Denne tale blev oprindeligt holdt den 20. juni til en demonstration mod regeringens indgreb i danskernes frihedsrettigheder under coronakrisen. Demonstrationen var arrangeret af Folkebevægelsen for Frihed og fandt sted på Rådhuspladsen i København.
Talen kan læses og ses i videoformat herunder.
Der er nu gået tre måneders tid siden den 12. marts, hvor de vidtgående corona-hastelove blev vedtaget, og vores helt almindelige friheder og rettigheder blev indskrænket.
Jeg husker tydeligt, hvordan nedlukningen og det dystre pressemøde med Mette Frederiksen i front syntes nærmest surrealistisk.
Jeg sad på mit kontor, og hele dagen havde jeg fået opkald og beskeder med rygter og gætterier. Alle vidste, at der ville ske noget helt ekstraordinært.
Nu blev der skrevet Danmarkshistorie. Men ikke på den gode måde.
For de fleste danskere er historien om coronakrisen stadig en historie om en handlekraftig, socialdemokratisk statsminister, der reddede os fra at ende som vores svenske naboer. Koste, hvad det koste må.
Det er helt naturligt at blive ramt af granatchok, når vi pludselig befinder os i noget, der fremstilles som en regulær krig. Selv har jeg dog fra start været skeptisk, og min skepsis er kun taget til i styrke i de seneste måneder.
For nedlukningen har kostet dyrt.
Én ting er den helt konkrete økonomiske krise, som nedlukningen af samfundet har forårsaget. Den kommer til at trække spor og definere dansk politik i årevis, hvis ikke årtier.
Noget helt andet - og endnu værre - er de konsekvenser, som nedlukningen og de socialdemokratiske hastelove, der i stor panik blev vedtaget af et enigt, ukritisk folketing, allerede har haft og vil have på det danske demokrati og vores frie samfund.
Med corona-hastelovene blev det et farvel til friheden og samfundet, som vi kender det.
Nu var situationen en anden. Vi danskere måtte lægge alt det, vi hidtil har lært om frihed, autoritetskritik og fri debat på hylden.
Siden den 12. marts har det været den socialdemokratiske regerings autoritære jerngreb, der har defineret vores hverdag.
En hverdag, hvor man mistænksomt går i en bue udenom alle andre, man møder på sin vej. Hvor man udskammer de, der ikke har skyklapper på og ukritisk retter ind efter myndighedernes påbud.
Hvor al kritik fra folkehavet affejes, mens Mette Frederiksen, Søren Brostrøm og andre magthavere hyldes og sættes på en farlig piedestal.
Det er skræmmende, så hurtigt vi har vænnet os til at leve under det, der reelt set er et totalitært styre. Da coronavirusset gjorde sit indtog i Danmark, blev totalitarismen en følgesygdom.
Vi lever i et land, hvor forsamlingsforbud og opholdsforbud nu er blevet hverdagskost.
Et land, hvor sundhedsministeren egenhændigt kan tvangsisolere, tvangsbehandle og tvangsvaccinere.
Selvsamme sundhedsminister kan i øvrigt også lukke skoler, børnehaver og andre offentlige institutioner og ekspropriere privat ejendom efter forgodtbefindende.
Vi har nu i tre måneder levet uden vores frihed.
Fra begyndelsen har det forlydt fra de socialdemokratiske magthavere, at undtagelsestilstanden ville være midlertidig.
Fra begyndelsen har det været min frygt, at undtagelsestilstanden ville blive permanent.
Alt tyder på, at det nu er ved at blive tilfældet.
Reglen i politik synes at være, at midlertidig magt bliver gjort permanent. Simpelthen, fordi politikerne ikke vil slippe den igen.
Da corona-hastelovene blev vedtaget, forlød det ellers, at de ville være omfattet af et solnedgangsklausul og udløbe helt af sig selv den 1. marts 2021.
Det viser sig nu, at vi ikke kan stole på den udmelding.
Sundhedsminister Magnus Heunicke er i hvert fald begyndt at åbne op for, at visse af de vidtgående tiltag, der giver ham en nærmest enevældig og fuldstændigt uhørt magt, skal gøres permanente.
Det må vi aldrig nogensinde tillade. Aldrig.
Det er nu, den virkelige kamp begynder. Det kan godt være, at epidemien er løjet af, men kampen for frihed begynder først for alvor nu.
