Kun ti procent bliver opklaret: I 2019 var der 257 eksplosioner i Sverige

I Sverige er der en sørgerlig tendens med stadigt flere eksplosioner, særligt bombesprængninger. I 2019 var der således hele 257 eksplosioner i vores naboland.
Mandag denne uge var det to etagebygninger i Husby, en forstad til Stockholm, der blev ramt af voldsomme eksplosioner. (Foto: Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix)
Mandag denne uge var det to etagebygninger i Husby, en forstad til Stockholm, der blev ramt af voldsomme eksplosioner. (Foto: Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

22/01/2020

Sverige er et land plaget af voldsomme eksplosioner, og det bliver kun værre. Det viser en foreløbig opgørelse fra landets kriminalforebyggende råd, Brå.

Sverige blev ramt af 257 eksplosioner i 2019. Det er en stigning på 59 procent fra året før, hvor der var 162 eksplosioner.

I gennemsnit betyder det, at der var 5 eksplosioner om ugen i 2019.

Tendensen med flere eksplosioner ser ud til at fortsætte her i 2020, hvor der alene denne uge har været en række store eksplosioner i Stockholms-området.

Således blev Stockholm-forstaden Husby mandag nat ramt af to voldsomme eksplosioner i to etagebygninger, mens også byen Norrköping blev ramt natten mellem tirsdag og onsdag.

Eksplosionerne bliver ofte tilskrevet den stadigt værre bandekriminalitet i Sverige, som politiet har svært ved at bekæmpe.

Det er ifølge Svenska Dagbladet kun ti procent af sprængningerne, der bliver opklaret.