Trump tiltalt for spionage: Kan ende i fængsel før præsidentvalg

Den tidligere amerikanske præsident er anklaget for at opbevare dokumenter om national sikkerhed i sit hjem.
8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der ifølge Reuters fundet omtrent 13.000 dokumenter, hvoraf 100 var stemplet som klassificerede. (Arkivfoto).
8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der ifølge Reuters fundet omtrent 13.000 dokumenter, hvoraf 100 var stemplet som klassificerede. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

09/06/2023

Føderale anklagere har tiltalt den tidligere amerikanske præsident Donald Trump i forbindelse med efterforskningen af hans håndtering af hemmelige dokumenter.

Det oplyser Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, ligesom hans advokat, Jim Trusty, også bekræfter det.

En unavngiven kilde med kendskab til sagen oplyser til Reuters, at Trump står overfor syv anklagepunkter.

Tiltalen mod Trump betyder, at han nu er anklaget i to sager. Han er den første tidligere præsident i USA, der er blevet tiltalt i en straffesag.

"Latterlige"

Tiltalen er endnu ikke offentliggjort, og ifølge Reuters har Trump og hans folk ikke selv set dens eksakte ordlyd.

– Det har nogle formuleringer i sig, som tyder på, hvad de syv anklagepunkter kommer til at være. Det er ikke 100 procent klart, om alle disse er separate anklagepunkter, siger Jim Trusty til CNN, der oplyser, at tiltalen bunder i brud på spionagelovgivningen.

Trusty kalder anklagerne for latterlige og siger, at der også er adskillige anklagepunkter om hindring af rettergangen og én om falsk udsagn.

Straffesagen, som er rejst af det amerikanske justitsministerium, er endnu et juridisk tilbageslag for Trump, der forsøger at blive republikansk kandidat ved præsidentvalget i 2024.

Trump oplyser selv, at tiltalen "tilsyneladende" handler om håndtering af hemmelige dokumenter.

- Den korrupte Biden-administration har informeret mine advokater om, at jeg er blevet tiltalt, skriver Donald Trump på Truth Social ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Yderligere skriver Trump, at han er blevet stævnet til at møde op i det føderale domhus i Miami i delstaten Florida på tirsdag.

Kan blive fængslet inden valg

En så omfattende sag kommer til at tage tid at komme igennem, men det helt store spørgsmål er, om sagen når at blive afgjort, inden præsidentvalget i USA i 2024.

Og det er ikke utænkeligt, at den tidligere præsident skal følge det amerikanske valg fra en fængselscelle, vurderer DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz.

- Timingen betyder, at en retssag efter al sandsynlighed vil være færdig til dom inden for et år og altså måneder før valget, som finder sted i november næste år, lyder det fra korrespondenten.

Han tøver heller ikke med at kalde tiltalen for en juridisk bombe - det er nemlig aldrig sket før, at en tidligere præsident er blevet tiltalt på føderalt niveau.

Fører i meningsmålinger

Ifølge Reuters har en talsperson for justitsministeriets chefefterforsker i sagen afvist at kommentere meldingerne om tiltalen. Nyhedsbureauet skriver, at det er ulovligt for regeringen offentligt at kommentere en lukket storjuryundersøgelse.

En føderal storjury har i over et år undersøgt Trumps håndtering af klassificerede dokumenter, efter at han forlod Det Hvide Hus i 2021.

En storjury - eller en anklagejury, som den også kaldes - er en større gruppe personer, der er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

I marts blev der rejst tiltale mod Donald Trump i sagen om tys-tys-penge, som den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels hævder at have fået få dagene før valget i 2016.

I april nægtede Trump sig skyldig i 34 tilfælde af forfalskning af regnskabsmateriale i forbindelse med den sag.

Siden han blev tiltalt for første gang, er Trumps forspring over sine rivaler i kampen om at blive den republikanske præsidentkandidat kun steget ifølge en meningsmåling fra Reuters/Ipsos.

8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der ifølge Reuters fundet omtrent 13.000 dokumenter, hvoraf 100 var stemplet som klassificerede.

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, udtrykker støtte til sin partifælle Trump.

- I dag er i sandhed en sort dag for USA, skriver Kevin McCarthy på Twitter.

Kilde: /ritzau/