Danske Spil vil indføre tabsgrænse for gambling

Det skal være muligt at fastsætte tabsgrænse for spil, mener statsejede Danske Spil, der opfordrer andre til at være med.
Der skal være en grænse for, hvor meget man kan tabe på spil. Det mener det statsejede Danske Spil. (Foto: Aysha Begum/Unsplash)
Der skal være en grænse for, hvor meget man kan tabe på spil. Det mener det statsejede Danske Spil. (Foto: Aysha Begum/Unsplash)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/01/2020

En tabsgrænse, der fastsætter en maksimal grænse for, hvor mange penge en spiller kan tabe på eksempelvis en måned eller et år.

Det er et tiltag, som statsejede Danske Spil ønsker, og som spilselskabet derfor nu opfordrer alle med spillicens i Danmark til at gå sammen om.

Opfordringen kommer ifølge selskabet på baggrund af for mange ulykkelige sager, hvor spillere taber store pengebeløb og risikerer at skulle flytte fra hus og hjem.

Det siger Niels Erik Folmann, der er administrerende direktør i Danske Licens Spil.

- Vi synes, det er noget, der skal indføres, så det gælder alle på det danske marked med en dansk spillicens. Det tror vi vil være et meget effektivt middel for dem, der er mest udsatte for at blive spilafhængige, siger han.

I forvejen har Danske Spil indført indbetalingsgrænser for deres spillere.

Grænserne betyder, at spillere skal opgive et beløb, som de maksimalt vil indbetale på deres spilkonti per dag, uge eller måned.

Derudover er selskabet ved at afvikle de særlige VIP-programmer, hvor storspillere eksempelvis inviteres med på rejser eller til særlige arrangementer.

Disse programmer er tidligere blevet kritiseret af blandt andre De Radikale skatteordfører, Kathrine Olldag, som i begyndelsen af året sammenlignede det med at "give en alkoholiker fri bar".

Og så har Danske Spil reduceret antallet af tv-reklamer fra spilselskaber. Det er noget, skatteminister Morten Bødskov (S) i december meddelte, han vil se nærmere på.

I forhold til at indføre tabsgrænser for spil vil Danske Spil dog ikke gå forrest og indføre det uden om dets konkurrenter. Ikke medmindre det bliver yderst nødvendigt, siger Niels Erik Folmann.

- Vi mener, at branchen i første omgang bør være stærkere til selvregulering. Det gælder både tabslofter, aggressive bonusser og begrænsninger.

- Vi må bare sige, at hvis ikke, der er er ens vilkår for alle, så kan vi godt gå forrest. Men det vil jo betyde, at markedet som sådan ikke flytter sig nogen steder hen, siger han.

Niels Erik Folmann henviser til, at Danske Spil som et forsøg indførte tabsgrænser i 2012. Men der stod selskabet alene tilbage med tiltaget.

- Jeg har hørt mine kolleger i branchen råbe op igen og igen - at hvis bare Danske Spil går forrest, så følger de med.

- Nu har vi skåret på vores reklamer og markedsføring. Vi har gjort en masse ting, og jeg kan ikke se, de følger trop, siger han.

Han opfordrer politikerne til at gribe ind med regulering på området, hvis ikke det lykkes at blive enige blandt spilselskaberne.

Der er i øjeblikket 42 spiludbydere med dansk licens i Danmark. Mange af dem er udenlandske selskaber, mens Danske Spil er det største danske selskab.

Kilde: /ritzau/