Rapport: Kina er nu verdens næststørste våbenproducent

For ti år siden var Kina afhængig af våben fra andre lande. Det har ændret sig markant ifølge tænketank.
Kinas våbenproduktion overgår nu Ruslands, vurderer det svenske fredsforskningsinstituttet Sipri på baggrund af tal fra fire af Kinas største våbenfabrikker. Foto er fra en militærøvelse i 2018.
Kinas våbenproduktion overgår nu Ruslands, vurderer det svenske fredsforskningsinstituttet Sipri på baggrund af tal fra fire af Kinas største våbenfabrikker. Foto er fra en militærøvelse i 2018.

Claes Kirkeby Theilgaard,

28/01/2020

Kina har overhalet Rusland som verdens førende våbenproducent efter USA.

Det fremgår af en ny rapport fra tænketanken Stockholm International Peace Research Institute (Sipri) mandag.

- Vi kan med sikkerhed sige, at Kina er den næststørste våbenproducent i verden efter USA og foran Rusland, siger Nan Tian, der er medforfatter til rapporten.

For bare ti år siden var Kinas militær afhængig af import fra våbenfabrikker i især Rusland og Ukraine.

- De er ikke længere afhængige af våben fra andre lande, siger Nan Tian.

Det understreges i rapporten, at manglende åbenhed gør det svært at sætte præcise tal på Kinas våbenproduktion.

- Alt er skjult under henvisning til den nationale sikkerhed, siger Tian.

Men finansiel information om fire af landets store producenter mellem 2015 og 2017 gør det ifølge Sipri muligt at danne sig et pålideligt skøn om omfanget af produktionen.

De tre kinesiske virksomheder Avic, Norinco og Cetc er målt på deres omsætning blandt verdens ti største våbenfabrikanter, mens den fjerde placerer sig i top-20.

Samlet omsatte de for 54,1 milliard dollar i 2017. Det er mere end den totale omsætning blandt Ruslands ti største våbenfabrikanter.

Våbenfabrikker i Kina er ifølge Sipri generelt mere specialiserede end udenlandske producenter.

Avic, som er Kinas største med 460.000 ansatte, producerer udelukkende kampfly, helikoptere og droner.

Norinco har omkring en kvart million medarbejdere, som producerer kampvogne og håndholdte våben, mens Cetc med cirka 90.000 på lønningslisten laver radarer og andre tekniske systemer.

Avics omsætning i 2017 på 20,1 milliard dollar rækker til en sjetteplads blandt verdens største våbensælgere. Amerikanske Lockheed Martin var i det år nummer et med et salg på omkring 44 milliarder dollar.

Sipri estimerer, at Kina årligt producerer våben for mellem 70 og 80 milliarder dollar. Størstedelen bliver solgt til Kinas militær.

Kilde: /ritzau/AFP