Frøfund forsinker motorvej i et år

Et par springfrøer i et vandhul

Slettet Bruger,

03/04/2008

Et par springfrøer i et vandhul. Så lidt skulle der til, før den planlagte udvidelse af den tæt trafikerede fynske motorvej E20 blev udsat. Miljøforholdene var allerede blevet undersøgt en gang, uden at der blev fundet beskyttede dyr, men da et par eksemplarer af den sjældne frøart dukkede op, krævede biologer en yderligere undersøgelse af området. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Vejdirektoratet er gået med til at bruge penge på en ny undersøgelse for at sikre sig, at man ikke overså noget den første gang. Ekstra-undersøgelsen var ikke juridisk nødvendig, og beslutningen undrer Venstres fynske medlem af Folketingets Erhvervsudvalg, Lars Christian Lilleholt.

"Det er klart, at vi skal tage hensyn til dyrelivet. Men jeg synes nok, at balancen her er tippet til den forkerte side," siger han til Fyens Stiftstidende.

Flere ulykker
Lars Christian Lilleholt mener, at forsinkelsen vil koste samfundet dyrt.

"Det er uheldigt, at det her forsinker den helt nødvendige udvidelse af motorvejen, som skal være med til at forhindre, at folk holder i køer, og at der sker ulykker. Borgere og virksomheder mister dagligt tid og penge, fordi de ikke kan komme frem på motorvejen," siger han.

Transportminister Carina Christensen (K) finder sagen besynderlig og vil bede Vejdirektoratet om en forklaring.

Glad for ny undersøgelse
Poul Andersen (S), fynsk medlem af Folketingets Trafikudvalg, er derimod tilfreds med, at der bliver foretaget en ekstra undersøgelse, på trods af forsinkelsen.

"De dyrearter, vi risikerer at miste, får vi aldrig igen," siger han til Fyens Stiftstidende.

[email protected]

Kilde: