DR-journalist: I orden at lukke tv-station

Slettet Bruger,

28. maj 2007

Af Morten Løfberg

Kritik fra Reportere uden grænser, Human Rights Watch og Europaparlamentet mod Venezuelas præsidents Hugo Chavez' beslutning om at lukke tv-stationen RCTV gør ikke det store indtryk på journalist Niels Lindvig fra Danmarks Radio. Hvis man laver tv som RCTV, så fortjener man ikke at sende, mener han.

"Hvis en tv-station medvirker til statskup, hvis en tv-station er primus motor i generalstrejker, så er man ude over, hvad man bør tillade. De har brugt en stor del af deres tid på at opfinde historier. Jeg kan ikke, selv som journalist, sige, at de skal eksistere. De er en hån mod mit fag," siger Niels Lindvig til 180Grader.dk.

Venezuela er blevet kritiseret fra en række internationale organisationer. Forleden vedtog Europa-Parlamentet en udtalelse, der opfordrede landet til at sikre mediepluralisme og beskytte ytringsfriheden. Men Parlamentet og de øvrige kritikere har misforstået sagen, mener DR-medarbejderen.

"Jeg forstår ikke, de har ladet sig lokke til at sige, at denne sag drejer sig om ytringfrihed. Intet land i Sydamerika har så udstrakt en ytringsfrihed som Venezuela. 80 procent af pressen er ejet af oppositionen," udtaler Niels Lindvig.

Har fjernet regeringskritisk materiale
RCTV blev i 2002 beskyldt for at have medvirket til statskupforsøg. Det samme gjorde landets to øvrige landsdækkende kanaler, og det har fået Hugo Chavez til at skærpe presset på pressen. Det har ifølge Human Rights Watch medført, at de to andre kanaler har fjernet stort set alt regeringskritisk materiale fra deres programmer. Ifølge Niels Lindvig betyder det stigende pres, at medierne "må udvise større opfindsomhed", når de bringer regeringskritiske historier.

Det lyder ikke som udstrakt ytringsfrihed i mine ører?
"Det kommer an på, hvad du mener, man skal have lov til at sige. Hvis du mener, man må sige hvad som helst, bare fordi du ejer et pressekort eller en tv-station, så tager du efter min mening grundigt fejl," siger Lindvig.

RCTV har aldrig modtaget dom for statskupsanklagerne. Det har stationen heller ikke for de beskyldninger om skatteunddragelse og brud på minoritetslovgivningen, som Chavez' regering offentliggjorde i marts som begrundelse for ikke at forny sendetilladelsen.

"De har bare ikke fået fornyet deres sendetilladelse"
Ville det ikke være rimeligt at afvente en retslig afgørelse, inden man skred ind?
"Jo, det kunne man såmænd godt. Men man kunne jo også bare have skredet ind i 2002, da alle var enige om at RCTV støttede statskuppet mod Chavez," mener Niels Lindvig.

Fra midnat er RCTV erstattet af en regeringsvenlig kanal, der blandt andet vil sende opbyggelige programmer om den gamle frigørelsesgeneral Simon Bolivar. Men det er der ikke noget oprørende i, mener Niels Lindvig.

"Jeg mener faktisk ikke, man kan sige, at RCTV er blevet lukket. De har bare ikke fået fornyet deres sendetilladelse," siger han.