Leder: Dødskulten

Krig er trøstesløst og smerteligt

Slettet Bruger,

10. januar 2009

Krig er trøstesløst og smerteligt. Billederne af ødelagte skoler, sønderbombede bygninger og grædende civile i Gaza er direkte hjerteskærende og kan ikke undgå at gøre et enormt indtryk. Men uanset hvor væmmelige disse ødelæggelser end er, er den allerstørste tragedie ved konflikten en helt anden. Det livssyn, som demonstreres og hyldes af Hamas og deres støtter, er nemlig den reelle ulykke for det palæstinensiske folk.

Senest er det den palæstinensiske parlamentsmedlem for Hamas Fahti Hammad, som udviser en påfaldende og skræmmende mangel på hvad der banalt kan beskrives som kærlighed til livet. Efter han har indrømmet, at Hamas kynisk benytter børn, kvinder og ældre som menneskelige skjolde mod israelske missiler, når han til den frygtelige besked rettet mod Israel: "Vi ønsker død ligesom I ønsker liv."

Dette forhold til døden er symptomatisk for det palæstinensiske samfunds fuldstændige forfald. En kløgtig mand bemærkede engang, at mens unge israelere drømmer om at blive iværksættere, og har rollemodeller i de iværksættere, der er nået på Nasdaq-indekset, drømmer store dele af den palæstinensiske ungdom i stedet om at blive martyrer, og har deres rollemodeller i de islamiske terrorister, som allerede har opgivet deres liv i kampen mod Israel. Så længe der på denne måde er en stor og betydningsfuld del af det palæstinensiske folk som ikke drømmer om frihed, liv og en fremtid, vil der aldrig nogensinde kunne blive varig fred mellem de to befolkninger.

En af disse palæstinensiske 'rollemodeller', der for nylig gik i døden, er Nizar Rayan. Han var en af de øverste militære kommanderende i Hamas, og blev dræbt 1. januar 2009. Da det israelske forsvar ville bombe hans hus, hvor der blev opbevaret store mængder våben og ammunition, ringede de til ham og fortalte, at han havde en halv time til at få hans mange koner og børn i sikkerhed. Nizar Rayan ønskede dog ikke dette. Resultatet var, at Nizar Rayan, fire af hans koner og elleve af hans børn blev dræbt i angrebet.

Da naboen betragtede flammehavet efter angrebet, var hans eneste kommentar ifølge The Telegraph, at han ønskede at dø som Nizar Rayan.

Det er denne absurde hyldest af døden, volden og martyrdommen, der først og fremmest holder det palæstinensiske folk tilbage og konsekvent ødelægger den palæstinensiske ungdoms muligheder for at blomstre og trives. Meget kan siges om Israels til tider voldsomme ageren og endnu mere kan siges om Hamas' komplet forskruede fremgangsmetoder og principper, men den endelige forhindring for en fredelig fremtid er den palæstinensiske dødskult, der desværre stortrives og hver dag skaber villige selvmordsterrorister. Dødskulten er med andre ord benzinen på bålet.

Som den tidligere israelske premierminister Golda Meir engang sagde det: "Vi får fred den dag araberne elsker deres børn mere end de hader os."