Vil Khader være the missing Linck?

Af Jesper Lau HansenIngen kendte DAGEN, og den blev kort

Slettet Bruger,

03. februar 2008

Af Jesper Lau Hansen

Ingen kendte DAGEN, og den blev kort. Altså dagbladet DAGEN der udkom over et par måneder i efteråret 2002, sølle 41 gange, inden det gik konkurs med et underskud på godt 34 mio. kr. og en betinget fængselsstraf til idemanden Peter Linck.

Februar er en kort måned, selv når det er skudår. Underligt forkortet sammenlignet med de øvrige måneder og med dage, hvor solen skinner uden rigtig at varme og kun alt for kort, før mørket igen sænker sig. Det er nu ikke februars komme, der gør, at man mindes DAGEN. Ny Alliance har på det seneste gjort sit for at genoplive mindet.

DAGEN var, indtil for ganske nyligt, det mest spektakulære eksempel på, hvor æstetisk suverænt og grandiost selvovervurderende caffelatte-segmentet er. Som en tidligere medarbejder mindes med vemod om synet af de lækkert indrettede lokaler på Holmen ikke langt fra det åndeligt beslægtede og symptomatisk ligeledes krakkede Mindship: "Det hele var så ... så lækkert."

Blandt de mange slogans, der på kæmpestore og kæmpedyre annoncebannere rundt om i byen bebudede ankomsten af denne nye fakkel for de utilstrækkeligt oplyste masser, var der en, som handlede om, at der ikke længere var noget, der hed højre og venstre - i politik altså. Så kendte man alligevel DAGEN, allerede før den var udkommet. Den var åbenbart skrevet af folk fra caffelatte-segmentet.

Dette segment består af disse behagelige unge, efterhånden yngre, mennesker, der er de første generationer af elitens børn, som det socialdemokratiske velfærdssamfund har formet. De er, som vi andre, opdraget fra de var spæde i institutioner af personer, der fortrinsvis var venstreorienterede, og de er, som vi andre, opdraget til at tro på, at socialisme er godt, mens kapitalisme er en dødsdømt og hensygnende anakronisme. Da de er børn af eliten, kom de rimeligt uskadte igennem den for ringere stillede børn så katastrofale folkeskole, og trods alle institutionernes forsøg på det modsatte samlede de sig kundskaber og fik et internationalt udsyn.

Der er imidlertid et problem med at vokse op og blive klogere. Det bliver til sidst umuligt at tro på julemanden. Og caffelatte-segmentet måtte langsomt, umådeligt langsomt indse, at kommunismen faktisk er noget skidt, og at socialismen altid fører til fattigdom og undertrykkelse. Herved fratog man om ikke en hel generation, så et helt segment deres livsløgn, hvilket ikke er noget doktoren kan anbefale.

Hvor vi andre begejstredes over kommunismens fald, befrielsen af de undertrykte lande, og genoptagelsen af det frie samkvem i form af verdenshandel, så de kun kaos og var bekymrede over røverkapitalisme og globalisering. De måtte indse, at socialismen var noget bras, for de var for intelligente til andet, men de nægtede at anerkende værdierne i det liberale demokrati og markedsøkonomien, for det var de opdraget til.

Denne mærkværdige halve erkendelse lå bag de meterhøje besværgende annoncer fra det endnu ufødte DAGEN om, at der ikke var noget højre eller venstre. Det var meningsløst, for det er der, og denne manglende forståelse af virkeligheden var ikke mindre ødelæggende for det journalistiske indhold end den mangel på økonomisk sans for bladdrift, der førte til konkursen få måneder senere.

Den brændende bue, som Ny Alliance har tegnet over det politiske hvælv i det seneste halve år, fra et mandatskøn på over 20 til en placering under spærregrænsen i de seneste meningsmålinger, minder i slående grad om DAGENs deroute, og det fatale brændstof, en overvægt af det labile caffelatte-segment, synes at være det samme. Kun er nedturen gået lidt langsommere, men det skyldes måske, at politik er langt mere trægt end erhvervslivet, hvilket i givet fald kan forklare den fortsatte eksistens af mange politikere.

Spørgsmålet er, om Naser Khader er vor tids svar på Peter Linck?

Det behøver ikke være tilfældet, og Khader synes selv at være parat til at gøre, hvad han kan for at undgå samme skæbne for sit parti, som blev DAGEN til dels.

