Efter voldsom kritik: Minister vil ændre i radio- og tv-nævn

Fremover vil Radio- og tv-nævnet have 11 medlemmer. Mindst tre skal have "praktisk mediefaglighed".
Kulturminister Joy Mogensen (S) er klar til at ændre på sammensætningen af Radio- og tv-nævnet, som har modtaget heftig kritik efter sagen om DAB-udbuddet sidste år. (Arkivfoto)
Kulturminister Joy Mogensen (S) er klar til at ændre på sammensætningen af Radio- og tv-nævnet, som har modtaget heftig kritik efter sagen om DAB-udbuddet sidste år. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

14/09/2020

Kulturminister Joy Mogensen (S) vil ændre Radio- og tv-nævnets sammensætning.

Nævnet skal udvides med et medlem. Og mindst tre medlemmer skal fremover repræsentere praktisk mediefaglighed inden for tv, radio og nye medier, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Forslaget kommer efter en heftig debat, der opstod efter sidste års udbud af en ny DAB-kanal. Her vandt Radio Loud udbuddet frem for blandt andre Radio24syv, som dermed måtte lukke og slukke helt.

- I et nævn, der arbejder med medier, bør der sidde medlemmer med konkret erfaring med, hvad det vil sige at bedrive medievirksomhed. Det er der ikke krav om i dag, siger kulturminister Joy Mogensen i pressemeddelelsen.

- Med lovforslaget styrker vi mediefagligheden i Radio- og tv-nævnet, som mange har efterspurgt især oven på forløbet med udbuddet af DAB-sendetilladelsen sidste efterår.

- Vi skal have et nævn, der er bedre i stand til at udføre de opgaver, som nævnet er sat i verden for at løse, siger ministeren.

Fremover vil Radio- og tv-nævnet have 11 medlemmer mod 10 i dag ifølge det lovforslag, som er sendt i høring.

Ændringen af radio- og fjernsynsloven vil ifølge Kulturministeriet træde i kraft 1. januar 2021.

Desuden oplyses det, at Joy Mogensen i løbet af efteråret vil fremlægge yderligere tiltag, der skal "skabe bedre rammer om Radio- og tv-nævnets arbejde".

Kulturministeren udpeger nye medlemmer til nævnet ved årsskiftet.

På et samråd tidligere i år åbnede Mogensen for at se på sammensætningen af nævnet. Hun afviste på samme tid en politisk indblanding, da fremtiden for Radio24syv blev afgjort.

- Jeg vil klart afvise, at jeg, min særlige rådgiver, embedsmænd i Kulturministeriet eller regeringen har forsøgt at påvirke Radio- og tv-nævnets afgørelse af dab-udbuddet, sagde ministeren i marts.

Hun var dengang kaldt i samråd, fordi en lang række medieordførere ville have afklaret, hvem der tog beslutningen om, at Radio24syv ikke skulle vinde udbud af ny DAB-kanal og derfor måtte lukke.

Mange var af den overbevisning, at udbuddet var skræddersyet til netop Radio24syv.

Venstres kultur- og medieordfører, Britt Bager, kalder det positivt, at der fremover vil være personer med en praktisk erfaring i nævnet. Det kan dog ikke stå alene, mener hun.

- Den kritik, der har været rejst af Radio- og tv-nævnet, har været rejst primært på baggrund af DAB-udbuddet. Vi så en manglende praktisk erfaring, men det har også, synes jeg, været sjusk med behandlingen af ansøgningerne fra nævnets side.

- I forhold til Radio Loud er det mit indtryk, at nævnet agerede gummistempel, og at nævnet ikke så ansøgningerne igennem, siger Bager.

Hun mener dog ikke, at DAB-udbuddet skal gå om. Endnu i hvert fald. Radio Loud, som er blevet kritiseret for lave lyttertal, skal have mere tid til at finde sig til rette, mener Bager.

Kilde: /ritzau/