Vi skal med næb og klør kæmpe for, at undtagelsestilstanden ikke bliver en normaltilstand.
Vi skal med næb og klør kæmpe for, at vi får vores normale liv igen.
De seneste tre måneder har der dog været lys i mørket. I starten var det svært at gå imod strømmen. Nu er det blevet lettere. Ikke helt let, men lettere.
Vi er blevet flere, der gør modstand mod de voldsomme indgreb i vores frihed. Den kritiske presse er langsomt vågnet op. Granatchokket har delvist fortaget sig.
Det momentum skal vi kapitalisere på. For forude venter en hård, lang kamp.
Ikke alene skal vi sørge for, at indgrebene i vores frihed ikke bliver permanente. Vi skal også kæmpe for, at danskernes forståelse og fornemmelse for demokrati og frihed bliver genopbygget.
Den demokratiske forståelse, fornemmelsen for det frie samfund, er blevet slået itu under coronakrisen af Mette Frederiksen og hendes medsammensvorne.
Der skulle ikke mere til end et i forhold til så mange andre sygdomme relativt ufarligt virus, før danskerne og vores folkevalgte indvilligede i at lade en socialdemokratisk regering strangulere friheden.
Men hvor meget er vi villige til at opgive for at undgå et socialdemokratisk skræmmebillede om lastbiler med lig i gaderne, der reelt set ikke engang har hold i virkeligheden?
Hvis vi ofrer det demokratiske fundament og vores privatliv og frihedsrettigheder allerede nu, hvor slemt bliver det så ikke, den dag en værre pandemi, en krig eller en helt tredje katastrofe skyller over os?
Vi protesterede ikke, da nedlukningen fandt sted. De fleste af os klappede faktisk i hænderne.
Diktaturet kommer ikke brasende som din fjende. Det kommer snigende ind ad bagdøren, forklædt som din ven.
Mange mener, at det er i kriser som coronakrisen, at man skal stå sammen og ukritisk bakke op om statslederen og autoriteterne. Mange har sikkert også fundet noget smukt i det ukritiske sammenhold. Mange har godt kunnet lide at underkaste sig Mette Frederiksens nåde.
Men det er netop i krisetider, at vi for alvor skal være kritiske. Det farligste i en krisetid er en ukritisk tiltro til myndighederne.
Hvis ikke vi skal være kritiske nu, hvor historiske beslutninger bliver truffet i al hast og hovedløshed, hvornår så?
Der har ellers været rigeligt med ting at kritisere under coronakrisen. I begyndelsen fremstod Mette Frederiksen og den socialdemokratiske regering som skræmmende professionelle, der uden slinger i valsen styrede Danmark gennem coronavirusudbruddet.
Det billede krakelerer stadigt mere, for hver dag, der går. Og vi skal fortsætte med at kradse hul i glansbilledet.
Det, der i starten blev fremhævet som myndighedernes anbefalinger, har siden vist sig alene at være Mette Frederiksens vurderinger.
Når regeringen på den måde har tilsidesat og ignoreret alt sundhedsfagligt input, står de alene tilbage med ansvaret for det, der er sket.
Når regningen en dag skal gøres op, er det Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og resten af den socialdemokratiske regering, der skal betale.
Vi skal huske hinanden på at holde de ansvarlige op på det, de har gjort her under coronakrisen.
Det ville være et demokratisk svigt af uhørte dimensioner, hvis vi blot lader magthaverne slippe uden bodsgang.
Krisetider er en åbning for politikere af enhver art med totalitære tendenser og fantasier. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet.
Kigger man ud i verden, er der mange steder, hvor det står endnu værre til end herhjemme.
Det giver sig selv, at man i et totalitært, kommunistisk regime som Kina blot strammer skruen endnu mere under en krise som denne.
Men at den totalitære kinesiske styreform har vundet indpas, hvorend coronavirusset har spredt sig til, er skræmmende.
Det er næsten som om, de to ting følges ad. Hvor der er coronavirus, er der totalitære hastelove, undtagelsestilstand og indgreb i frihed og borgerrettigheder.
Skræmmeeksempler i Europa, vores egen verdensdel, er der rigeligt af.
Der er lande som Spanien med totale udgangsforbud. Et scenarie, man aldrig kunne have forestillet sig før coronakrisen. En hverdag, hvor det simpelthen er forbudt at færdes frit.
