Moldova har ikke i sinde at betale sin gæld til det russiske olie- og gasselskab Gazprom.
Sådan lød det onsdag fra Moldovas energiminister, Victor Parlicov.
- Efter at have opklaret gælden for naturgas står det klart, at Moldova og dets indbyggere ikke er forpligtet til at betale de tilsvarende regninger, sagde han.
Mens Moldova hævder, at gælden lyder på 8,6 millioner dollar, mener Gazprom derimod, at den står på 709 millioner dollar.
Det svarer til henholdsvis 60 millioner kroner og knap fem milliarder kroner.
Russerne raser
Udtalelserne er ikke faldet i god jord hos Rusland. Landets udenrigsministerium opfordrer Moldova til ikke at "politisere" problematikken om energiforsyningen.
- Fra vores side af vil vi gerne bide mærke i, at Gazprom har været en driftssikker leverandør af energi i årtier, siger talskvinde Marija Zakharova i en udtalelse på ministeriets hjemmeside.
Statsejede Gazprom opgjorde Moldovas gæld til de 709 millioner dollar sidste år.
Den er muligvis steget siden da.
Kan ikke genkende russiske tal
Ifølge Moldova, der har lavet en grundig revision af sine regnskaber, har man ikke modtaget dokumentation for, at man skylder 276 millioner dollar af den samlede gæld, som Gazprom hævder.
- Det er ikke for at sige, at disse dokumenter ikke eksisterer - blot at de ikke er blevet afleveret til revisorerne, siger Parlicov.
Yderligere 400 millioner dollar kan ifølge udenrigsministeren ikke tilbagebetales på grund af en række proceduremæssige årsager.
Rusland har været en stor leverandør af gas til Europa, men efter landets invasion af Ukraine har Vesten gjort det til et mål at frigøre sig fra Gazprom og andre sådanne selskaber.
En af de sidste færdselsårer, der bringer russisk gas til Europa, kan blive lukket ved udgangen af næste år, når Ukraines kontrakt med det russiske statsejede energiselskab Gazprom udløber.
Kilde: /ritzau/Reuters