Danmark bryster sig ofte af at være blandt de, som yder mest ulandsbistand. Eller rettere, det er vist især centrum-venstre samt de bistandsorganisationer, som modtager en del af den skatteyderfinansierede ulandsbistand, som går højere op i hvor meget der bruges i stedet for hvorvidt det rent faktisk hjælper.
Med hensyn til om ulandsbistand rent faktisk har en væsentlig positiv betydning i bestræbelserne på at mindske verdens fattigdom, er forskningen ret entydig. Metastudier (studier der se på resultaterne af andre studier) kommer frem til at ca. 80 procent af al forskning peger på ingen effekt af ulandsbistand. 10 procent kommer frem til at den har en positiv effekt, mens 10 procent kommer frem til at den har en negativ effekt.
Men de 10 procent som angiver positive effekter, er dog primært finansieret af bistandsorganisationer, der har en naturlig interessere i at der skal være en positiv effekt, mens de 10 procent, der kommer frem til en negativ effekt, typisk er finansieret af konservative amerikanske tænketanke o. lign., der kan antages at have den modsatte interesse.
Med andre ord er der overvældene dokumentation for, at ulandsbistand groft sagt er penge ud af vinduet i forhold til målsætningen om at mindske verdens fattigdom. Dog skal det understreges, at der også er robust dokumentation for at f. eks. bistand som ydes til genopbygning efter krige og katastrofer faktisk har en positiv effekt. Det burde dog heller ikke undre nogen.
Men en ting er at udviklingshjælpen ingen effekt er, noget andet er at danske Danida ligefrem bruge skatteyder finansierede midler på projekter, som ud fr aen faglig betragtning må anses for at være skadelige i bestræbelserne på at mindske verdens fattigdom.
Man støtter således med stor ihærdighed projekter og indsatser rettet mod det vi ved virker. Nemlig frie markeder og privat foretagsomhed. Til gengæld promoverer man gerne tiltag som grundlæggende er skadelige for bekæmpelse af fattigdom.
Her blot et enkelt eksempel:
I 2013 tildelte man 2,5 mio. kroner til Fairtrade Danmark for at fremme en ”femdobling i fairtrade forbruget i Danmark inden 2020”. Man må spørge sig selv hvorfor. Fairtrade fremmer ikke fattigdomsbekæmpelsen. I bedste fald gør det ingen skade. I værste fald - i den udstrækning at det opnår væsentlige markedsandele – er det til direkte skade for verdens fattigste.
I en rapport, “Vad uppnås med rättvisemärkning?“, af Helena Johansson fra “Agrifood Economics Centre” (et samarbejde mellem Lund Universitet og Sveriges Landbrugsuniversitet) fra 2009, er konklusionen klart, at Fairtrade er en meget ineffektiv måde at bedre levevilkårene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.
Kort fortalt går Fairtrade konceptet ud på, at producenter i fattige lande er garanteret en minimumspris for deres produkter. Dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage.
Selve det med fairtrade skulle være gavne fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt af flere årsager. Bl. a. kan man købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.
Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, heldigvis fortsat af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer.
At fairtrade kun har en marginal markedsandele, skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.
Således konkluderes det, at :
Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.
Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at
I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.
Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret
“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”
Reelt er der tale om et koncept, der - hvis det blev udbredt til at dække alle verdens fattige - ville gøre ubodelig skade. Fairtrade fremmer nemlig ineffektive produktions- og organisationsformer med høje omkostninger til følge. Dertil skal lægges omkostningerne ved certifisering og kontrol, og endelig er der risikoen for korruption eftersom minimumsprisen betales til producentorganisationer, der herefter skal dele pengene ud til den enkelte landmand. Med tanke på i hvilke lande fairtrade produktion finder sted, er det nok en ganske reel risiko.
Vurderet på sin evne til at øge indkomsterne for fattige bønder er hovedkonklusionen i den svenske rapport da også, at i den udstrækning at der er en effekt, gælder at brugen af minimalpriser er en ineffektiv metode til at øge udvalgte fattige landbrugeres (de 0,2% af verdens fattige bønder der er del af fairtrade) indkomst.
Den endelige dom over Fairtrade er da også ganske klar:
För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.
Avslutningsvis har märkningen vissa positiva effekter i liten skala, men modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.
Nok er 2,5 mio. kroner ikke meget ud af et ulandsbudget på 17 mia. kroner. Men at man overhovedet giver så meget som en krone i støtte til et koncept, som ikke reelt ikke gavner fattigdomsbekæmpelsen, siger vist alt om den manglende seriøsitet i Danida.
Kilde: http://www.agrifood.se/Files/AgriFood_Rapport_20091.pdf
