“The public have an insatiable curiosity to know everything. Except what is worth knowing. Journalism, conscious of this, and having tradesman-like habits, supplies their demands.” Oscar Wilde
Troværdighedens deroute
Vi har længe vidst, at demokratiet er i krise. Demokrati hviler på informations- og ytringsfrihed, stærke, uafhængige, sandhedssøgende medier, og mænd og kvinder af en særlig støbning, der kan og vil repræsentere samfundet til fælles bedste på trods af kortsigtede karrierekonsekvenser. Intet af dette gør sig længere gældende i Danmark.
Den årlige troværdighedsundersøgelse fra Radius Kommunikation viste i 2011, at spindoktorer, journalister og politikere er de tre absolut mest utroværdige faggrupper i dagens Danmark, hvis man spørger danskerne. En enorm falliterklæring for vores såkaldte repræsentative demokrati. Sådanne undersøgelser burde straks og uden tøven ledsages af vidtgående undersøgelser, dybdeborende debatter og selvransagende analyser. Men ikke i Danmark, hvor alting fortsætter som altid.
Man burde gentænke hele forholdet mellem den Første og Fjerde Statsmagt, herunder den fare, som populisme, reformangst, svigt af valgløfter og levebrødspolitik udgør i et liberalt demokrati. Men ikke i Danmark: I landet højt mod nord har denne type undersøgelser ført til et skuldertræk, og en ny regering, der har udvidet spin-magten mere end nogensinde tidligere.
Problemets kerne: En hel industri
Problemerne er velkendte og folket tager selvfølgelig ikke fejl: Spin er nysprog for institutionaliseret propaganda, betalt af skatteyderne: Med spin er det blevet legitimt, at sandheden er irrelevant og at demokratiets krav på et objektivt beslutningsgrundlag afvikles. Politikerne er i fuld gang med at ødelægge det demokrati, vi har til låns fra vore forældre og bedsteforældre, som har overlevet Den Kolde Krig og Anden Verdenskrig, og som disse ynkelige parodier på statsmænd er betalt af skatteyderne for at håndhæve.
Samtidig er magtformerne ikke længere uafhængige: De ledende redaktører og nyhedschefer ligger i seng med det spin- og underholdningspolitiske kompleks, og magt-og karrierehungrende unge journalister drømmer om en fremtid som særlig rådgivere i toppen af denne industri. En hær af meningsdannere med de korrekte holdninger indenfor et snævert meningsrum forhindrer udforskning af reelle problemer, indtil Kejserens Nye Klæder en sjælden gang udfordres af rigtige politikere.
Enhver sag om substans forvanskes i proportioner, degraderes til personfnidder, relativeres i det uendelige, og tranformeres fra indhold til form. Processer fremfor problemløsning, underholdning fremfor information: Forræderiet mod demokratiet er totalt og allestedsnærværende i de gamle medier. Som Schopenhauer sagde, det handler om at få ret, ikke at have ret.
Det samme princip gælder i øvrigt i større og større udstrækning klientsamfundet, hvori det gælder om at få, det man kan, ikke have ret til det man kan få. Men den historie tager vi en anden gang.
Levebrødspopulisterne og de rigtige politikere midt i en forfaldstid
Selv Politiken, som oven i købet styres af en redaktør, der er tidligere topembedsmand, hvilket i sig selv demonstrerer magtadskillelsens fallit, indrømmer, at folketinget domineres af unge levebrødspolitikere uden evne til at føre upopulære diskussioner og endnu mindre, træffe nødvendige men upopulære beslutninger.
Når der endelig kommer rigtige, ærlige borgere ind, som tør sige deres mening ærligt og redeligt, så ikke bare udstilles populismen i al sin kvalmende klamhed, men der rejses også pludselig – når denne kortvarige substantielle kontakt til folket etableres – en åbning for de nødvendige debatter, inden disse igen nedtones og inddæmmes af populismens mørkemænd og -kvinder.
Når de gamle mediers redaktører og nyhedschefer så åbenlyst og skammeligt svigter demokratiet, og når unge, karrierehungrende levebrødsjournalister og –politikere kæmper sig vej til toppen med en afslørende foragt for den virkelighed og de borgere, de hævder at tage patent på at beskytte, så går samfundet i opløsning mens nødvendige reformer og diskussioner udebliver.
Det er formentlig det, en af Danmarks rigtige politikere mener med, at Danmark bliver som Romerriget: Svigtene er enorme, folkets protester overhøres, og Forfaldet er i fuld gang.
