Totalt rygeforbud i Region Nordjylland: Politikere undtaget

Når vi går ind i det nye år, må ingen ansatte i Region Nordjylland ryge i arbejdstiden

Claes Kirkeby Theilgaard,

27/11/2019

Når vi går ind i det nye år, må ingen ansatte i Region Nordjylland ryge i arbejdstiden. Fra 2020 kommer der nemlig totalt rygeforbud blandt de 14.500 i regionen med én undtagelse: de 41 regionalpolitikere i Nordjylland må som de eneste i regionen stadig gerne ryge i arbejdstiden.

Rygeforbuddet, der altså gælder for alle undtagen Region Nordjyllands folkevalgte politikere i regionsrådet, blev vedtaget af et næsten enigt regionsråd tirsdag eftermiddag. Kun et enkelt medlem stemte imod.

Hidtil har det været forbudt at ryge på regionens arealer, men nu er reglerne ændret, så ansatte i Region Nordjylland slet ikke må ryge i arbejdstiden - heller ikke udenfor regionens matrikler. 

Lone Sondrup, der er medlem af Venstre og næstformand i Region Nordjylland, erkender, at det ser mærkeligt ud, at politikerne som de eneste er undtaget fra rygeforbuddet. Hin fortæller desuden, at man givetvis vil tage sagen op igen.

"Det snakkede vi også om, men fordi punktet var om medarbejderne, kunne vi ikke lige gøre det der. Så jeg tror, at det kommer op igen på et tidspunkt. Det kan se lidt underligt ud, men det kom fra medarbejdernes organisationer, og det var det, vi behandlede", fortæller hun til TV Midtvest.

Det eneste regionsrådsmedlem, der stemte imod rygeforbuddet, var Martin Bech, en af Sondrups partifæller fra Venstre. 

Kilde: