Helle Thorning får nyt topjob

Den tidligere socialdemokratiske statsminister, der selv har haft en skattesag på halsen, skal hjælpe FN med at bekæmpe skatteunddragelse og skattely.
Helle Thorning-Schmidt taler ved World Economic Forum i Davos, Schweiz, i januar 2013.
Helle Thorning-Schmidt taler ved World Economic Forum i Davos, Schweiz, i januar 2013.

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/01/2020

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal være formand for FN's panel mod skatteunddragelse og skattely. Hun skal være med til at forsøge at dæmme op for skatteunddragelse for at finansiere verdensmålene.

Socialdemokraten har ellers selv haft en skattesag på halsen i løbet af sin politiske karriere.

Tilbage i 2010 og 2011 kom Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock, i søgelyset, da det viste sig, at han ikke betalte skat i Danmark. B.T. kunne kort inden valget fremlægge detaljer om Thorning-parrets skatteforhold.

Dengang blev Thorning-parret beskyldt for at spekulere i de danske skatteregler, ved at Stephen Kinnock ikke betalte skat i Danmark. Blandt andet opgjorde politikegemalen sine samlede dage i Danmark til at være under de 180 dage om året, der ville udløse fuld dansk skattepligt.

Nu bliver Helle Thorning-Schmidt en af to formænd, hvor den anden er Nigers tidligere premierminister Ibrahim Mayaki. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget stolt over, at FN rækker ud efter dansk lederskab, når der skal findes løsninger på store globale problemstillinger, som den grønne omstilling og kampen mod skatteunddragelse og skattely, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Det er FN, der anmodet Thorning om at tage jobbet. Panelet skal sætte fokus på de massive og globale udfordringer med skatteunddragelse, skattely og korruption.

FN's 193 medlemslande har forpligtiget sig på at nå de 17 verdensmål, der blandt andet skal afskaffe fattigdom og sult samt sikre sundhed og uddannelse til alle og reducere uligheder.

Det forudsætter meget store investeringer i alt fra skoler, veje og jobskabelse til grøn energi. Mange lande kæmper dog med lavere skatteindtægter som følge af skatteunddragelse.

Derfor er håbet, at indsatsen kan give tiltrængte ressourcer til at nå verdensmålene.

Allerede til sommer skal panelet, der har 15 medlemmer sammensat af tidligere stats- og regeringschefer, eksperter samt andre, komme med de første anbefalinger til løsninger.

- Vi skal gribe aktivt ind overfor den korrupte globale økonomiske elite, der profiterer på international skattefusk, korruption og skattely. Det skal bekæmpes. Det er hjerteblod for mig som udenrigsminister, siger Jeppe Kofod.

Der fremgår ikke et citat fra Helle Thorning-Schmidt i pressemeddelelsen.

Panelet skal levere sin endelige rapport primo 2021.

For nyligt opløste Helle Thorning-Schmidt desuden et af sine selskaber og efterlod regningen for oprydningen til staten. Læs mere om den sag her.

Kilde: /ritzau/