Leder: Anne Grethe Holmsgaard - ikke antisemit, men terrorstøtte

Det er noget pjat, når en israelsk forfatter i en ny bog kalder en række mennesker på venstrefløjen herunder den tidligere VS'er og nuværende SF'er...

Slettet Bruger,

02. december 2008

Det er noget pjat, når en israelsk forfatter i en ny bog kalder en række mennesker på venstrefløjen herunder den tidligere VS'er og nuværende SF'er Anne Grethe Holmsgaard for antisemitter, blot fordi de har været kritiske overfor staten Israel. Der er sandelig meget i Israels tilblivelseshistorie, som ordentlige mennesker nødvendigvis må forholde sig kritisk til, f.eks. det forhold at terror spillede en afgørende rolle for fordrivelsen af først de engelske koloniherrer fra Palæstina og dernæst dets arabiske beboere gennem generationer.

Men at trække antisemitisme-kortet overfor venstrefløjen af den grund er ikke kun useriøst, det er også helt unødvendigt, hvis man gerne vil stille folk som Anne Grethe Holmsgaard i et dårligt lys. Det forhold, at hun og andre på venstrefløjen i kampen mod Israel valgte at støtte den marxistiske terrororganisation PFLP, burde da være alt rigeligt!

PFLP stod i de år, hvor Anne Grethe Holmsgaard bakkede organisationen op, for flykapringer, gidseltagninger, bombesprængninger, flybeskydninger og bombedetonationer i fly ved takeoff, alt sammen rettet mod helt uskyldige civile. Hvem har brug for andet end at henvise til det, når kynismen på denne del af venstrefløjen skal udstilles?

Vi har her ikke at gøre med antisemitisme, men med traditionel tankegang på venstrefløjen, hvor man så ofte har ladet målet hellige midlet - eller med formand Maos ord: Man kan ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker.

De mennesker, som har måttet lade livet for denne tænkning, hvor hensynet til ens egen kamp altid er de andres offer værd, kan nu efter næsten et århundredes eksperimenteren tælles i tocifrede milliontal verden over. Hvis Anne Grethe Holmsgaard i hendes unge dage havde haft mere magt, ville man formentlig kunne føje lidt flere til dødslisten.

Også selvom hun ikke er antisemit.