Men den form for masseovervågning, som regeringen lige nu arbejder på at udvide massivt, hører ikke hjemme i et demokratisk EU-land, har EU-Domstolen afgjort.
I Sverige og Storbritannien endte to sager om netop masseovervågning med at blive sendt videre til EU-Domstolen.
I Sverige nægtede teleselskabet Tele2 at følge regeringens krav om at gemme data om samtlige mobilkunder, så politiet og efterretningstjenesten senere kan snage i data. Og teleselskabet har gjort det helt rigtige, mener EU-Domstolen:
'Det indgreb i de grundlæggende rettigheder, som en sådan lovgivning indebærer, er meget vidtrækkende og må anses som særligt alvorligt,' lyder det blandt andet i dommen fra 21. December.
Problemet er ifølge den omfattende dom, at selv i en tid med terror må en EU-stat ikke hovedløst overvåge hele sin befolkning. Overvågningen skal i stedet være målrettet mod de få, som er under konkret mistanke for at ville begå alvorlig kriminalitet.