Nej, verden er ikke itu

180Grader Debat,

24/02/2020

Karl Iver Dahl-Madsen, medstifter af Klimarealisme

Professor i planktonbiologi, Katherine Richardson (KR), har skrevet en bog om bæredygtig udvikling, som hun har et interview til Altinget om.

Jeg anerkender KR’s store engagement og gode vilje til at finde løsninger, men mener hun tager grumme fejl på et helt centralt område, nemlig ved at påstå, ”at teknologi ikke løser problemerne og vi har brug for en radikal anden tilgang”.

Jeg har tværtimod den opfattelse, at vores frie åbne økonomier udgør det mindst ringe af alle samfundssystemer og ganske udmærket er i stand til at håndtere nutidens og fremtidens udfordringer lige så fint, som vi har håndteret fortidens.

Som man siger på udenlandsk: If it ain’t broke don’t fix it.

Jeg mener at kunne påvise, at KR’s analyser og løsningsforslag er baseret på fejl og misforståelser, som jeg her vil gennemgå nogle af.

Vi trækker for hårdt på jordens ressourcer?

Nej, det gør vi ikke. Tværtimod viser erfaringen, at ressourcer bliver rigeligere og billigere med tiden og at vi med stor sikkerhed er på vej til et globalt samfund med overflod af materielle ressourcer.

Det er en udpræget lægmandsmisforståelse at tro, at ”kendte reserver” er et udtryk for den faktiske mængde af det pågældende råstof. 

Jorden er meget større end fleste mennesker gør sig forestillinger om og de fysisk tilstedeværende mængder råstoffer er, i de fleste tilfælde, mange størrelsesordener over mængden af ”kendte reserver”. Da ”kendte reserver” skal findes, og da dette koster tid og penge tilpasser man efterforskningsindsatsen efter hvor meget der bruges, således at, der hele tiden er kendte reserver til en periode, der i praksis er tilstrækkelig lang. Nøjagtig som, at vi mennesker nøjes med køleskab, der kan indeholde mad til en to-tre dage, da vi ved, at vi altid kan fylde det op igen.

Et godt eksempel er olie, hvor der for 50 år siden var kendte reserver til 25 år og nu er der kendte reserver til 40 år, selv om vi i dag bruger meget mere olie.

Der er enkelte råstoffer, bl.a. netop den lagrede solenergi i form af kul, olie og gas, som har en begrænset tilstedeværelse.

Men i sådanne specialtilfælde bruger vi mennesker vores iderigdom til at substituere (uran for kul, sand for kobber) eller genanvende (kvælstof fra atmosfære til jord, guld, fra spildevand til rent vand)

Derfor vil mangel på råstoffer aldrig inden for solens levetid komme til at forhindre den fortsatte vækst af menneskenes velstand og velfærd.

Klimaet er begyndt at slå igen

Et pudseløjerligt, romantisk og mysticistisk udsagn. Måske meget talende for en tid, hvor vi har et delvist statsejet selskab, som har taget det fine navn ”Ørsted” forfængeligt og i ramme alvor påstår, at en energiform, der leverer som vinden blæser, kan konkurrere med stabile energiproduktioner som kul og atomkraft.

Ja, klimaet ændrer sig. Det har det altid gjort, og det vil det fortsætte med at gøre uanset om, vi mennesker er her eller ej.

I nyere tid – inden for de seneste 100 år - ser det ud til, at vi mennesker til en vis grad har påvirket klimaet ved vores udledning af drivhusgasser, hvilket har ført til en let opvarmning og en beskeden forøgelse af stigningen af den globale vandstand. 

Dette udgør imidlertid på ingen måde en trussel mod menneskenes velstand og velfærd eller mod klodens tilstand.

Men er blot udtryk for en begrænset økonomisk eksternalitet, som er et marginalt problem i forhold til den enestående udvikling af menneskenes vilkår til det bedre, som adgangen til rigelig og billig energi har sikret.

Som det hedder i IPCC’s rapport:  ”Ved en temperaturændring på op til 2 grader vurderer IPCC, at den globale økonomi vil blive reduceret mellem 0,2 og 2 %”, hvilket er støj i forhold til andre positive og negative faktorer.

Samtidig med, at de alarmistiske meldinger om meget højere temperaturændringer er aflyst af den nyeste viden, medfører dette, at der absolut ikke er nogen grund til at forcere og fordyre den omstilling fra kul til atomkraft og lign., som kommer helt af sig selv efterhånden, som den lagrede solenergi bliver sjældnere og dyrere.

