I dag underskrev Polens præsident, Lech Kaczynski, som den næstsidste europæiske statsleder Lissabontraktaten.
Selvom Lissabontraktaten udspringer fra den kuldsejlede Forfatningstraktat, er de umiddelbare forskelle ganske iøjnefaldende. Først og fremmest er den blevet markant forkortet. Dernæst er den blevet renset for den mest højtidelige snak om en reel forfatning. Og endelig bliver de mest åbenlyse symboler, som eksempelvis brugen af et fælles europæisk flag, hymne og motto, skrottet.
Når det gælder selve substansen er der dog ikke den store forskel på de to traktater. Selvom de overfladiske ændringer tyder på, at der er blevet skruet ned for EU's ambitioner, er ændringerne i praksis ikke voldsomme. Der vil komme en fast formand, en udenrigsminister, under titlen "høj repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik", og på over 50 konkrete politikområder vil EU-landene miste deres vetoret - ligesom i Forfatningstraktaten.
Den politiske elite i Europa valgte altså at tolke nej'et til Forfatningstraktaten som en tilskyndelse til bare at forsøge igen, og det blev altså til Lissabontraktaten.
Det kan let falde en ind, at der nogle må være nogle tvingende argumenter bag den stædige insisteren på at få de to traktaters ændringer gennemført. Men det er der ikke. Hovedargumentet for Lissabontraktaten er nemlig helt grundlæggende blot, at den gør det nemmere at træffe beslutninger i EU. Det er mildest talt et elendigt argument. Besværlige beslutningsprocedurer er et ganske effektivt værn mod hurtig lovgivning, som uhensigtsmæssigt tromler nationale forskelle og særinteresser. EU's mål i fremtidige traktatforhandlinger bør blot være at sikre fri bevægelse af mennesker, varer, kapital og ydelser, ikke at gøre det lettere for politikerne at regulere. De to målsætninger står faktisk ofte i direkte modstrid med hinanden.
Lissabontraktaten er der nok ingen vej uden om, men måske kan man med tilstrækkelig brok over den få den politiske elite i Europa til tænke sig lidt bedre om næste gang. Nu hvor vi ikke må stemme om EU's fremtid er det vel det bedste man kan gøre.
Selvom Lissabontraktaten udspringer fra den kuldsejlede Forfatningstraktat, er de umiddelbare forskelle ganske iøjnefaldende. Først og fremmest er den blevet markant forkortet. Dernæst er den blevet renset for den mest højtidelige snak om en reel forfatning. Og endelig bliver de mest åbenlyse symboler, som eksempelvis brugen af et fælles europæisk flag, hymne og motto, skrottet.
Når det gælder selve substansen er der dog ikke den store forskel på de to traktater. Selvom de overfladiske ændringer tyder på, at der er blevet skruet ned for EU's ambitioner, er ændringerne i praksis ikke voldsomme. Der vil komme en fast formand, en udenrigsminister, under titlen "høj repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik", og på over 50 konkrete politikområder vil EU-landene miste deres vetoret - ligesom i Forfatningstraktaten.
Den politiske elite i Europa valgte altså at tolke nej'et til Forfatningstraktaten som en tilskyndelse til bare at forsøge igen, og det blev altså til Lissabontraktaten.
Det kan let falde en ind, at der nogle må være nogle tvingende argumenter bag den stædige insisteren på at få de to traktaters ændringer gennemført. Men det er der ikke. Hovedargumentet for Lissabontraktaten er nemlig helt grundlæggende blot, at den gør det nemmere at træffe beslutninger i EU. Det er mildest talt et elendigt argument. Besværlige beslutningsprocedurer er et ganske effektivt værn mod hurtig lovgivning, som uhensigtsmæssigt tromler nationale forskelle og særinteresser. EU's mål i fremtidige traktatforhandlinger bør blot være at sikre fri bevægelse af mennesker, varer, kapital og ydelser, ikke at gøre det lettere for politikerne at regulere. De to målsætninger står faktisk ofte i direkte modstrid med hinanden.
Lissabontraktaten er der nok ingen vej uden om, men måske kan man med tilstrækkelig brok over den få den politiske elite i Europa til tænke sig lidt bedre om næste gang. Nu hvor vi ikke må stemme om EU's fremtid er det vel det bedste man kan gøre.