Det ultimative europæiske skræmmeeksempel bør dog være Ungarn.
Ungarn viser, hvordan en totalitær leder kan udnytte en krise til at vinde endnu mere magt, til at kontrollere borgerne endnu mere.
Her har Viktor Orbán under coronakrisen kunne regere per dekret, mens parlamentet var sendt ud på sidelinjen som bænkevarmere.
I Ungarn har der vanket årelange fængselsstraffe, hvis man modarbejdede - altså kritiserede - Orbáns coronastrategi.
Herhjemme har der ikke vanket fængselsstraf, men alligevel er kritikere af coronastrategien blevet straffet hårdt.
Det har bare været vores egne medborgere, der har stået for straffen. Det er måske endnu mere skræmmende.
Ungarn er et skræmmeeksempel, og de fleste danskere vil grine af os, der bekymrer os for, at Danmark skulle kunne gå den samme vej.
Men det er - desværre - slet ikke så usandsynligt, som mange tror.
Danmark er et land med demokratisk sindede borgere. Alligevel har danskerne ikke givet andet end stående applaus til den alt andet end demokratiske håndtering af virusudbruddet. Måske holder vi slet ikke så meget af demokrati og frihed, som vi går rundt og tror?
En krise har det med at bringe et folks sande natur frem i lyset.
Det Danmark, som coronakrisen har åbenbaret, er ikke just et kønt syn. Det er et Danmark, hvor danskerne dyrker Mette Frederiksen som var hun Kim Jong-un og de selv nordkoreanere.
Det er et Danmark, der ukritisk bakker om en aflivning af frihedsrettighederne, mens alle kritikere skammes til stilhed.
Der er et akut behov for selvransagelse hos hver eneste dansker, når vi kommer ud på den anden side af coronacirkusset.
Vi bør hver især se indad og overveje, om vi under coronakrisen har svigtet det allerkæreste, vi har: vores demokrati.
Det er nu tre måneder siden, at Danmark lukkede ned. Vi er stadigt ikke lukket op igen.
I dag står vi så her på Rådhuspladsen i Indre København. En lille flok, samlet for at forsvare friheden.
De principper og rettigheder, vi her i dag slår et slag for, synes for den gennemsnitlige dansker abstrakte.
For den gennemsnitlige dansker kan selv friheden synes som en abstrakt størrelse.
Og vores bekymringer kan for mange virke latterlige.
Jeg har selv oplevet det, og det har I sikkert også: at folk har grinet én åbent i ansigtet, når man fortalte om sine bekymringer for friheden i Danmark.
Problemet med den “abstrakte” frihed og de “abstrakte” principper og rettigheder er blot, at de meget hurtigt bliver virkelige og håndgribelige.
Når du pludselig får en bøde for at gå udenfor din egen hoveddør, er diskussionen slet ikke så abstrakt alligevel.
Det er abstrakte, nærmest filosofiske principper, vi kæmper for. Men friheden er ganske konkret. Det er den, vi skal holde hinanden op på.
Vi står nu ved en historisk skillevej, men folk vil grine af dig, hvis du siger det.
Alligevel er det nu, den virkelige kamp for frihed begynder.
Det er nu, vi for alvor skal kæmpe for friheden og demokratiet.
Vi skal holde undtagelsestilstanden og indgrebene i vores frihed stangen.
Vi skal kæmpe for, at vi kun opgav vores frihed midlertidigt.
Vi må aldrig opgive friheden permanent.
Samtidig skal vi have øje for, at en krise som coronakrisen åbner uanede muligheder.
Lykkedes vi med vores kamp for frihed, kan man fra ruinerne af coronakrisen bygge et smukkere, bedre og friere Danmark på den anden side.
Mange vil sige, at coronakrisen har bevist, hvor vigtigt det er med en stærk stat og borgere, der udviser “samfundssind”.
Jeg vil derimod sige, at coronakrisen netop har bevist, hvor dårligt det er med en stærk stat og borgere, der ukritisk udviser “samfundssind”.
Læren af coronakrisen bør være, at vi aldrig må være ukritiske.
At staten aldrig må blive for stærk.
At vi aldrig må opgive friheden, vores borgerrettigheder og den frie debat.
Læren af coronakrisen bør være, at vi aldrig må tillade, at den 12. marts gentager sig.
Aldrig mere 12. marts!
