FN-rapport anbefaler: Fjern dem fra skolerne

Det kan have en negativ effekt på børns følelsesmæssige stabilitet, lyder det i rapport fra Unesco.
Smartphones forstyrrer i undervisningen og bør fjernes fra skoler, lyder det i FN-rapport.
Smartphones forstyrrer i undervisningen og bør fjernes fra skoler, lyder det i FN-rapport.

Jens Asbjørn Bøgen,

26/07/2023

Smartphones bør forbydes i skoler for at begrænse forstyrrelser, styrke indlæringen og beskytte børn fra digital mobning.

Sådan lyder budskabet i en ny rapport fra Unesco, der er FN's organ for uddannelse, videnskab, kultur og information.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Ifølge rapporten er der blandt andet beviser for, at omfattende brug af smartphones reducerer evnen til at lære. Meget skærmtid har desuden en negativ effekt på børns følelsesmæssige stabilitet, viser rapporten.

Pas på med ny teknologi

Unesco ønsker med rapporten at understrege, at digital teknologi - herunder kunstig intelligens - aldrig bør prioriteres højere end et "menneskecentreret syn" på uddannelse. Det skriver The Guardian.

Det bør hellere aldrig erstatte direkte interaktioner med lærere, lyder det.

Unesco advarer desuden politikere mod at helt uovervejet omfavne ny teknologi. Den digitale teknologis positive indflydelse kan godt overvurderes, og nyt er ikke altid bedre, lyder det i rapporten.

- Den digitale revolution har et umådeligt potentiale.

- Men ligesom at der er advarsler mod, hvordan det skal bruges i samfundet, så skal der også være fokus på det i forbindelse med uddannelse, siger Unescos generaldirektør, Audrey Azoulay, ifølge The Guardian.

Kilde: /ritzau/