Mediepolitisk middelalder

Af Henrik Gade JensenDen nyligt indgåede medieaftale indebærer, at Danmark i fremtiden får to statslige tv-kanaler

Slettet Bruger,

22. januar 2009

Af Henrik Gade Jensen

Den nyligt indgåede medieaftale indebærer, at Danmark i fremtiden får to statslige tv-kanaler. Fra 2012 skal hver husstand betale 300 kr. årligt i brugerbetaling til TV 2. Samtidig får DR tilført 65 millioner kr. flere licensmidler. Hvis man kun kan modtage DR og TV 2, kan brugerbetalingen fravælges, men for alle med TV-pakker, og det er efterhånden langt det store flertal af seere, kommer de 300 kr. oveni en udgift på 2.200 kr. til DR-licens og 1.300 kr. for de øvrige TV 2-kanaler (TV 2 Sport, News, Zulu, Film og Charlie).

Hvad betyder det så for fremtidens medielandskab i Danmark?

Set fra et husstandsperspektiv skal der i fremtiden betales mere for at have et fjernsyn i familien. Det vil alt andet lige betyde, at der må spares på andre fronter. Taberne kan næsten kun blive abonnementsaviserne, som trods alt kan vælges fra. Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten er tvunget til på markedet at levere et tilfredsstillende produkt hver måned, hvert år. For ellers svigter læserne. Det er så nemt at opsige et abonnement, mens det er kriminelt at have et fjernsyn uden at betale DR-licens, uanset om man ser det eller ej.

Den frie dagspresse er i forvejen ekstremt betrængt. Stort set samtlige aviser falder i oplag. På www.do.dk kan udviklingen studeres. De store aviser er reelt i frit fald. Enkelte nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad kan holde på læserne, men Berlingske, JP, Politiken og provinsaviserne styrtdykker. Med finanskrisen barberes familiernes budgetter sikkert yderligere og løsøre kastes overbord. Det går ud over aviserne.

Rygter om at ophæve momsfritagelsen for dagspressen har statsminister Anders Fogh Rasmussen dementeret og ønsker så subventioner lidt her og lidt der og med et konkurrenceforvridende tilskudsmorads til følge. Skal man græde eller le? Sammenlignet med DR og TV 2 er aviserne trods alt underlagt læsernes efterspørgsel og dermed markedets vilkår. Men der er ingen ræson i at bruge skatteydermidler til at støtte udenlandske mediemogulers profit.

Det er ikke fordi, jeg har ondt af aviserne. De er jævnt hen lige så dårlige og fordrejede nyhedsformidlere som DR og TV 2. Journalistklientellet og mentaliteten er den samme. Og i Sverige kan de store svenske bladhuse producere aviser billigere end i Danmark. Men aviserne er trods statsstøtten til branchen dømt til at overleve ved dagligt at levere et salgbart produkt. De store bladhuse i Danmark er også uafhængige af statsmagten og udgør derigennem en vigtig funktion i demokratiet, som det er svært at se kan opfyldes med to statslige tv-mastodonter.

Så med TV 2-forliget kan vi nu gå en fremtid i møde om få år, hvor den frie presse kommer ud i en overlevelseskamp, mens DR og TV 2 vil fylde meget mere i nyhedsbilledet. Deres nyhedsformidling bestemmer, hvad vi skal mene om Israel, Obama, Guantanamo og klimaet.

På internettet vil DR's og TV 2's websites med deres ressourcer blive endnu mere dominerende og endnu sværere at konkurrere med for frie aviser, der er afhængige af kunderne på markedet.

Hvorfor har den frie dagspresse dog ikke råbt vagt i gevær overfor politikernes studehandel med TV 2? Kritikken har været der, og de fleste ledere uddeler øretæver til medieforliget, men de længere perspektiver synes ikke at være gået op for chefredaktionerne. Der sker i fremtiden reelt en statslig monopolisering af mediebilledet. De frie medier presses yderligere, mens de statsregulerede cementeres økonomisk.

Og så samles nyhedsformidlingen på færre hænder. Dansk politik vil i langt højere grad - og det er slemt nok allerede - blive filtreret af nyhedsredaktionerne på DR og TV 2. Det bliver DR og TV 2 som bestemmer, hvad der skal være et problem, hvilke historier der skal køres, hvornår der skal være ministerstorm osv. Og så er det lige meget, om journalisterne er de berygtede "røde lejesvende". Det er lige så slemt, hvis de en dag bliver sorte eller blå lejesvende. Det er monopolet, der korrumperer, for det vil altid avle uniformitet og følgagtighed.

Den frie dagspresse vil nok være der, men vil få sværere ved at trænge igennem mediebilledet. Sat på spidsen vil avisernes websites bevæge sig hen mod at dele skæbne med private bloggere i dag, der kan råbe op ud i cyberspace uden virkning på offentligheden og kun til bekræftelse for de frelste. Aviserne har deres frihed, gudbevares: vi har jo ytringsfrihed, men tendensen går mod at DR og TV 2 vil udøve et knusende monopol.

I Statsradiofoniens tid hed nyhederne Pressens Radioavis, da de blev redigeret af dagbladene, som også ansatte journalisterne. Det var egentlig ikke så dårligt, for det afspejlede trods alt en mangfoldighed af dagblade med forskellig politisk observans og geografisk placering. Med medieforliget mindskes den frie dagspresses indflydelse yderligere.

VK-regeringens politik ved sin tiltræden i 2001 var at privatisere TV 2. Det var nok med én statslig kanal. Det var fornuftig politik. 7-8 år senere får vi det stik modsatte resultat: Ministeriet for Sandhed ekspanderer til to departementer.

Som al statsstøtte sætter medieforligt også de frie aktører på markedet under pres. Ikke kun aviserne, men forliget konkurrenceforvrider også overfor de private betalingskanaler, og når der i antenneforeninger skal vedtages tv-pakker, kommer TV 2 til at koste betydeligt mere, og det risikerer at gå ud over de rene betalingskanaler.

Og blandt aviser får netaviserne ikke del i statsstøtten, hvad der også er en urimelig diskrimination.

Mens Danmark stadig lever i en mediepolitisk middelalder, kan vi glæde os over den teknologiske udvikling, der for længst er løbet fra ideen om tvangslicens. Det stammer fra dengang, da enhver med stueantenne kunne opfange DR uden at betale, men i dag er det muligt at udelukke snyltere fra markedet, så rationalet for tvangs-licens til DR er stort set ikke til stede i dag. Det skyldes kun politisk inerti.

Det ville derfor være tidssvarende, som CEPOS har foreslået, i øget omfang at give støtte til public-service-TV via en fond, som alle udbydere kunne søge fra. Tænk al det spændende radio og tv, der kunne sendes på danske kanaler for de over tre milliarder kroner, der i dag inddrives i licens!

Vi kunne få langt flere public-service-udsendelser, hvis alle kunne søge licensmidlerne, frem for at give én eller to institutioner monopol på produktet.

Offentlige midler skal gives til konkurrence og ikke til monopoler. Det offentlige støtter heller ikke ét bestemt politisk parti, ét fodboldhold eller én bestemt billedkunstner, men lønner præstationer og stimulerer konkurrence. I princippet.
Medieforliget kommer samtidig med en finanskrise, hvor staten nationaliserer banker og lægger op til at intimregulere banksektoren. Og nu venter vi på, hvad Forebyggelseskommissionen kan finde på med forbud og påbud overfor danskerne. Vi har kun mareridtet foran os og friheden bag os. I Danmark bliver bundlinjen efter mange års liberal-konservativ regering: mere enevældig stat og styring.
Hvor er den frie dagspresse henne? Deres svanesang kan langsomt nynnes.

Friheden tabes sjældent på én gang, men ved mange små beslutninger, som hver for sig kan virke harmløse. Til sidst sidder vi i suppedasen i ufrie strukturer, som ikke var tilsigtede, men som følger af de mange små og relativt uskyldige skridt.
Medieforliget er ikke en stor historie og efter en uges skriverier er det glemt. Men det vrider danskernes tommelskruer en lille tand mere, skaber mere stat og mindre marked. Men ikke nok til oprør, protest og højlydt utilfredshed. Danskerne er medgørlige.

En øget licens er ellers et eksempel på en regressiv og derfor efter tidsåndens alen uretfærdig skat, nemlig kopskatten, som her lignes over husstande, hvor alle uanset indtægt betaler samme beløb. Og for singler og studerende fremtræder det særligt uretfærdigt med kun én i husholdningen til at betale. Heller ikke det kan ophidse gemytterne i Danmark.

Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS