I løbet af den seneste uge har jeg kunne læse to artikler sendt af to LAU-medlemmer på 180 grader om, at feminisme er borgerligt og liberalt. De argumenterer for, at ordet feminisme ikke udelukkende dækker over det socialistiske projekt, venstrefløjspartier ofte prædiker om.
Disse to skriver i deres artikler, at de store forskelle mellem mænd og kvinders livsvalg er en konsekvens af mangel på ligestilling mellem kønnene i socialiseringsprocessen. De mener, at det er borgerligt og liberalt at støtte feminismens projekt om at mænd og kvinder i højere grad bør leve mere ens. De går altså ind for socialkonstruktivisternes teori om, at mænd og kvinder biologisk set foruden deres udseende grundlæggende er ens, og at socialiseringen er årsag til, at der er store forskelle mellem mænd og kvinders erhvervsmæssige valg.
Hvad disse to skribenter fra LAU ikke er bekendt med er, at de største forskelle mellem kønnene findes i de mest egalitære lande i verden, der er gået længst mod opnåelse af ligestilling, hvilket er de skandinaviske lande. Hvis forskellene mellem kønnene var social konstruerede, hvilket de to LAU-medlemmer hævder, ville de mest egalitære lande i verden, de skandinaviske, være de lande, hvor der var færrest forskelle mellem mænd og kvinders erhvervsmæssige valg. Men det præcist modsatte er tilfældet, fordi mænd og kvinders biologiske forskelle og dermed forskelle i interesser maksimeres, når de bliver lige og frie til at leve præcist, som de vil, uden pres eller forventninger.
Man kan rangere lande efter deres egalitære socialpolitik, og så kan man se, at overrepræsentationen af mænd i de typiske ’mandefag’ og kvinder i de typiske ’kvindefag’ vokser, når lande bliver mere egalitære. Hvis kønnene var socialt konstruerede, ville tilfældet være præcist det modsatte. De såkaldte feminister fra LAU er altså forkerte på den, når de hævder, at forskellene mellem kønnene er en konsekvens af mangel på ligestilling. Det er ligestillingen mellem kønnene, der medfører, at vi har så store forskelle mellem mænd og kvinders erhvervsmæssige valg.
I den første bølge af feminisme kæmpede feministerne en hård kamp for ligestilling mellem kønnene. De ville have stemmeret, ret til abort, ligeløn og mulighed for at leve uafhængigt af mænd. Det var en kamp for ligestilling, som kan kaldes borgerlig og liberal. Og ligestilling opnåede de.
Men moderne feminisme er hverken borgerligt eller liberalt. Moderne ligestilling er et ideologisk våben baseret på en kollektivistideologi og på socialkonstruktivisternes idé om, at kønnene udelukkende er social konstruktion – hvilket de ikke er. De moderne feminister kæmper ikke for ligestilling. De kæmper for udfaldsligestilling, hvilket er umuligt at opnå i et frit samfund, og har vist sig at være et ekstremt farlige projekt, hvilket det 20. århundredes mange forfejlede kommunismeforsøgs hundredemillionsvis af lig er et klart testamente på.
Rigtig ligestilling er, at mænd og kvinder er lige, frie og har samme muligheder.
