Sag mod Bendtsen genoptages - kan ende med fængselsdom

Mens De Konservative gentagne gange var med til at stramme våbenloven, havde partiets tidligere formand Bendt Bendtsen svært ved at overholde den

Slettet Bruger,

25/10/2009

Mens De Konservative gentagne gange var med til at stramme våbenloven, havde partiets tidligere formand Bendt Bendtsen svært ved at overholde den. Det skriver BT.

Bendt Bendtsen har ifølge to tidligere ministerchauffører brugt ministerbilen til at transportere sine skydevåben helt op til 80 gange. Han har angiveligt også ofte opbevaret jagtriflerne i ulåste skabe på ministerkontoret. Begge dele er i modstrid med våbenlovgivningen, og derfor har statsadvokaten for Fyn, Syd- og Sønderjylland pålagt Fyns Politi at genoptage sagen.

"Vi er blevet bedt om at foretage yderligere efterforskning i sagen. Vi skal undersøge, om der er basis for yderligere sager mod chaufførerne og Bendt Bendtsen," siger politiadvokat Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi til BT.

Vagn Greve, professor i strafferet, mener, at Bendt Bendtsen kan risikere en fængselsstraf, hvis kan kendes skyldig.

"Det er klart, at man bevæger sig op i strafferammen, hvis politiet kan bevise, at der har været 80 tilfælde af overtrædelser af våbenloven. Det er ikke sådan, at man bare ganger bøden på 4.000 kr. med 80. Det kan ende i alt fra en langt større bøde til en egentlig frihedsstraf. Det hele afhænger af, hvad politiet finder bevist, men jo, han kan ryge i fængsel," fortæller professor i strafferet Vagn Greve til BT.

Fyns Politi har tidligere krævet, at den 19-årige Haris Cehic bliver sendt i fængsel for at have to hobbyknive i bilen.

[email protected]

Kilde: