87.000 danskere kan miste tilskud til Novo-medicinen Ozempic

Patienter bør ikke som udgangspunkt få tilskud til Ozempic, mener nævn. I stedet bør de få billigere medicin.
Medicintilskudsnævnet foreslår at fjerne tilskud til det populære diabetesmiddel Ozempic. Det kan betyde, at 87.000 patienter får fjernet deres tilskud. (Arkivfoto).
Medicintilskudsnævnet foreslår at fjerne tilskud til det populære diabetesmiddel Ozempic. Det kan betyde, at 87.000 patienter får fjernet deres tilskud. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

22/08/2023

Medicintilskudsnævnet anbefaler, at danskere med type 2-diabetes ikke som udgangspunkt får tilskud til Novo Nordisk-medicinen Ozempic.

Det siger formanden for nævnet til DR.

Det betyder, at 87.000 patienter risikerer at miste deres tilskud, skriver mediet.

Mange af patienterne bør i stedet flyttes over på billigere diabetesmedicin, anbefaler Medicintilskudsnævnet.

- Flere patienter starter direkte på den medicin, som er dyrest, i stedet for at starte på den medicin, som de faglige eksperter anbefaler på lige fod, og som er billigere, siger Palle Mark Christensen, praktiserende læge og formand for Medicintilskudsnævnet, til DR.

- Når vi anbefaler at fjerne tilskuddet, er det for at sikre, at det offentliges udgifter til medicintilskud bliver brugt mest rationelt, lyder det videre.

5500 kroner eller 17.000 kroner

Specifikt anbefaler rådet at fjerne tilskud til de såkaldte GLP-1-analoger. Det er det stof, der blandt andet markedsføres under navnet Ozempic.

Sidste år var omkring 87.000 patienter i behandling med en GLP-1-analog med tilskud, skriver DR.

Danske Regioner forventer, at udgifterne til tilskud til Ozempic i år vil ende på omkring 1,1 milliard kroner.

Behandlingen med Ozempic koster cirka 17.000 kroner om året per patient. Det billigere alternativ, de såkaldte SGLT2-hæmmere, koster cirka 5500 kroner om året.

Det oplyser Medicintilskudsnævnet til DR.

Kan give ringere behandling i en periode

Forskningschef i Diabetesforeningen Tanja Thybo oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at hvis tilskuddet falder bort, kan det risikere at forværre behandlingen for mange med diabetes:

- 87.000 mennesker med diabetes risikerer at skulle igennem en række medicinskift for at få den rette behandling. Det kan betyde, at deres diabetes vil være mindre velbehandlet i den periode, hvor den anden medicin skal testes.

Derfor er Diabetesforeningens holdning, at man tager kampen uden at inddrage eksisterende brugere af midlet.

- Vi ser til gengæld åbent på at lægge kravet om afprøvning af forskellig medicin nedover nye patienter, skriver Tanja Thybo.

Forslaget fra nævnet sendes nu i høring frem til 8. oktober. Det oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Når der er kommet høringssvar fra relevante parter, vil Medicintilskudsnævnet komme med sin endelige anbefaling. Herefter træffer Lægemiddelstyrelsen den endelige beslutning.

Medicintilskudsnævnets opgave er at rådgive Lægemiddelstyrelsen om tilskud til medicin.

Ozempic er Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel. Salget i andet kvartal i år endte på 22,1 milliard kroner - knap 60 procent mere end samme periode året før.

Midlet er godkendt og markedsført som diabetesmiddel. Men lige som Wegovy har det en slankende effekt.

Kilde: /ritzau/