Hollywood-strejke breder sig: Verdensstjerne aflyser koncerter i solidaritet

Filmindustrien i Hollywood har længe været ramt af strejker. Nu melder en af verdens mest succesfulde musikere sig under fanerne.
Ifølge det amerikanske medie Variety skulle Snoop Dogg oprindeligt have afholdt de to koncerter i juni, men udskød dem på grund af strejken til oktober. Tirsdag aften meddelte han så, at de er endegyldigt aflyst. (Arkivfoto).
Ifølge det amerikanske medie Variety skulle Snoop Dogg oprindeligt have afholdt de to koncerter i juni, men udskød dem på grund af strejken til oktober. Tirsdag aften meddelte han så, at de er endegyldigt aflyst. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

26/07/2023

Hollywood er ramt af en to måneder gammel strejke blandt Hollywood-manuskriptforfatterne og en nyere strejke blandt skuespillerne.

Tirsdag aften blev der lagt yderligere pres på den kulturelle scene i USA.

Den verdenskendte rapmusiker Snoop Dogg skrev på Instagram, at han aflyser sine to koncerter i oktober på spillestedet Hollywood Bowl i Los Angeles i solidaritet med de strejkende.

- Vi fortsætter med at vise solidaritet med alle vores brøde og søstre i WGA og SAG-AFTRA i denne svære tid, lyder det.

WGA er en forkortelsen for The Writers Guild of America, der er Hollywood-manuskriptforfatternes fagforening. SAG-AFTRA er Hollywood-skuespillernes fagforening.

Håber på forsoning

Snoop Dogg skriver, at han fortsat håber på, at AMPTP, Alliance of Motion Picture and Television Producers, kommer tilbage til forhandlingsbordet med rigtige forslag, så alle kan komme tilbage på arbejde.

AMPTP er repræsentant for over 350 amerikanske filmproducenter og -studier.

AMPTP forhandler på vegne af mediegiganter som Netflix, Amazon og Disney.

Ifølge det amerikanske medie Variety skulle Snoop Dogg oprindeligt have afholdt de to koncerter i juni. Men han udskød dem på grund af strejken til oktober.

På sin Instagram lagde han i juni et billede op fra en Billboard-artikel, hvor det fremgik, at han udskød koncerterne på grund af strejken. Til billedet skrev han "nødt til at støtte".

Tirsdag aften meddelte han så, at de er endegyldigt aflyst.

En kamp om streaming

Både SAG-AFTRA og WGA mener, at underholdningsindustrien har ændret sig markant, i takt med at streaming er blevet dominerende.

Samtidig mener de, at deres arbejde udfordres af kunstig intelligens, hvis evner hele tiden udvikler sig.

Manuskriptforfatterne har strejket i over to måneder. I midten af juli sluttede skuespillerne sig til.

Kilde: /ritzau/