikke overstige 120.000 kroner (kilde: OECD, CEPOS, Det Økonomiske Råd)

Set som et øjebliksbillede befinder ca. 200.000 danskere sige i denne gruppe - de fleste dog kun i en kortere periode. Set i forhold til et livsperspektiv har kun omkring 5000 danskere en indkomst, der er mindre end halvdelen af median livsindkomsten for hele befolkningen - dvs blot én ud af 1000 danskere. Det sidstnævnte faktum har derfor fået OECD til at anføre om Danmark, at "der er praktisk taget ingen fattigdom set i et livstidsperspektiv". Omkring 40.000 af disse såkaldte "fattige" (i henhold til OECD's definition) er i alderen 19-24 år, og knap 40.000 er mellem 25 og 35 år. Dermed er halvdelen af de "fattige" under 35 år, og en stor del af disse er SU-modtagere. 25.000 i denne gruppe bor hos deres forældre, hvoraf mange får mad, drikke, bolig, internet, elektricitet og andre udgifter betalt af forældrene. Det er her vigtigt at notere sig, at ud af de cirka 2 millioner danskere, som i dag er på en eller anden form for overførselsindkomst, er SU-modtagerne, som gruppe, de aller "fattigste". Af de forskellige former for overførselsindkomst er SU'en den laveste, så har man været på SU, har man jo også med stor sandsynlighed igennem en periode af sit liv kunnet betegne sig selv som "fattig".

Tidligere denne måned udgav Københavns Kommune en rapport om fattigdommen i København. Her viste det sig overraskende nok, ville mange mene, at nogen af de "fattige" københavnere bor i Kartoffelrækkerne på Østerbro (dvs. på en af Danmarks mest eksklusive adresser, hvor blandt andre velstillede danskere såsom Helle Thorning Schmidt og Stephen Kinnock også bor). Hvordan kan det lade sig gøre at være "fattig" og bo i Kartoffelrækkerne? Det kan det fordi, Københavns Kommune har brugt OECD's fattigdomsgrænse som definition på "fattigdom". Man kan derfor bo i et hus (eksempelvist Kartoffelrækkerne), man kan lease en BMW, indrette sin bolig med dyre designermøbler, fladskærms-tv, B&O anlæg, man ejer iPhone, iPad, Gucci-tøj m.m. og man bliver kategoriseret som "fattig". Københavns Overborgmester Frank Jensen (S) var da også hurtigt ude og ytre sin sympati for de "fattige" københavnere, mens Mette Frederiksen (S) mente, at det er en skandale, at vi har "fattige" i Danmark. Ja, de stakkels "fattige" i Kartoffelrækkerne...

Os, som har studeret, og gennem en længerevarende periode måttet klare sig på Danmarks laveste overførselsindkomst, SU'en, ja os som har været blandt de "fattigste" i Danmark, ved, at situationen bestemt ikke er at spøge med. Livet som dansk "fattig" er virkeligt hårdt. Ja, tænk engang... man ejer måske kun en cykel og nåh ja, man bor på et kollegieværelse, og man ejer næsten intet tøj, og højst 1, 2 eller 3 par sko..., mobiltelefon (den billigste fra Nokia eller Apple), computer (+ fladskærm naturligvis), man modtager SU, har måske et studiejob, hvor man også får lidt ekstra løn, man har gået gratis i vuggestue, børnehave, folkeskole i 9-10 år, gratis gymnasium i 3 år, gratis universitet i 5-6 år, man har har gratis internetopkobling (på skolen, gymnasiet, universitetet), gratis rent drikkevand (ja, det glemmer vi ofte, men vi har rent drikkevand overalt), vi kan få gratis lægehjælp, gratis tandlæge, gratis øjenlæge, gratis retshjælp, politibeskyttelse, gratis akut modtagelse på sygehuset, gratis operationer, gratis hospitalsindlæggelse (med ventetidsgaranti ovenikøbet), vi har lys i lamperne, elektricitet, man drikker billig-øl når man går i byen eller får en café latte på café). Heldigvis for de fattige danske SU-modtagere, så ved man, at så snart studietiden er over, er der mulighed for 2 års dagpenge og/eller et akademikerjob ...og så er man endeligt sluppet ud af "fattigdommens" onde klør.

Ja, de stakkels danske studenter på SU. Nogle af de aller-"fattigste" mennesker i Danmark. Tænk at man kan leve under så "fattige" kår. Det er virkeligt svært at forestille sig, hvor hårdt det må være, medmindre man selv ikke lige har prøvet det. Man forstår derfor godt både Frank Jensen, Mette Frederiksen og de mange røster fra venstrefløjen, som udviser stor sympati for "de fattige" danskere.

...og hvis nogen af os borgerligt/liberale ved en fejltagelse kommer til at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er fair at tale om "fattige" i Danmark, så går der ikke mange sekunder før vi bliver mindet om vores indre svinehund, de ufinansierede skattelettelser til de rigeste bankdirektører og, at vi intet ved om, hvor hårdt de stakkels danske "fattige" har det... fattige, fattige, fattige... ordet bliver brugt i flæng, og pludseligt er det blevet til virkelighed. De stakkels danske "fattige".

Men er det nu også en fair og reel betegnelse for den virkelighed vi kender til? Er det virkeligt fair at måtte kalde sig selv for "fattig" når man modtager SU, bor på kollegium, ejer en cykel, tøj, sko, computer, mobil, har gået gratis i folkeskole, gratis gymnasium, gratis universitet, modtager gratis lægehjælp, gratis tandlæge, gratis sygehusbehandling, gratis operationer, gratis øjenlæge, gratis retshjælp, gratis forbrugerbeskyttelse, gratis politibeskyttelse, gratis elektricitet, gratis internetopkobling, gratis rent drikkevand og så videre... Er det fair?

Er det fair for de 1 milliard mennesker i verdens ulande, som må klare sig for under $1 om dagen? Er det fair når man bor i et land (Danmark), som har et bruttonationalprodukt der er ligeså stort som i alle landene i Afrika syd for Sahara (eksklusivt Sydafrika og Nigeria)? Er det fair, at vi må kalde os "fattige", når knap halvdelen af befolkningen i Afrika syd for Sahara lever for under $2 om dagen, svarende til det beløb hver ko i EU modtager i daglig landbrugsstøtte? Er det fair overfor de 200 millioner børn i verden, som er børnearbejdere, gældsslaver, børnesoldater eller børneprostituerede? Er det fair overfor de sultne, tørstige børn, iført lasede tøjstumper, som barfodede dagligt rodder rundt på verdens lossepladser efter mad og drikke?

...børn som ikke har adgang til rent drikkevand, SU, nyt tøj, folkeskole, lægehjælp, hospital, tandlæge, øjenlæge, retssikkerhed, dagpenge, kontanthjælp, starthjælp, førtidspension, pension...

...børn, som ikke kan se frem til 2 år med dagpenge eller job, når de har færdiggjort studiet...

...børn uden nogen fremtidsperspektiver...

...børn, som kan se frem til en forventet gennemsnitlig levealder på ca. 35 år.

Er det fair overfor disse absolut fattige mennesker? Fattige, som ikke er "fattige" fordi de må klare sig med masse af gratis serviceydelser (betalt af staten), og fordi deres disponible medianindkomst på under 90.000 kr årligt giver dem ret til at kunne kalde sig "fattige". Fattige fordi de er ved at dø af sult og hunger, og fordi de intet har!

Diskussionen kører i ring mellem højrefløjen, venstrefløjen og journalistkorpset: Findes der "fattige" i Danmark? Nogen mener "ja", andre mener "nej", Nogen mener, at pga finanskrisen er ikke blot vi alle blevet mere "fattige", selv "Danmark er blevet fattigere". Nogen mener vi skal måle "fattigdom" på en ny måde. Andre mener, at det kan ikke komme på tale, for det er ikke fair overfor "de fattige" danskere... Det er en debat uden ende. Men hvis vi derfor lige skuer udover vores egen navle, kunne vi måske stille os selv spørgsmålet, er det fair overfor de absolut fattigste mennesker i verden, som hver dag dør af tørst, dør af sult, er udsat for vold og undertrykkelse, at også vi i Danmark må kalde os "fattige"?

Da "fattig" ikke blot er et ord, men også en samfundsmæssig accept af at kunne bede andre om hjælp, burde spørgsmålet vel nok snarere lyde: Er det fair at bede om endnu mere hjælp når man bor i et af verdens rigeste lande, modtager et hav af gratis serviceydelser, gratis uddannelse, gratis lægehjælp, gratis hospital, modtager overførselsindkomst og har udsigt til aldrig at gå sulten og tørstig rundt? 

Er det fair?...eller ville det være mere fair at erkende, at i Danmark er vi alle rige (nogen mindre rige end andre), og fra nu af (en opfordring, som gælder både højrefløjen, venstrefløjen og journalistkorpset) udelukkende bruge ordet "fattig" i forbindelse med den virkelige fattigdom: Den absolutte fattigdom.

Tak for ordet.