Retssystem drukner i sager - kriminelles straf udskydes

Slettet Bruger,

26/12/2007

Effektiviseringsgevinsterne, der skulle have fulgt i kølvandet på rets- og politireformerne, lader vente på sig. Og i virkeligheden er det gået den stik modsatte vej af intentionerne. Det skriver Jyllands-Posten. Politiet har rejst færre sigtelser i 2007 end året før, domstolene afholdt 10 procent færre retsmøder og anklagemyndigheden rejst 15 procent færre tiltaler, end i det sidste år, før reformen trådte i kraft.

"Vi producerer notorisk mindre i anklagemyndigheden. Jeg sidder ikke og spreder ansvaret ud til de andre aktører i retsvæsenet, men det er bare en kendsgerning, at der bliver produceret mindre i samtlige led af fødekæden," siger rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen til Jyllands-Posten.

Han forklarer videre, at året er i vidt omfang gået med logistiske øvelser, som følge af organisatoriske og geografiske omplaceringer, reformerne har medført. Det kan man tale med om hos Midt- og Vestjyllands politi, hvor man oplyser, at man har manglet 11 jurister for at kunne udføre arbejdet i den store kreds, hvor anklagerne nogle gange må køre 90 kilometer for at komme i retten.

"Der har været en del surmulen, men jeg mener, at vi er ovre det værste," siger kredsen chefanklager Kåre Skjæveland dog.

De færre tiltaler betyder ikke blot, at nogle kriminelle kommer til at gå længere tid uden at blive straffet. De betyder også, at anklagemyndigheden går ind i det nye år med en stor sagspukkel. Rigsadvokaten forventer dog, at alle kriminelle vil blive retsforfulgt.

"Man risikerer altid, at sager bliver forældet. Det er de blevet siden straffelovens indførelse, og det vil de også være fremover. Nu må vi lige se hvordan situationen udvikler sig, men jeg tror ikke, at reformen vil føre til flere af den slags sager," siger Jørgen Steen Sørensen til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: