Regeringen hylder demokratiet med en kanon, for demokratiet er under pres, mener regeringen.
Det passer ikke, demokratiet har aldrig haft det bedre. Det er så rodfæstet i danskerne, at det er blevet en ideologi. I dag mener de fleste slet ikke, det er nødvendigt at argumentere for deres holdninger, for de har ikke nogen ud over det demokratiske princip om, at flertallet skal bestemme. De nøjes blot med at konstatere, at de er flest, og så har de ret. Sådan er demokratiet jo.
Hvorfor er det i orden at vedtage en lov, der forbyder rygning på værtshuse? spørger modstanderne. Fordi ikke-rygerne er flest, svarer demokratisterne, og så er den diskussion slut. Hvori består det rimelige i at opkræve op til 72 procent af folks indkomst i skat, afgifter og moms? Fordi et flertal vil det, og hvis du er utilfreds kan du - med Villy Søvndals ord fra en anden sammenhæng - bare skride ad helvede til. Hvorfor skal folkekirken begunstiges med penge fra den almindelige dansker, selvom vedkommende ikke er medlem? Fordi de fleste er.
Og så videre. Heldigvis handler regeringens demokratikanon mere om frihed end om demokrati. Se bare statsminister Anders Fogh Rasmussens første seks sætninger fra forordet: "I Danmark har vi gennem generationer betragtet friheden som en selvfølge. Folkestyret som noget selvklart. Og respekten for liv, frihed og ejendom som selvindlysende. Men vi oplever i disse år, at der fra forskellig side bliver sat spørgsmålstegn ved disse værdier, både her i Danmark og i andre lande. Vi må indse, at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation."
Det er godt, at friheden fylder så meget i statsministerens tekst, for det unikke ved Vesten og Danmark er faktisk ikke, at folket styrer. Det har folket til alle tider gjort de fleste steder i verden. Magthaverne kan ikke i længden regere hen over hovedet på en majoritet i samfundet, for magthaverne er så få, mens majoriteten er så mange. Det særligt vestlige, og det, der har gjort vores del af verden til den mest succesrige, er netop, at der sættes grænser for majoritetens styre af hensyn til den enkeltes personlige frihed.
Heldigvis har demokratikanonudvalget været helt bevidst om det. Det er derfor, at alle de liberale tænkere er med: John Locke, Montesquieu, Grundtvig, Tocqueville, John Stuart Mill. Alle ville de begrænse flertalsstyret, demokratismen, af hensyn til den personlige frihed. Regeringens demokratikanon siger med disse afdøde herrer: Friheden er målet, demokratiet kan højst være midlet.
Det passer ikke, demokratiet har aldrig haft det bedre. Det er så rodfæstet i danskerne, at det er blevet en ideologi. I dag mener de fleste slet ikke, det er nødvendigt at argumentere for deres holdninger, for de har ikke nogen ud over det demokratiske princip om, at flertallet skal bestemme. De nøjes blot med at konstatere, at de er flest, og så har de ret. Sådan er demokratiet jo.
Hvorfor er det i orden at vedtage en lov, der forbyder rygning på værtshuse? spørger modstanderne. Fordi ikke-rygerne er flest, svarer demokratisterne, og så er den diskussion slut. Hvori består det rimelige i at opkræve op til 72 procent af folks indkomst i skat, afgifter og moms? Fordi et flertal vil det, og hvis du er utilfreds kan du - med Villy Søvndals ord fra en anden sammenhæng - bare skride ad helvede til. Hvorfor skal folkekirken begunstiges med penge fra den almindelige dansker, selvom vedkommende ikke er medlem? Fordi de fleste er.
Og så videre. Heldigvis handler regeringens demokratikanon mere om frihed end om demokrati. Se bare statsminister Anders Fogh Rasmussens første seks sætninger fra forordet: "I Danmark har vi gennem generationer betragtet friheden som en selvfølge. Folkestyret som noget selvklart. Og respekten for liv, frihed og ejendom som selvindlysende. Men vi oplever i disse år, at der fra forskellig side bliver sat spørgsmålstegn ved disse værdier, både her i Danmark og i andre lande. Vi må indse, at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation."
Det er godt, at friheden fylder så meget i statsministerens tekst, for det unikke ved Vesten og Danmark er faktisk ikke, at folket styrer. Det har folket til alle tider gjort de fleste steder i verden. Magthaverne kan ikke i længden regere hen over hovedet på en majoritet i samfundet, for magthaverne er så få, mens majoriteten er så mange. Det særligt vestlige, og det, der har gjort vores del af verden til den mest succesrige, er netop, at der sættes grænser for majoritetens styre af hensyn til den enkeltes personlige frihed.
Heldigvis har demokratikanonudvalget været helt bevidst om det. Det er derfor, at alle de liberale tænkere er med: John Locke, Montesquieu, Grundtvig, Tocqueville, John Stuart Mill. Alle ville de begrænse flertalsstyret, demokratismen, af hensyn til den personlige frihed. Regeringens demokratikanon siger med disse afdøde herrer: Friheden er målet, demokratiet kan højst være midlet.