Dommer gik urimeligt i kødet på buskontrollør i retten

Den Særlige Klageret udtaler sin misbilligelse over dommers opførsel i bus og i retten.
En dommer undgik i en bus at få en bøde, da hun sagde til kontrollør, at hun var dommer. Siden gik hun over stregen i afhøringen af en anden kontrollør i retten. (Arkivfoto).
En dommer undgik i en bus at få en bøde, da hun sagde til kontrollør, at hun var dommer. Siden gik hun over stregen i afhøringen af en anden kontrollør i retten. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

27/01/2021

En dommer får nu kritik, blandt andet fordi hun under en retssag gik over stregen i forhold til en buskontrollør i vidneskranken.

Dommeren får også kritik for et sammenstød med en anden buskontrollør, som skete et par måneder inden.

Det er Den Særlige Klageret, som kommer med kritikken, og den kalder dommerens opførsel for "utilbørlig". Klageretten oplyser ikke, ved hvilken domstol dommeren er ansat.

Det første sammenstød skete i begyndelsen af december 2019. Her var kontrolløren på arbejde, mens dommeren havde fri og kørte i bus.

Der var bøvl med dommerens rejsekort, og kontrolløren ville derfor notere hende og udstede en afgift.

Men dommeren hævdede, at hun ikke havde snydt, og samtidig fortalte hun, at hun var dommer, og at hun i den egenskab behandlede flere sager vedrørende trafikselskabet Movia, kontrollørens arbejdsgiver.

Kontrolløren undlod derefter at give dommeren en busbøde.

Knap to måneder senere skulle en anden kontrollør afhøres i dommerens retssal. Kontrolløren var offer i en voldssag og skulle vidne i sagen.

Normalt er det anklager og forsvarsadvokat, som står for afhøring af vidner i straffesager. I enkelte tilfælde kan dommeren bryde ind, hvis der er behov for at få kastet lys over nogle detaljer.

Men da kontrolløren sad i vidneskranken, overtog dommeren afhøringen.

I et brev til Klageretten har sagens anklager sagt, at hun oplevede dommerens opførsel som utilbørlig. Dommeren skulle blandt andet have antydet, at kontrolløren selv var skyld i overfaldet, fordi han opførte sig, som om han var politimand.

I brevet skriver anklageren, at hun overvejede, hvorvidt det var nødvendigt at afbryde retsmødet på grund af dommerens opførsel. Anklageren skriver også, at det "beklageligvis ikke er en atypisk opførsel" fra den pågældende dommers side.

Den Særlige Klageret har i sagen valgt at "udtale sin misbilligelse" af dommerens opførsel i begge forhold. Klageretten kan afgøre den type sager enten ved at udtale misbilligelse eller ved at pålægge dommeren en bøde. I alvorlige sager kan en dommer afsættes.

Kilde: /ritzau/