Donald Trump tiltalt på ny - sammenligner det med Nazityskland

Ekspræsident Donald Trump er blevet tiltalt for sammensværgelse og for at forsøge at bedrage USA.
Donald Trump er blevet tiltalt for sammensværgelse mod USA. (Arkivfoto).
Donald Trump er blevet tiltalt for sammensværgelse mod USA. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

02/08/2023

I den suverænt største af sagerne mod USA's tidligere præsident Donald Trump er der tirsdag aften blevet overleveret et officielt anklageskrift mod den kontroversielle rigmand.

Trump skal tiltales for i alt fire forhold.

Det er sammensværgelse for at bedrage USA, sammensværgelse for at obstruere officiel proces, obstruktion og forsøg på obstruktion af en officiel proces samt sammensværgelse mod rettigheder.

Det bekræfter USA's særligt udpegede anklager til at føre sagen, Jack Smith, kort efter midnat mellem tirsdag og onsdag dansk tid.

Det amerikanske medie CNN har offentliggjort det, som mediet hævder, er det officielle anklageskrift mod den tidligere præsident.

Anklageskriftet er forseglet

Sagen handler om et forsøg på at omgøre præsidentvalget i 2020 og ledes af Jack Smith.

Han har nedsat en føderal storjury bestående af civile, som har skullet vurdere bevismaterialet i sagen mod Trump.

Storjuryen bekræftede tirsdag aften, at den havde videregivet et anklageskrift til Jack Smith.

Anklageskriftet er dog indtil videre forseglet, hvilket betyder, at det ikke formelt er offentliggjort, og både antallet af tiltalte og deres identiteter er derfor ikke offentlig.

Ekspræsidenten skal torsdag møde for retten i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.

Dommer Moxila A. Upadhyaya har fået anklageskriftet mod ekspræsidenten og skal lede retsmødet. Det oplyser USA's justitsministerium ifølge CNN.

18 års fængsel

Efterforskningen, som ledes af Smith, ser blandt andet på, om Trump kan gøres ansvarlig for den 6. januar 2021, hvor en vred horde af Trump-tilhængere stormede murene på den amerikanske parlamentsbygning, The Capitol.

Donald Trump kom i tiden efter nederlaget i præsidentvalget med påstande om, at der var foregået omfattende valgsvindel. På dagen, hvor demonstranterne stormede The Capitol, opfordrede han sine tilhængere til at "slås som bare fanden".

Hundredvis kom til skade den dag, og flere døde i forbindelse med stormløbet. Siden er flere blevet dømt for sammensværgelse til at gøre oprør.

Stewart Rhodes, som stod i spidsen for den højreradikale organisation Oath Keepers, blev dømt til 18 års fængsel for sin rolle i stormløbet.

Sammenligner tiltale med Nazityskland

Donald Trump selv nægter sig skyldig i at have gjort noget galt. Han mener, der er tale om politisk forfølgelse af ham.

Faktisk går han endda så langt som at sammenligne det, der foregår i USA, med det, der foregik for knap 100 år siden i Nazityskland.

- Lovløsheden ved disse anklager mod præsident Trump og hans støtter giver mindelser om Nazityskland i 1930'erne, den tidligere Sovjetunion og andre autoritære diktaturer, skriver ekspræsidentens stab i en erklæring, der er blevet delt på Trumps sociale medie Truth Social.

Samlet set er Trump tiltalt for fire forskellige forbrydelser:

  • Sammensværgelse for at bedrage USA

  • Sammensværgelse for at forhindre en officiel sag

  • Hindring af og forsøg på at hindre en officiel procedure

  • Sammensværgelse mod "rettigheder"

Kilde: /ritzau/