Af Søren Pind
Søren Pind er folketingsmedlem for VenstreDet borgerligt-liberale Danmark bør tage hatten af for to store strateger i disse dage. Det er statsministeren og beskæftigelsesministeren.
Sagen er den, at Socialdemokraterne er marginaliseret. Og de radikale splittet i atomer. Skal man objektivt vurdere denne situation, tilkommer en stor del af æren herfor regeringen og regeringens kontraktpolitik.
Og skal man tilføje yderligere blade til roserne, så er det, at det mål har været relativt åbent lagt frem af statsministeren. Ikke mindst målet om at marginalisere Socialdemokraterne.
Men som Shakespeare siger: Var dig for grækere, der bringer gaver.
For hvad har prisen været for denne sejr? Prisen har været, at Venstre har måttet føre en politisk kurs i dyb afhængighed af Dansk Folkeparti. At vi har måttet lægge ryg til en kynisme - en ærlig, politisk kynisme, hvor et uundgåeligt samarbejde undervejs er blevet ophøjet til et værdifællesskab. Hvilket i mange kredse har skabt voldsom modstand og manglende tro på folkestyret i Danmark.
Måden denne sejr er tilvejebragt på, er der ikke noget galt i. Men til gengæld er det også klart, at strategien nu har sejret og overlevet sig selv. Fremkomsten af partiet Ny Alliance er beviset: Det er ikke længere nok for Venstre blot at henvise til, at vi ikke kan noget uden Dansk Folkeparti. Spillet er åbnet. Skønt de parlamentariske forhold i Folketinget fortsat er de samme.
Jeg tror, vi står overfor en dybdegående parlamentarisk forandring. I stil med 1973. Det er ikke sket, så længe jeg har været med - og skønt kun 37 så er det altså siden 1985 - at et politisk parti på to dage har tegnet over 10.000 medlemmer. Partiet har samtidig erklæret at ville støtte en borgerlig regering.
Også dette understreger behovet for en ny strategi. For hidtil har det været Venstre, der skulle trække stemmer over midten. Der er nu kommet et parti, der mere troværdigt end vi kan mestre denne opgave.
Værst af alt ser det ud for de Konservative. Fortsættes strategien som nu, kaster vi de konservative for løverne. Går dette parti til valg næste gang uden at have fået gennemført eller i det mindste fået løfte om skattelettelser, vil Ny Alliance profitere, så Det Konservative Folkeparti vil bløde - bløde så det vil få 1973 til at ligne vand. Det vil være en enorm flanke, der vil få mange liberale og konservative til at søge denne vej.
Khaders opgør med den radikale skattepolitik - afsløret af 180Grader - understreger dette. Med løftet om at lette skatterne uden at hæve ejendomsskatterne, og medregne dynamiske effekter, melder partiet sig som det mest seriøse borgerligt-liberale parti i relation til en realistisk gennemført skattelettelse. Personligt, som stor tilhænger af Reagans politik i 80erne, har jeg aldrig begrebet, at noget helt naturligt og økonomisk grundfæstet som netop det, ikke må medregnes. Man kommer tilmed næsten til at le, når man betænker, at statskassens indtægter konstant eksploderer med uventede merindtægter.
Så råd? Råderum? Det er vist noget, man selv bestemmer. Men jeg lader mig da gerne belære ...
