Rektor: Brostenskast var godkendt af skolen

Slettet Bruger,

19/08/2007

Da politiet afslørede elever fra Det Fri Gymnasium, der øvede sig i at kaste med brosten, var det under opsyn fra lærerne. Det indrømmer rektor Ejnar Ritterband nu, og afviser dermed, at der blot var tale om nogle elever, der skulkede fra den planlagte undervisning på idrætsdagen.

"Jeg vil medgive, at det ikke var klogt at lave sådanne indslag på idrætsdagen. Når de står med brosten i hænderne, så kan det give uheldige associationer. Det havde været bedre, om de havde kastet med tennisbolde i stedet for," siger han til politiken.dk.

Også papfiguren, der forestillede en politibetjent, blev fremstillet med godkendelse fra skolen. Ejnar Ritterband fastholder dog, at det ikke var meningen, at eleverne skulle øve sig i et kaste brosten efter den - kun vandballoner.

"Uskyldigt teater"
Under Det Fri Gymnasiums idrætsdag i Fælledparken kunne eleverne deltage i to aktiviteter: En hvor de maskerede med partisantørklæder kastede brosten efter mælkekartoner, og en hvor de med vandballoner øvede sig i at ramme en papfigur forestillende en politibetjent.

"Det var ikke træning i vold. Det var godmodigt teater, en uskyldig aktivitet," siger rektor Ejnar Ritterband.

Venstre og betjente siger fra
Affæren har fået Pia Allerslev, der repræsenterer Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, til at tage skarp afstand fra skolens angrebsundervisning.

"De voksne burde have sagt stop og sende det signal, at man som gymnasium ikke vil opfordre til ulovligheder - uanset hvad man mener om Ungdomshuset," siger Pia Allerslev, der vil have undervisningsministeren til at gå ind i sagen.

Hos Københavns Politiforbund er formanden Claus Oxfeldt rystet over optrinnet:

"Det er svineri af værste skuffe, hvis en lærer er med til sådan en seance. Det burde få konsekvenser for den pågældende lærer."

[email protected]

Opdateret 15:15, 19/8.

Kilde: