Novo sagsøgt: Kvinde ramt af lammelser i jagt på vægttab

Op mod 400 har indberettet tilfælde af mavelammelse efter brug af Novo-vægttabsmiddel, oplyser advokatfirma.
Novo Nordisks vægttabsmiddel Ozempic har opnået bredt kendskab herhjemme og i USA. (Arkivfoto).
Novo Nordisks vægttabsmiddel Ozempic har opnået bredt kendskab herhjemme og i USA. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

03/08/2023

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk har undladt at advare brugere af dets vægttabsmiddel Ozempic tilstrækkeligt om risikoen for, at det kan forårsage mavelammelse.

Det påstår en 44-årig amerikansk kvinde, der nu har lagt sag an mod selskabet. Det skriver Financial Times.

Det er advokatselskabet Morgan & Morgan, der står bag søgsmålet mod Novo Nordisk på vegne af kvinden.

- Mange mennesker oplever at kaste op konstant. Jeg mener ikke en gang om ugen, jeg mener hver dag, hele tiden, siger Paul Pennock, der er advokat hos firmaet, ifølge mediet.

- Det er så slemt, at disse mennesker tager på skadestuen, fordi de kaster op.

Flere hundrede ramt

I alt 400 klienter har rettet henvendelse til advokatfirmaet med indberetninger om såkaldt gastroparese, der er en delvis lammelse af maven.

Sygdommen forsinker tømningen af mad og drikke fra mavesækken til tarmen.

De 400 indberetninger er også delvist rettet mod Novo-konkurrenten Eli Lillys vægttabsmiddel Mounjaro.

Begge midler har opnået stor udbredelse USA, og særligt Novos middel har opnået bredt kendskab herhjemme.

Indberetningerne kommer fra 45 forskellige delstater i USA, og advokatfirmaet forventer, at søgsmålet på sigt kommer til at omfatte flere tusinde klienter.

Novo Nordisk har fortalt Financial Times, at midlet har været på markedet i flere år, og at symptomer som forsinkelse i mavesækken, kvalme og opkast allerede er angivet som mulige bivirkninger.

- Patientsikkerhed er noget af det vigtigste for Novo Nordisk. Vi anbefaler, at patienter bruger disse lægemidler under opsyn af en sundhedsperson, siger selskabet blandt andet til mediet.

Sager som disse, hvor mange sagsøgere samles i ét søgsmål, er almindelige i USA.

Lige nu kæmper eksempelvis medicinalselskabet Johnson & Johnson en hård kamp mod tusindvis af påstande om, at deres babypudder har forårsaget kræft.

Kilde: /ritzau/