Biodiversiteten er i krise

Nu er ”krise” jo et forslidt og efterhånden totalt ubrugeligt begreb, som bruges i alle mulige sammenhænge uden perspektiv og proportioner, hvor ingen gør sig den ulejlighed at definere, hvad de mener med begrebet.

Men det er da rigtigt, at fri og oprindelig natur i mange dele af verden indskrænkes og at der stadig sker en uddøen af arter, som blev startet med vore stenalderforfædres udryddelse af store arter som mammutter, kæmpedovendyr, den korthovedede bjørn mm. fordi de var sultne og bange, og fortsatte med, at vi søfarende nationer bragte katte og rotter til små øer, hvor de tilstedeværende kræ var helt uforberedte på disse evolutionært moderne og slagkraftige rovdyr.

Den gode nyhed er, at når man ser på tallene, er denne uddøen ikke særlig stor i det der siden år 1500 ifølge IUCN ikke er uddøde mere end ca. 200 arter af fugle og pattedyr, en meget lille del af disse arter, og at hastigheden af uddøen på det seneste synes at aftage. Måske og bl.a. fordi vi gør mere og mere for at sikre arter mod at uddø.

Det er er også en god nyhed, at problemerne med natur og biodiversitet ikke har nogen praktisk betydning for menneskenes velstand og velfærd. Vi klarer os fint uden koppevirus, vilde bier og sabeltigre.

Det er ikke det samme som, at vi ikke af både etiske og æstetiske grunde skal give plads til naturen og øge biodiversiteten. Det skal vi helt bestemt.

Men mange af tidens ”hypede” løsningsmodeller, som handler om rationering, askese, minusvækst og anvendelse af primitive retroteknologier, vil have lige den modsatte virkning af den tilsigtede, nemlig medføre et større aftryk på naturen.

Hvor meget skov ville der have været tilbage, hvis vi ikke havde fundet kul? Og hvor mange hvaler, hvis vi ikke havde fundet mineralsk olie?

Sagen er, at vi kan gøre to rigtig gode ting for naturen og biodiversiteten:

  1. Sætte fuld damp på den økonomiske frihed med tilhørende vækst, så vi bliver rige nok til at bekymre os, får råd til at gøre noget ved det og bliver dygtige nok til at kunne, det vi vil.
  2. Bruge moderne, snilde, pladsbesparende teknologier, som højtudbytte landbrug med GMO’er mm. og kul- og atomkraft.

Vores økologiske fodaftryk er stigende

Det passer i den mindre rige del af verden, men ikke i den rige del. KR bygger tydeligt sin betragtning på de falske WWF-postulater om, at der skal flere jordkloder til at forsyne menneskene med materielle fornødenheder. Selv om den påstand for lang tid siden er fuldstændigt tilbagevist, da den bygger på den absurde ide, at vi skal erstatte hele vores forbrug af lagret solenergi med at plante skov i stedet for at bruge atomkraft og andre snilde teknologier.

Fødevaresystemet er itu

Her spærrer jeg – som har arbejdet professionelt med produktionen af mad og dets aftryk på omgivelserne i det meste af mit liv – godt nok øjnene op og lader mig forarge en lille smule.

For 250 år siden kunne ca. 98 % af verdens befolkning med en levealder på under 35 år lige med nød og næppe brødføde sig selv samtidig med, at de afleverede et overskud til de resterende 2 %, som så kunne leve et opulent liv og realisere sig selv med krige, jagt (efter dyr og kvinder), filosofi, kunst og arkitektur.

I den rige del af verden er det nu sådan, at 2 % af befolkningen kan forsyne alle mennesker med fuldgod kost, så det frigør menneskene til at kunne fornøje sig med alle mulige rare ting.

Man kan kun påstå, at et sådant system er ”itu”, hvis man udelukkende har sin viden om landbrugsproduktion fra ”Politiken” og andre københavnermedier.

Sagen er, at det moderne højteknologiske landbrug med et højt udbytte er en af menneskehedens største triumfer.

På 100 år er befolkningen i verden ca. tredoblet, men alligevel er det lykkedes at øge produktionen endnu mere således, at vi alle er blevet mere mætte. Og således, at det største fejlernæringsproblem i verden nu er fedme. 

Når vi stadig har sult i verden, har det intet med produktionskapacitet at gøre, men skyldes udelukkende dårlig regeringsførelse i lande som Nordkorea, Venezuela og Zimbabwe mm., hvor man fører en økonomisk politik, der holder befolkningen i yderste nød, så de ikke engang har råd til noget så billigt som basale fødevarer.