Afværgemanøvren har bestået i, at NA har meldt sig som et klart borgerligt parti, der betragter det som vigtigt at undgå en socialdemokratisk regering. Det ses af mange som en sejr for den fløj, som Anders Samuelsen tegner, åbenbart også af Gitte Seeberg, der har taget sit gode tøj og forladt partiet. Hun er blevet fulgt af en række mere eller mindre kendte profiler, der forklarer deres exit med, at partiet var skabt for at gøre op med højre/venstre opdelingen og i stedet skabe noget "nyt". Har de skuffede ret i denne beklagelse eller er det blot meterhøj naivitet som på DAGENS annoncebannere?

Jeg har tidligere tilstået, at jeg hørte til de mange, der overvejede at stemme på NA, da partiet blev lanceret. Jeg undlod det, fordi partiet undlod at melde kulør. Jeg er gammel nok til at kunne huske fodnotepolitikken, og jeg frygtede ærlig talt, at det NA, der tegnede sig, ville blive en klon af Det Radikale Venstre, dvs. et parti med en ansvarlig økonomisk indenrigspolitik og en dybt naiv og også ofte uansvarlig politik på alle andre områder.

Det er svært at vurdere, om partiet virkelig blev overtaget af caffelatte-segmentet, eller om det blot var mainstream-journalisternes incestiøse fascination af kändissar, der fortegnede billedet. Men sikkert er det, at jeg ikke var alene om at få kolde fødder. Opbakningen forsvandt som nyfalden sne på en fridag.

Vil Khaders forsøg på at vende udviklingen lykkes?

Ja, det tror - eller rettere: håber jeg.

Jeg tror det, fordi den oprindelige begejstring for Khader, som først siden graviterede omkring ham til dannelsen af et parti, skyldtes en klar borgerlig profil.

Khader kan det, som Farshad Kolghi har gjort til en kunst, nemlig at bryde caffelatte-segmentets fordomme om, hvad en god indvandrer bør sige. Og effekten er dræbende, for deres universalløsning, at kalde vedkommende racist, bider ikke rigtig på den hudfarve.

Khader blev kendt for sit opgør med den uforklarligt oversete intolerance, som findes i dele af det danske indvandrermiljø, og som ofte retter sig mod kvinder. Og han trådte i karakter, da han klart tog standpunkt for demokratiet og dets frihedsrettigheder under tegningekrisen, hvor alt for mange venstreorienterede alt for villigt bekræftede vores fordomme om, at de ikke kan se forskel på ret og vrang, når det for alvor brænder på. Det kunne han, det gjorde han og han blev med rette berømt for det. Hvor langt de fleste fra RV og venstreover var handlingslammede af frygt for at komme på hold med Dansk Folkeparti, stod han fast på sit standpunkt og forsvarede ytringsfriheden. Det var denne bagage af opsparet og velfortjent popularitet, som Khader tog med sig, da NA blev stiftet.

Ifølge Khader selv, var det Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt, der var udslagsgivende for hans beslutning om at forlade RV. Om det kronologisk er korrekt, er irrelevant i forhold til, hvor rigtig beslutningen var. For det var et stunt, som i den grad udstillede, at partiet ikke fattede, eller ville fatte, problemet med kvindeundertrykkelse, men langt hellere ville indtage det ukontroversielle standpunkt, at kvinder selv må vælge, at de vil gå med tørklæde. Problemet var, også sprogligt, langt mere nærliggende, nemlig om kvinder selv må vælge, om de vil gå med tørklæde. Men det ville RV ikke indse, og man bakkede derfor Nielsen op og afviste Khaders kritik.

Det opgør med Jelveds linje var starten på NA. Det var på dette tidspunkt, at opbakningen begyndte at rulle som en lavine.

Med til at stifte partiet var også Anders Samuelsen, som mange allerede havde lagt mærke til langt ind i de borgerliges rækker, ikke mindst fordi han åbent støttede den eneste retfærdige form for beskatning, den proportionale skat, eller flade skat om man vil, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Det indebærer et opgør med den nuværende progressive beskatning, hvor man lægger en ekstra afgift på indtægter over et vist, i øvrigt ret lavt, niveau. På vin og spiritus lægger vi også sådanne afgifter for at dæmpe forbruget, og den progressive skat har naturligvis samme virkning. Det er godt for misundelsen, men skidt for et samfund, der har desperat brug for arbejdskraft. Anders Samuelsen var klar til at gøre op med det alvorlige problem, og hans klarsyn appellerede langt ind i de etablerede regeringspartier.

