Overfladetemperaturen i havet omkring øgruppen Florida Keys i den amerikanske delstat Florida nåede sent mandag 38,43 grader.
Det viser data fra de amerikanske myndigheder ifølge avisen The Guardian.
Et termometer på en bøje i havet ved Manatee Bay i nationalparken Everglades målte den høje temperatur, som muligvis kan være en global rekord.
Det næsten 40 grader varme vand svarer til temperaturen i et spabad.
Andre steder blev der i vandet målt temperaturer på henholdsvis 38 og 32 grader.
Normalt burde temperaturerne i havet på denne årstid ligge på mellem 23 og 31 grader ifølge NOAA, som er en amerikansk myndighed, der studerer forholdene i havet og atmosfæren.
- Vi forventede ikke, at opvarmningen ville ske så tidligt på året og være så ekstrem, fortalte Derek Manzello fra NOAA mediet CNN i sidste uge.
- Det tyder på at være uden fortilfælde i vores målinger.
Mulig verdensrekord
Der bliver ifølge The Guardian ikke ført logbog over temperaturerne i havoverfladen.
Men et studie fra 2020 hævder, at den højeste temperatur nogensinde målt er på 37,61 grader i Den Persiske Golf.
De ekstreme målinger er blot endnu en advarsel om de stigende havtemperaturer nær Florida.
Kysten i den sydlige del af delstaten er i øjeblikket ramt af en ekstrem hedebølge, der truer havlivet og økosystemet under vand.
Videnskabsfolk fra organisationen World Weather Attribution sagde tirsdag, at menneskeskabte klimaforandringer har spillet en "overvældende" rolle i de ekstreme hedebølger, der har ramt Nordamerika, Europa og Kina denne måned.
Derfor opfordrer den regeringer verden over til at skære i CO2-udledningerne.
Globale rekorder siden maj
Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) meldte tidligere på måneden, at globale havtemperaturer har sat månedlige rekorder siden maj.
NOAA advarer om, at varmere vand omkring Florida kan gøre tropiske storme og orkaner endnu vildere end hidtil.
Samtidig har temperaturerne ifølge organisationen dystre konsekvenser for koralrevene.
Ron DeSantis, guvernøren i Florida, som stiller op til at blive republikanernes præsidentkandidat, har tidligere ifølge The Guardian beskrevet bekymringer om den veldokumenterede globale opvarmning som venstreorienteret fnidder.
Kilde: /ritzau/