Og miraklet er, at det er sket samtidig med en stærk forøgelse af udbyttet således, at aftrykket pr. produceret mængde på natur & miljø er blevet stadigt mindre og selvom vi nok stadig skal forøge produktionen af mad med 50-100 %, da vi bliver flere og rigere, vil det kunne gøres med et aftagende aftryk, da vi netop i disse år har nået Peak Farmland.

Hvis alle landmænd var lige så dygtige som en gennemsnitlig dansk landmand, ville vi i morgen kunne reducere det globale landbrugsareal til det halve. Det har vi opnået med viden om de snilde nanoteknologiske hakkejern, der kaldes pesticider, med kunstgødning og med mekaniseringen. Og tænk så på, hvad der kan ske bare på kort sigt, når vi ruller os ud med præcisionslandbrug, GMO/Crispr, Ocean Farming mm. 

Den største synder i dag er verdens stigende kødforbrug

Det er rigtigt at, ”kødforbruget” har et økologisk aftryk, på linje med fly, tøj, biler, opvarmning af boliger, internet og alle de andre 20-30 vigtige materielle aktiviteter, som tilsammen udgør vores aftryk. Men man skal se ”aftrykket” i forhold til nytteværdien af kød, som er meget stor. Det er ikke tilfældigt, at fattige mennesker begynder at spise kød lige så snart, de har råd til det. Det gør de, fordi det er sundt og sikrer, at de lever længere. Og vi andre gør det, fordi det smager rigtigt godt og har stor betydning for vores livskvalitet. Og derfor er det rigeligt ”aftrykket” værd.

Problemet med aftrykket skal naturligvis ikke løses med afholdenhed, men med teknologi, på kort sigt ved at vi øger udbyttet af den planteproduktion, der forsyner husdyrene med mad, på langt sigt ved at fremstille kunstigt kød i fabrikker til enhver smag og med en brøkdel af det nuværende aftryk.

Teknologi løser ikke problemet og vi har brug for en ”radikal anden tilgang”

Det er altid bekymrende, når folk foreslår en ”en radikal anden tilgang” at indrette samfundssystemet på, idet der er legio eksempler på, at dette har ført til nød og elendighed. 

Det seneste eksempel er Venezuela, hvor Chavismen har ført til en halvering af produktionen af mad. 

Vi vil opfordre KR til sætte sig ind i den fundamentale baggrund for, at menneskers velstand og velfærd er gået så stærkt fremad i de seneste 150-200 år, så vi på vej ud af 2010’erne kan konstatere, at det er det suverænt bedste årti i menneskenes historie.

Det skyldes meget enkelt, at menneskene på bedste Popper-maner, har indrettet sig så flere og flere lever i frie, åbne økonomier, som skaber velstand for alle ved at gøre det nemt at afmontere mislykkede eksperimenter og ved at belønne iderigdom og teknologisk udvikling. 

De resulterende ”teknologiske fix”, som ”hippierne” i 70’erne så hånligt betegnede det, har skabt følgende i de seneste 100 år:

  • Plads til 3 gange så mange mennesker
  • 5-10 gange så rige pr. person
  • Dobbelt så høj levealder
  • Mange flere sunde og mætte
  • En dramatisk forbedring af uddannelsesniveauet
  • En meget fredeligere verden

Den bliver vist svær at stikke med ”en radikal anden tilgang”!

Det hele hænger sammen

Det er fuldstændigt rigtigt. Der er rigtig mange faktorer, der har betydning for menneskenes velstand og velfærd og for jordens tilstand fremover og som er koblet sammen med hinanden i et komplekst system, som ingen mennesker kan overskue ”at radikalt ændre” fra et skrivebord.

Det er i en sådan situation afgørende vigtigt, at man har alle faktorer med i sin analyse og her synes det desværre som om KR har overset den allervigtigste, nemlig menneskelig iderigdom, skaberkraft og tilpasningsevne.

Hvis man tager den ud af ligningen, ville vi også være bekymrede. Men den er der heldigvis. Så derfor kan vi naturligvis håndtere både alle nutidens og fremtidens udfordringer.

I virkeligheden er der kun én reel bekymring for fremtiden. Nemlig, at det lykkes for velmenende kræfter at ødelægge det samfundssystem, vi har udviklet efter hårdt arbejde gennem mange år med stadige reformer i små skridt.

Det er heldigvis ikke sandsynligt, da verden stadig er et pluralistisk sted, hvor det er muligt at flytte sig fra ”radikale andre tilgange” til samfundssystemer, der er gode for menneskene og dermed sikre at farlige utopier aldrig bliver til virkelighed.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.