Det havde således næsten karakter af en åbenbaring, da CEPOS holdt en konference om beskatningen - det var den, hvor overvismanden indrømmede, at man havde undervurderet de dynamiske effekter af en skattesænkning - og man hørte indlæg fra både det nyfødte NA og fra regeringspartiet Venstre, Danmarks liberale parti. Den tidligere Venstre-mand Leif Mikkelsen fra NA sagde alt det, man kunne forvente at høre fra den nuværende Venstre-mand, der til gengæld blot messende gentog ordet "sammenhængskraft", som var han en hjernevasket socialdemokrat.

På den baggrund blev det en skuffelse at se NA overtaget af caffelatte-segmentets veltalende medlemmer, der snart forkyndte, at partiets altoverskyggende formål var at fratage Dansk Folkeparti enhver indflydelse. Denne utroligt arrogante målsætning, rettet fra landets velbjærgede elite mod et parti, som man vist ikke støder ved at kalde Danmarks eneste rigtige arbejderparti, blev utroligt nok markedsført som et opgør med blokpolitikken. Åbenbart indså man ikke, at der allerede fandtes et parti, som havde netop det program, og RV måtte skifte leder helt uden grund blot for at gøre sig håb om at blive bemærket af sine tidligere kernevælgere, der nu fandt NA mere trendy.

Dæmoniseringen af DF er ikke bare arrogant, den er også tåbelig. Ingen ville forhåbentlig udsætte SF for noget tilsvarende, og alligevel er afstanden til midten, eller forekomsten af tankegods, hvis rødder ved nærmere eftersyn viser sig at være problematisk, næppe større.

Det er helt legitimt for et borgerligt-liberalt parti at ville noget andet end DF, for DF har selv gjort det klart, at liberal, dét er man bestemt ikke. Men at lægge et parti med en bred folkelig opbakning for had på den måde, alene fordi det fra dets ofte udsatte position har opdaget den simple økonomiske kendsgerning, at et ekstremt gavmildt velfærdssamfund ikke uden videre lader sig forene med en ureguleret indvandring, grænser til den samme mangel på demokratisk respekt, som i sin tid mødte Venstre, da det som bondeparti begyndte at tilsmudse de nydelige stole i Kongens Rigsdag for mere end ét hundrede år siden. Vi skulle gerne være kommet videre, Khader synes at være det.

Med sin markering af, at NA er et klart borgerligt parti, der ønsker at trække regeringen i retning af borgerlige-liberale ideer og dermed væk fra både Socialdemokraterne og DF, har Khader givet os et reelt alternativ. Vi kan nu stemme på et parti, der faktisk vil nogle af de ting, vi egentlig forventede os af regeringen, uden at risikere, at partiet forærer magten til Socialdemokraterne.

Problemet er naturligvis, hvordan man skal få indflydelse, hvis man ikke kan true regeringen på livet. Formodentlig er problemet beskedent. Hvis NA virkelig får vælgere nok ved næste valg til at gøre en forskel, er der al mulig grund til at tro, at både V og K følger efter. Fogh fik allerede under sidste valgkamp signaleret sin interesse i "brede" flertal i en sådan grad, at han siden har døjet en del med Pia Kjærsgaards helt berettigede jalousi.

Det egentlige problem er nærmere, at næste valg ligger et godt stykke ude i fremtiden, og indtil da er DF en uundværlig del af regeringens parlamentariske flertal. I denne periode kan NA næppe gøre andet end at støtte regeringen og så nøjes med at tale for en mere borgerlig-liberal politik end det, man til sidst må ende med at støtte. Det er ikke ærefuldt, men det er til gengæld en klar markering som over tid og med tålmodighed kan genvinde den tillid fra det borgerligt-liberale Danmark, man fik sat over styr i den ulykkelige valgkamp.

Er man utilfreds med regeringen, synes man, at den savner en tilstrækkelig klar borgerlig-liberal politik, så har man nu et reelt alternativ. Mon ikke, der er mange løse stemmer på den borgerlige fløj, der vil noget andet, end det vi har fået de seneste år?

Måske undgår Khader alligevel at blive the missing Linck.

Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.