Amerikanerne går mod strømmen: Satser på små atomkraftværker for at nedbringe CO2-udledningen

Amerikanerne satser målrettet på små smeltesalt reaktorer, for blandt andet at nedbringe CO2-udledningen. En teknologi også to danske start-ups er langt i udviklingen med.

Lars Bjørknæs,

12/03/2021

Ved Joe Bidens tiltrædelse som amerikansk præsident, skete der samtidig udpegelser af en række ledende embedsmænd på den anden side af Atlanten. Indenfor energisektoren blandt andet i skikkelse af Patricia Paviet, som får til at opgave at stå i spidsen for USA's kommende satsning på atomkraft. En udpegelse der i høj grad skyldtes, at Paviet har erfaring med brugen af små smeltesalt reaktorer, det amerikanske energiministerium satser voldsomt på som en af fremtidens energiformer.

Det sker i forlængelse af, at flere og flere lande samt private virksomheder, satser på denne form for CO2 fri energiproduktion. I de små smeltesalt reaktorer foregår atomspaltningen i en masse af flydende salt, hvad der giver en række fordele: Reaktoren kan ikke smelte ned, for hvis der sker uheld, flyder massen af smeltet salt ned i en beholder og stivner, når temperaturen falder. Ligesom teknologien heller ikke kan bruges til produktion af atomvåben.

Som brændsel kan anvendes thorium, som er almindeligt forekommende. Nogle værker kan ovenikøbet afbrænde radioaktivt affald fra eksisterende atomkraftværker, selv om de kan bygges til at kunne passe ind i en 20 fods container. Ligesom de små værker arbejder ved atmosfærisk tryk, hvilket betyder, at de ikke skal indkapsles i tykke mure som traditionelle atomkraftværker, hvor fissionsprocessen forgår under højt tryk.

Økonomisk har det også den fordel, at værkerne kan produceres på samlebånd og fragtes til stedet, hvor de skal producere strøm. Og de kan altså bygges så billigt, at de kan udkonkurrere kul og olie.


Danske start-ups med i kapløbet

I Danmark traf Folketinget i 1985 en beslutning om, at atomkraft ikke skulle indgå i energiforsyningen, hvilket stadig er gældende. Derfor er der heller ikke aktuelt nogen politisk diskussion om udnyttelsen af de nye teknologiske muligheder for billig CO2-fri energi, som byder sig til. Det i modsætning til lande som USA, Canada og Kina, der åbenlyst satser på den moderne atomenergi. Kina forventes at være først med at teste et fuldskala kraftværk med smeltetsalt teknologien.

Ikke desto mindre har to grupper af unge danske forskere startet virksomheder, som skal udvikle en smeltetsalt atomreaktor. Det i skikkelse af Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics.

Begge virksomheder er så lovende, at de har kunnet tiltrække store private investeringer. Seaborg har ovenikøbet lavet en stor rammeaftale med et sydkoreansk energiselskab om at bygge 7.500 reaktorer i Sysøstasien frem mod 2040.

- Sydkoreanerne vil sørge for al infrastruktur til at kunne bygge reaktorerne, så vi skal bare koncentrere os om at færdigudvikle selve reaktoren,

har Seaborgs administrerende direktør Troels Schönfeldt tidligere udtalt til Energy-supply.dk.

Ingen af de to virksomheder forventer at kunne lave forsøg med radioaktivitet i Danmark, hvorfor det vil ske i udlandet, hvilket Copenhagen Atomics for nyligt har landet en korkret aftale om.