Af Martin K. Madsen, folketingskandidat for Liberal Alliance i Nordjylland
Indenfor samfundsvidenskaben har man et begreb, der kaldes governmentality. Governmentality er udtænkt af den franske filosof Michel Foucault, og omhandler i grove træk den måde, hvorpå politikere gennem statsmagten forsøger at ”opdrage” på deres befolkninger. Sigtet med en sådan opdragelse er at gøre folket nemmere at styre for de selvsamme politikere. Michel Foucaults bagtanker var sådan set til en vis grad ret noble. Det giver fint mening, at vi i skolerne indoktrinerer eleverne udi demokratisk tænkning og civiliseret adfærd, og at kommunen gennem affaldssortering tilsigter at gøre samfundet mere grønt, kan de færreste vel også have noget imod.
Der er dog alligevel en fare for, at denne tænkning udvikler sig til en glidebane. Hvor går eksempelvis grænsen for, hvad staten egentlig skal opdrage os alle sammen til? Er der overhovedet nogen grænse, hvis man spørger nutidens politikere? Det tyder ikke på det, når man studerer, hvad mange af centrum-venstrepartierne er villige til i Foucaults hellige navn.
Mange af dem kan ganske enkelt ikke se problemet i, at man regulerer lidt i borgernes liv, så borgerne forstår, hvor de er forkerte.
Politikerne forstår ikke, at de skal tjene folket snarere end at herske over dem som var de Dronningens små undersåtter. Dette er desværre ikke nogen nyhed, at den politiske stand ser ned på folket. Det er netop derfor et skakspil har bønderne som de ligegyldige og ubetydelige brikker i front, mens politikerne - symboliseret ved Dronningen - er spillets stærkeste brik med ubegrænset bevægelsesrum. Selvom man fra tid til anden beklager sig over en akademisering af det politiske liv, så betyder det høje uddannelsesniveau desværre ikke, at den åndelige ballast i forsamlingen som et hele er steget.
Jeg er liberal, og derfor er jeg grundlæggende uenig i denne samfundsudvikling. Men hvad vil det egentlig sige at være liberal?
At være liberal kan betyde mange ting, og indenfor den liberale bevægelse findes mange afarter. Som udgangspunkt, i ordets rene betydning, er de fleste demokrater også liberale mennesker. Det er kun, hvis man fæstner lid til en kommunistisk revolution eller en kvalm ultranationalistisk fortolkning af den danske nations storhed, at man ikke er liberal. Når jeg siger, at alle demokrater i virkeligheden er liberale, så skyldes det først og fremmest Grundloven.
Grundloven er et ærkeliberalt manifest, der således gør Danmark til et liberalt demokrati. Det kan man se ved at iagttage, hvordan grundloven konstant sætter fokus på det enkelte menneske, dennes rettigheder og netop udpensler, at fællesskabet ikke må forgribe sig på det enkelte individ. Minoritetsbeskyttelse er med andre ord essensen af den liberale konstitutionalisme, og den enkeltes ret til at leve det liv, som vedkommende ønsker sig, står i centrum.
Den enkeltes beskyttelse står altid over kollektivets luner.
I moderne tid forbinder man liberalismen med flere ting. Udover lavere skat og træklatring, handler liberalisme anno 2019 netop om at se det enkelte menneske som centrum i universet. Det er altså ikke staten, fællesskabet eller andet, der er udgangspunktet - nej, det er det enkelte menneske og dette menneskes fundamentale lykke og frihed, der står naglet fast som det fundamentale islæt. Hvis vi vidste som samfund, hvad der gør alle mennesker lykkelige - og hvis alle mennesker var helt ens - så ville adfærdsregulering have den tilsigtede effekt. Pointen er bare, at mennesker netop ikke er ens - mennesker er forskellige! Og derfor er det kun den enkelte selv, der ved, hvad der gør godt for netop dette menneske!
Dette er da også det primære argument for, at man ikke fra statens side skal sætte barren ved laveste fællesnævner og forbyde, regulere og bestemme over, hvad man ikke forstår eller billiger. Det er samtidig argumentet for, at man snarere skulle give valget frit og stole på, at mennesker som udgangspunkt selv kan bestemme over eget liv og tage vare på sig selv. I det omfang, at mennesker har stemmeret og må formodes at være mentalt kvalificerede til at træffe beslutninger på vegne af os alle sammen, er det ganske enkelt absurd, hvis ikke vi stoler på, at de kan træffe beslutninger vedrørende deres eget liv.
Så når sundhedsminister Astrid Krag toner frem og ensidigt konkluderer, at det er forkert at være prostitueret og at vi ikke skal grave dybere i, hvordan vi giver prostituerede bedre livsvilkår og rettigheder, så er det fordi hun fundamentalt set ikke forstår værdien i forskellighed og ikke nærer nogen respekt for mennesker, der vælger anderledes end hun selv ville have valgt. Men det siger hun jo af gode grunde ikke, for så ville hun stemple sig selv som værende intolerant - nej, adfærdsreguleringen handler altid om, at mennesker skal gøres til ofre, der kan umyndiggøres og med hjemmel i denne umyndiggørelse, kan de adfærdsreguleres. Det er den samme logik, der ligger til grund for de adfærdsregulerende afgifter, der gennem tiden er indført på sodavand, spiritus, øl, slik og cigaretter. Staten blander sig altså i alt. Vi mangler faktisk bare at finde ud af, hvem staten skal holde med i fodbold. Liverpool eller FC Barcelona?
Tilmed er der en anden og ret beset mere alvorlig pointe tilknyttet hertil.
Hvordan skal det barn, der ikke lærer at rydde op på sit eget værelse eller aldrig lærer at sætte tallerkenen i vaskemaskinen, nogensinde lære om huslige pligter, og om at tage ansvar for et fællesskab? Og hvordan skal mennesker, der fratages et personligt ansvar hele livet, nogensinde kunne udvikle sig til en ressourcestærk borger med ansvar for eget liv?
Nogle ender med en forkælet ”hvad kan staten gøre for mig?”-attitude, og nægter som RUC-uddannede akademikere at tage det ledige job i Ikea, der ellers kunne være et alternativ til dimittend-dagpenge. Andre ender desværre som meget hjælpeløse mennesker, der af det offentlige fastholdes i en offerrolle, de aldrig kan slippe ud af. Systemet umyndiggør og bidrager til, at den åndelige fattigdom kan få frit spil. ”Hvornår kommer nogle af hjælper mig?”, spørger de sig selv. Aldrig.
For du skal som udgangspunkt hjælpe dig selv, hvis du kan det. Men det har vi glemt at lære disse mennesker i tilstrækkelig grad - og det er et problem! Lige fra skolen, over uddannelsesinstitutionerne til det sociale system findes en åndelig magtesløshed, hvor man gør en masse mennesker en stor bjørnetjeneste. Det er ikke alle, der har brug hjælp, hjælp og atter hjælp - nogle gange har folk mere behov for et spark bagi.
Disse mennesker har utvivlsomt behøvet hjælp på et givent tidspunkt i deres liv, ingen tvivl om det. Men er det ikke bare politisk ansvarsfraskrivelse at give folk flere penge i offentlige ydelser, når vi tydeligt kan se på fremlagte budgetter fra disse mennesker, at deres pengemangel bunder i, at de bruger dem de allerede får forkert? Er pengemangel ikke netop bare et symptom på noget andet? Symptom på mulig psykisk sygdom, alkoholmisbrug eller måske ludomani?
Har governmentality gjort disse mennesker lykkelige? Det synes man desværre i vide kredse af dansk politik.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
