Messerschmidts EU-kritiske film vises først i aften, men allerede nu bliver den "inddæmmet" både med en disclaimer om "fuldstændig mangel på objektivitet" i statsradioen DRs indledning, og dels med et koordineret angreb fra tre "eksperter" i Berlingske.
Dybdeborende EU-kritik er som nævnt før forbudt i danske medier og blandt de "gamle" (rødgrå) danske partier, en slags påført (selv)censur, vi også kender fra andre socialistiske skindemokratier. Metoden er del-og-hersk: Tilsyneladende uenighed, blokpolitik, del-folket-og-hersk-over-folket: JP-Politiken, Elleman-Lykketoft, dialektiske "modsætninger", men tilfældigvis allesammen enige om EU, fordi sandheden om EU ikke må gå op for pøblen.
Vi har også diskuteret herinde, hvordan medierne svigter demokratiet, substansen og nuancen ved at underholde og ikke informere. EU er et glimrende eksempel, hvor EU-journalistikken systematisk dør ud, mens flere og flere beslutninger samtidig tages i EU (et omvendt fænomen der ligesom fraværret af EU-kritik viser lige præcis, hvad EU er). Det skyldes tildels, at Kommisionen som andre politbureauer helst ikke vil have kritisk journalistik.
Det er derfor ikke overraskende, at Morten Messerschmidt straks og allerede inden, hans EU-kritiske dokumentar er blevet vist, bliver angrebet af tre udvalgte eksperter, der alle mener det samme, i Berlingske Tidende.
Levebrødsjournalisten Morten Crone har valgt tre "eksperter" med samme holdning, hvilket naturligvis er journalistisk uhæderligt, men er normalt for statsmedierne, fordi det skaber en falsk følelse af konsensus hos det sagesløse folk, som udsættes for propagandaen.
Den anden, almindeligt brugte metode er ikke at lade den angrebne svare for sig, og Messerschmidt får da heller ikke chancen for at forsvare sig. Crones artikel er derfor et klassisk eksempel på anti-journalistik med en klar dagsorden, og første skridt i den normale procedure, man bruger for at lukke munden på systemkritikere (de senere skridt er latterliggørelse, karaktermord, og i sidste ende juridiske eller andre overgreb).
Den første "ekspert":
»EU-samarbejdet er slet ikke så dybt, som Messerschmidt hævder. Messerschmidt svindler, mens han udokumenteret forsøger at gøre Krag til en løgner,« siger Uffe Østergaard.
Uffe Østergaard burde i et rigtigt demokrati dokumentere sine løse personangreb, eller Crone burde bede ham om det, men det sker naturligvis ikke. Morten Messerscmidt har brugt historiske de facto TV-udsagn. Østergaard siger derimod intet konkret men lever alene på det, man i reklame-branchen kalder "ekspertknebet" (få en ekspert til at anbefale dit produkt, så sælger det).
Østergaard nævner slet ikke specifikt hvor og hvordan, Messerscmidts citater er forkerte i forhold til dagens EU. Folket sidder tilbage med en følelse af, at de eksperter, de selv betaler for at være mentale fangevogtere og tankepoliti, nok har ret, fordi de jo er eksperter.
Den anden "ekspert", Marlene Wind:
»Men de bliver brugt i én lang forvrænget og forkert konspirationsteori,« siger hun. Ingen argumentation. Wind bruger også en af totalitarismens foretrukne våben, name-calling ("konspirationsteori" er et af de mest moderne, der bruges om al systemkritik, når argumenterne ophører).
Uffe Ellemans bidrag:
Sidst er der Uffe Elleman, indgroet statskapitalist, som udspænder et lille, kosmetisk meningsrum med sin selvsmagende ven, Lykketoft. Ingen tager vel Elleman seriøst, men hvis de gør, så gør de det nok mindre, efter at have set hans dybsindige, substantielle bidrag til angrebet: Uffe Ellemann-Jensen kalder blot filmen »uhæderlig«. For tredje gang: Ingen argumenter.
Mon ikke, folket gennemskuer, hvem det er, der er uhæderlig?
Demokratiets største fjende er sandhedsflugten: Når statsfinansierede "eksperter" kan affeje dokumentariske klip og de facto udsagn med "forfalskning" uden yderligere uddybning, så er det et godt pejlemærke for demokratiets tilstand.
Derfor er det altid og til stadighed vigtigt at dissekere statspropagandaen, som i dette tilfælde hvor følgende teknikker anvendes: Ekspertknebet, ensidigheden (3 enige, ingen nuancerede holdninger, ingen uenighed eller perspektiv), name-calling ("konspirationsteori") og substansflugten (ingen reel argumentation).
Tak til Morten Messerschmidt for bidraget til en ikke-eksisterende EU-kritik - det er modigt og fortjener størst mulig opbakning, uanset om man allerede er EU-modstander eller bare ønsker en mere nuanceret, demokratisk debat.
